Jesper står i syv etagers højde på et forblæst facadestillads på Marselisborg Allé midt i Aarhus.

Han er til sin egen forbløffelse endt som en af de stilladsarbejdere, der bliver kaldt terrorister og hærværksmænd i den lokale presse.

Med bøjede knæ placerer han sirligt et rækværk mellem sig selv og intetheden. Derpå tager han fat om den næste metalramme, der hænger og dingler i hejset i den iskolde vinterluft. Fægter et øjeblik professionelt med stålet, monterer den så lodret, og knalder med et rutineret klank det næste rækværk på. Og så videre. Ramme, rækværk. Ramme, rækværk. En såre sikker - og af Arbejdstilsynet påkrævet - metode, men langsommere end at vente med rækværket til allersidst, når rammerne er på plads.

Det gør en del topmænd da også for – uagtet reglerne - at score de sidste basører på akkorden. Men altså ikke Jesper, der vel nedkommet kører med sin makker omkring kiosken på Silkeborgvej til den sædvanlige fyraftensbajer med kollegerne i firmaet.

Jeg har aldrig gjort noget ulovligt før 

”Jeg er nok lidt af en en bangebuks,” indrømmer Jesper, da han når hjem til parcelhuset i udkanten af Aarhus.

Den 32-årige familiefar ville nu også få åbenlyse problemer med at give den som hårdkogt ballademager, som han sidder der ved spisebordet, omgivet af børnetegninger, og forsøger at klippe en papnisse ud af ugebladet Hjemmet til sine to små sønner.

Det er dog ikke den forsigtige tilgang til højderne, Jesper hentyder til.

Det er en række faglige aktioner, der er foregået under stor interesse fra den lokale politistyrke. Jesper har været med til at pille stilladser ned i strid med loven, og det er noget ganske nyt for ham.

Det er tidlig vinter 2001. Hele byen taler om Stilladskrigen mellem firmaet Per Berg og Stilladsklubben.

Gennem flere måneder har Aarhus lagt gader til nedpillede stilladser, aktioner og ufred.

”Jeg har aldrig gjort noget ulovligt før eller været i kontakt med politiet, så jeg må indrømme, at jeg var ret nervøs,” fortæller Jesper.

Han er til sin egen forbløffelse endt som en af de stilladsarbejdere, der bliver kaldt terrorister og hærværksmænd i den lokale presse.

”Det er første gang, jeg er med i en arbejdskamp. Det vil sige: Jeg har da været med til at sætte mig på røven, når vi strejkede, men jeg har aldrig været det store fagforeningsmenneske, ” fortæller Jesper.

Han bor sammen med sin kone Kristine og drengene på 3 og 5 år i en rækkehusbebyggelse, der med hans egne ord ligner en stribe offentlige toiletter.

Jesper ser ingen moralske problemer i de aktioner han, trods sin forsigtige natur, har valgt at deltage i. Det er for at forsvare stilladsarbejdernes løn- og arbejdsforhold, siger han.

”Hvis Per Berg får held med sin model, står andre firmaer på spring for at spille os ud mod hinanden. Hvis de bruger enkeltmandsfirmaer i stedet for stilladsarbejdere, går vores rettigheder fløjten. Derfor er vi ude og pille deres stilladser ned. Det er det eneste, vi kan gøre.”

”Man skal gøre det, man er bedst til. Det siger de i Danske Bank,” tilføjer Kristine med et grin, da hun går forbi med bolsjer til ungerne.

Er de grådige eller hva'?

”Jeg fatter simpelthen ikke underentreprenørerne. Jeg synes, de dolker kollegerne og fagforeningen i ryggen. Er de grådige, eller hva’? Det var noget andet, hvis de reelt startede deres eget firma. Men i stedet hjælper de Per Berg med at omgå overenskomsten. En af dem, Åge, har været en del af det faglige miljø nede på Dokken. Hvordan kan han pludselig vende om på den måde?"

Jesper var selv på Århus Flydedok, indtil 1996. Som andre fra det lukkede værft blev han hjulpet ind i branchen af stilladsarbejdernes klub.

”Der blev taget hånd om os, da vi kom ind i branchen. Nu kan jeg slet ikke forestille mig at lave andet. Der er et utroligt godt kammeratskab blandt stilladsarbejdere. Vi kan være rygende uenige om alt muligt, men vi står sammen, når det gælder. Og så er vi jo efterhånden de eneste, der kan finde ud af at strejke!”

Det har vundet stilladsarbejderne en række rettigheder, som selvstændige ikke har, mener Jesper.

”Jeg har friheden til at slippe for at arbejde i regnvejr, hvor det er farligt, fordi bundmanden ikke kan se en skid, når han hejser grejet op. Og jeg har friheden til at blive hjemme på mine børns første sygedag. Det er ikke rettigheder, der er kommet af sig selv. Friheden ligger i fællesskabet, og det er blevet styrket under konflikten,” understreger Jesper og ser helt overrasket ud over alvoren i sine ord.

Imens er ungerne diskret gået i gang med en kamp om de bedste bolsjer, der mellem smasken og skubben bliver hevet frem og tilbage på bordet.

Efter en kort irettesættelse – der er jo bolsjer nok til alle – forklarer Jesper, at de ulovlige aktioner har sat deres aftrykpå dagligdagen.

”Jeg har gået og været ræd for, at der skulle komme et brev ind ad døren med besked om, at jeg var sigtet. Men det kom heldigvis aldrig. Jeg er glad for, at jeg ikke var med den dag, folk kom op at slås med politiet."

”Mine venner har altid sagt, at jeg var en borgerlig ka’l. Nok mest fordi jeg fandt mig en kone og fik børn, mens de stadig var mest optaget af at drikke en masse bajere. Der er også folk i firmaet, der ikke forstår, at jeg er så nervøs over aktionerne - men de accepterer det.”

Jesper skyller sine ord ned med sort kaffe og klør sig i skægget. Østjyden, der er lidt lavere og mindre tæt bygget end stilladsarbejdere er flest, arbejdede tidligere som svejser og maskinpasser ved, hvad han selv kalder bonderøvsfirmaer, hvor de ansatte fortrinsvis passede sig selv. Nu bliver han uddannet i mere kontant, fagligt arbejde. Som da stilladsarbejdere fra København deltog i en aktion i oktober.

Da hårene rejste sig

”Politiet kom, mens mange endnu stod på stilladset. Der blev råbt ”Politi!,” og alle gik ned samlet. Betjentene tog fat i én, men bakkede ud, da hele flokken kom derhen. Så gik vi stille og roligt ned ad gaden. Vi fyldte hele vejen, og københavnerne begyndte at klappe. Dér rejste hårene sig i nakken, og adrenalinet pumpede rundt.”

Kristine spørger bekymret, om de nu er til styre, de der københavnere, og Jesper svarer, at de er gode nok. Og effektive, tilføjer han halvvejs undskyldende. Disciplinen kaldes faglig kamp eller hærværk, alt efter temperament og sindelag. Medierne har foretrukket den sidste betegnelse.

”Jeg kan blive rasende, når jeg ser, hvordan tv kun kalder det hærværk. Vi forsvarer vores vilkår. Jeg har gået i den naive tro, at medierne viste sagerne fra flere sider. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro. Bliver andre udsat for den samme behandling?”

Jesper forklarer, at stemningen skiftede radikalt, da tv begyndte at interessere sig for konflikten.

”Ved de første nedpilninger spurgte folk interesseret, hvad det gik ud på, og håndværkerne var flinke. Da tv blæste sagen op, blev mange aggressive eller bange, når de så os. Jeg kan sådan set godt forstå, at folk bliver skræmte, men vi skader ikke nogen, og vi taler pænt til folk. Samtidig gør vi, hvad vi kan for at grejet ikke går i stykker,” siger Jesper, der ved familesammenkomster må ud i længere diskussioner for at forsvare aktionerne.

Mange er bekymrede, og ikke så få er fortørnede over hærværket.

Vi bliver ved, til de lukker

”Jeg havde min mor i røret lige efter episoden i Regenburgsgade: Hvad har de nu lavet?” supplerer Kristine og sætter sig ned på gulvet til den ældste af drengene, der har gemt de fedtede bolsjerester i hånden.

”Jeg mærker nu ikke meget til konflikten. Så længe han ikke bliver anholdt, så han ikke kan hente eller bringe børnene,” siger Kristine.

”Jeg kører drengene i børnehave hver morgen, på et tidspunkt, hvor mange mindre aktioner har fundet sted. Det er en god undskyldning for at springe over, når man nu ikke rigtig tør. Jeg har det bedst med anonymiteten i en stor gruppe,” fortsætter Jesper.

Lillebror er triumferende gået i gang med et drabeligt væddeløb med sig selv mellem den læderbetrukne lænestol og døren. Bolsjekampen er overstået til alles tilfredshed, mens en løsning på den spektakulære aarhusianske arbejdskamp ikke umiddelbart er i sigte.

”Det er træls, at det har stået på så længe. Jeg håber snart det er overstået. Men vi bliver ved, indtil de to firmaer får deres egne ansatte og egne kunder. Eller til de lukker.” understreger Jesper og ser ikke spor ræd ud længere.

”Jeg er gift med en autonom,” vræler Kristine drillende ude fra køkkenet og ler, så øjnene knap kan skimtes bag to små sprækker.

”Åhr, hold kæft,” griner Jesper og lusker ud for at give sin kone et klem, mens ungerne gør store øjne.

Sådan er tilværelsen også for en notorisk bangebuks af en hærværksmand fra forstaden!

Navnene i teksten er ændret.