20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kærlighed i Stalins Moskva

Boganmeldelse

Kærlighed i Stalins Moskva

Kan man tro så stærkt, at troen bliver mere virkelig end virkeligheden, spørger forfatteren Morten Møller i bogen om Ellen og Adam.

1 af 1

Noget så sjældent som en biografisk fortælling om to unge skandinavers rejse ind i hjertet af 30’ernes Sovjetunionen med det formål at yde deres bidrag til opbygningen af verdens første socialistiske stat. Det er bogen, "Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva", som er en fortælling om politisk radikalisering, dobbeltbundede kufferter og unge menneskers bratte død. Bogens hovedspørgsmål er: Kan man tro så stærkt, at troen bliver mere virkelig end virkeligheden?

De er unge, idealistiske og overbeviste kommunister.

Bogens udgangspunkt er hvordan sparekassedirektørens oprørske datter, Ellen Schou fra Nykøbing Falster, og den norske lægestuderende Adam, som er ud af en kommunistisk familie, og hvis far ’den røde postmester’ er formand for det norske kommunistparti, NKP, oplevede 1930’ernes Moskva, herunder Stalins udrensninger.

Parret mødes i Moskva, og i 1937, mens kampene raser i det sovjetiske parti, med voldsomme udrensninger til følge, gifter parret sig. Året efter fødtes deres datter Gerd i Moskva. De er unge, idealistiske og overbeviste kommunister. Hun, der var blevet medlem af DKP i 1931 og ansat på partiets forlag, rejste til Moskva i 1934 og blev hurtigt ansat på det sovjetiske forlag for europæiske sprog og samtidig, ifølge britiske arkiver, rekrutteret til Kominterns hemmelig tjeneste som kurer til de mange kommunistpartier i Europa.

Mens venner, naboer og kollegaer forsvinder, og den danske kommunist, Arne Munch-Petersen, sidder i fængsel, tager parret på bryllupsrejse til Kaukasus, intetanende deres skæbne. Trods udrensningerne tynder ud i omkredsen, skriver parret begejstret til familien om deres nyfødte datter og livet i Moskva. Troen er stærkere end realitetssansen og den sovjetiske virkelighed.

Forfatteren undrer sig flere gange over, at parret ikke ser mere kritisk på omgivelserne og de åbenlyse udrensninger. Man kan også spørge sig selv om, hvorfor ikke flere kan se kapitalismens, og imperialismens urimeligheder, end der er. Det kræver somme tider, man vil se det!

Bogen kan på alle måder anbefales. Den er gribende, velskrevet og giver et indblik i et sort kapitel af kommunismens historie, men er samtidig en livsbekræftende kærlighedshistorie.

Forfatteren, der er historiker, har tidligere skrevet biografier om kommunisterne Børge Houmann og Mogens Fog. Forfatterens kilder er Ellens begejstrede breve til familien, parrets omgangskreds, Adams 600 sider dagbøger og såvel danske, norske, britiske som russiske arkiver.

Fint researchet, spændende fotos.

14. jan. 2015 - 11:33   19. jan. 2015 - 16:58

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Morten Møller: Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. 376 sider illustreret. 300 kroner. Gyldendal.