De mange armguldringe lyser op fra de smalle underarme. Det sorte hår er krøllet og kort uden at være drenget, som hun sidder der på podiet i Louisianas Wei Wei-sal sammen med den danske tv-journalist Martin Krasnik. Et hurtigt blik på Taiye Selasi (født 1979) viser en afrikansk kvinde, ung, billedskøn, elegant, med brede sensuelle læber og øjne så dybe som skovsøer. Alle klicheer passer, men skinnet bedrager.

Taiye Selasi har rødder i Nigeria og Ghana, men hun har aldrig boet i Afrika. Hun er født i London i en familie, der kun består af læger. Hun er vokset op uden sin far, der er kirurg, hos sin mor, der er børnelæge og sin tvillingesøster, der også er læge. Selv trodsede hun familietraditionen og læste amerikansk litteratur på Yale Univsersity i USA og tog en doktorgrad i internationale relationer fra det berømte Nuffield-kollegium på Oxford Univesitet i England.

Her mødte hun blandt andet det amerikanske forfatter-ikon Tony Morrison, der er professor på Oxford. I 2006 gav hun Tayie Selasi ét år til at skrive en novelle. Det blev "The Sex Lives of African Girls", (Afrikanske kvinders sex-liv, red.) som senere blev offentliggjort i Storbritanniens kendte litteraturmagasin Granta i 2011 og senere kåret blandt "Best American Short Stories 2012", altså de bedste noveller, der var udgivet i USA det år.

Allerede i 2005 bragte The LIP Magazine hendes skelsættende essay "Bye-Bye, Babar (eller hvad er en afropolitaner?)". Den handler om noget, der er centralt i hendes forfatterskab. "Afropolitianere" er hendes betegnelse for en hel generation af unge, ofte akademisk eller kunstnerisk veluddannede mennesker, der lige som hende selv ser ærkeafrikanske ud, men som i virkeligheden hverken føler, at de har rødder i Afrika, Europa eller for den sags skyld i USA.

For Tayie Selas har denne "transnationale" gruppe, hvis forældre er udvandret fra lande som Nigeria, Ghana, Cameroun, Uganda, Elfenbenskysten og Senegal, kun det til fælles, at de intet har til fælles med Afrika og ved intet om tilværelsen dér. Hun argumenterer ikke blot for, at de afrikanske rødder er en illussion, men også for at det skader mere end det gavner at fastholde glansbilledet.

- Hvad kalder du en irsk musiker, der spiller jazz? Er han irer eller er han simpelthen jazzmusiker, spørger hun retorisk Martin Krasnik. Hendes spørgsmål rammer dybt, måske for dybt for den danske tv-kendis, som er ujødisk jøde, født i København, opvokset delvist i Jerusalem, og har taget sin uddannelse i Danmark. Han - og mange andre, der har fået formet deres bevidsthed i Carolineskolen, den jødiske skole i København, må spørge sig selv, hvad der definerer en kultur uden for festmiddagene og skåltalerne.

Samtalen mellem de to glider let. Deres konversation er en slags ping-pong på podiet foran den stopfyldte sal, næsten som to mennesker, der burde være kærester, men som er forhindret i det lige nu. Taiye Selasi taler gennem en bølge af bevægelser om sin familie, om hendes magiske forbundethed med tvillingsøsteren og sit oprør mod den slagne lægevej. Martin Krasnik bevæger lidt akavet de lange lemmer, mens han til tider forsøger at dæmme op for floden af formfuldendt britisk tale og skarpe meninger om udvandrerens lod.

- Når du forlader dit land, har du ikke længere krav på, at alt er som det var, når du vender tilbage, konstaterer hun tørt og rammer igen plet. Det må vække stof til eftertanke hos de indvandrere, der stædigt fastholder en identitet bygget på løgnen om, at de aldrig rigtigt er flyttet og blot venter på at bestille returbilletten til "Det Gamle Land". Eller hos de danske udvandrere i USA og Latinamerika, der klamrer sig kongehus, flæskesteg og røde pølser som symbol for det tabte fædreland.

I den globale landsby er vi alle globalitanere.