”Der er en gusten vind, som fejer hen over vores samfund i disse år. Det er en tidsånd, der handler om individet. Individet udråbes til at være sin egen lykkes smed – eller med en moderne metafor: sit eget livs redaktør. Der fokuseres på individets udviklingsmuligheder, selvrealisering, præstationer og ansvar, hvorimod dets samspil med andre mennesker og samfundets ansvar i disse ting nedtones”.

Uden samfundets beskyttelse af de svage mindretal kan disse ikke få et værdigt liv på lige fod med andre.
Lisbeth Riisager Henriksen

Således skriver Lisbeth Riisager Henriksen i sit forord til bogen "Et liv i andres hænder", som udkom sidste år.1

Selvrealisering kan kunne finde sted, når basale behov er dækket ind, skriver hun, og man blive som læser meget overbevist om, at hverken de basale behov eller de grundlæggende rammesætninger er i orden i Danmark, når det drejer sig om mennesker med særlige behov.

Det dokumenteres, at borgere, der er ramt af alvorlig sygdom eller handicap, er blevet meget hårdt ramt både af det værdisæt, der karakteriserer konkurrencestaten og af de nedskæringer, politiske reformer har indebåret for disse grupper.

”Et samfund uden barmhjertighed er et meget bekymrende scenarium. Hvis samfundets politiske repræsentanter ikke vælger at påtage sig et ansvar for, at borgere med handicap ikke lider overlast, så kommer de til at lide overlast. Uden samfundets beskyttelse af de svage mindretal kan disse ikke få et værdigt liv på lige fod med andre”.2

Moral og værdighed

Hvad den påstand handler om, får man et levende billede af gennem bogens kapitler:

- Det handler eksempelvis om den forventning om udvikling og om at stå til ansvar for egen udvikling, der italesættes politisk og mediemæssigt. Men hvordan skal man udvikle sig, hvis der er ting, der ikke kan udvikles på grund af kronisk eller progredierende sygdom eller alvorligt handicap?

Mennesker med særlige behov oplever, at der sker en reduktion af vægtning af sygdom og af de lægefaglige vurderinger af deres lidelse, når beslutninger skal træffes på et kommunalt plan. 

Mennesker med særlige behov oplever, at der sker en reduktion af vægtning af sygdom og af de lægefaglige vurderinger af deres lidelse, når beslutninger skal træffes på et kommunalt plan. Det virker krænkende, ”når sygdom ignoreres og forvandles til en moralsk dagsorden om, at borgerne skal ”udvikle sig”.3

- Det handler om den aktive social- og beskæftigelsespolitik, der opfattes som et moraliserende projekt af Riisager Henriksen. Hvis man ikke kan forsørge sig selv, opfattes man som moralsk mindreværdig, skriver hun.

”Borgeren forventes at ”motivere” og ”udvikle” sig til en højere moral end den, han tilsyneladende (det mener man) har i kraft af sit behov for hjælp. Det kombineres med en tale om incitamenter og dermed straffes [det] økonomisk, hvis han ikke lever op til samfundets forventninger. Dette paradigme er blevet særligt tydeligt med den reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen, som blev vedtaget af Folketinget med virkning fra 1. januar 2013”.4

Riisager Henriksen mener, at den aktive social- og beskæftigelsespolitik skelner mellem værdigt og uværdigt trængende, og at det er en konsekvens af den moraliserende tænkning, der forlanger noget for noget.

- Det handler om den ”kløft mellem opfordringen til respekt for menneskelig værdighed og så en virkelighed, hvor vi ikke altid møder dette”, skriver Holger Kallehauge.5

”Når det gælder diskrimination på arbejdsmarkedet af mennesker på grund af handicap, så er det en del af Handicapkonventionens ordlyd, at diskrimination er forbudt. Alligevel har regeringerne Helle Thorning- Schmidt valgt at føre en social- og beskæftigelsespolitik, der med blandt andet en markant reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen i 2012 betyder stærkt forringede forhold for borgere med netop handicap eller kroniske lidelser og deraf relateret varigt nedsat arbejdsevne”.6

Tillid og behov

- Det handler om den tillid og fortrolighed mellem læge og patient, som den nye sundhedslov af 1. september 2013 udfordrer. Loven indeholder et påbud om, at visse data og personlige informationer vedrørende patienten skal leveres videre i systemet. Det krav mener forfatterne undergraver tavshedspligten og dermed tilliden.

”Den nye overvågning kan give associationer til det, vi ser i totalitære stater. Det sætter tillidsforholdet mellem lægen og patienten på spil. Det er ikke rart at være i andres hænder, når hænderne er et system, der ikke har patientens behov som første prioritet.”7

Det handler om politisk styring af sundhedssektoren, hvilket betyder, at nogle patienter bliver klemte, fordi de ikke kan leve op til kravene om aktivering med videre. Hvad gør man, når man ikke kan gøre mere?

- Det handler om politisk styring af sundhedssektoren, hvilket betyder, at nogle patienter bliver klemte, fordi de ikke kan leve op til kravene om aktivering med videre. Hvad gør man, når man ikke kan gøre mere?8

”I de senere år har vi set masser af eksempler på, at social- og beskæftigelsessystemet presser på. Det sætter skæringsdatoer op for, hvornår patienter forventes at være tilbage i arbejdsstyrken, eller sender dem i aktivering, også selv om lægen fraråder det”.9

- Det handler om en omformulering af opgaven fra at handle om ”menneske og behov” til at handle om ”klient og sag”.10 ”Når man bliver klient, bliver man også genstand for magtens blik og værdier”.11 Man møder en sagsbehandler, men man møder også et system. Der tænkes nu i ”workfare” frem for ”Welfare”. Det betyder, at borgeren er forpligtet på at levere en modydelse for den hjælp, han eller hun får.

”Hvis ikke borgeren følger sagsbehandlerens ”forslag”, kan borgeren miste sin grundlæggende forsørgelse eller personlige hjælp”.12[…] diskussionerne om velfærdsydelser er gået fra at være et spørgsmål om, hvordan man bedst kan hjælpe mennesker i social nød, til nu at handle om, hvordan man med loven i hånd kan give afslag”, skriver forfatterne.13 Afslagene bliver en del af de reformer, der omhandler regler for fleksjob, førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge.

Forfatterne skriver blandt andet, at ”Den nye kategori ”ressourceforløb” er blevet skabt, fordi politikerne ikke længere vil give syge mennesker førtidspension. Den er et røgslør for at nægte invalide mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, førtidspension, og det fremgår også af absurditeten i selve beskrivelsen af, hvornår man må give ressourceforløb. ”Alle muligheder” skal være udtømt, før brugeren kan blive tilbudt et ressourceforløb med den præmis, at de sikkert alligevel kan ”udvikle sig” til at kunne mere”.14

Retssikkerhed

- Det handler om retssikkerhed og retfærdighed – om spillereglerne for en afgørelse og om indholdet i samme. Det handler også om selve processen. Lang sagsbehandlingstid er et problem, ligesom kommunens ret til ikke at følge indstillinger fra læge og VISO (den nationale Videns- og Specialrådgivnings Organisation) er en del af problemet. Desuden er det et problem, at der gives afslag, men ikke begrundelser for afslag. Det er usynligt, hvilke oplysninger i sagen, der er lagt til grund for afslaget.

Der tales i disse tider meget om socialbedrageri. Betegnelsen er rammende, blot er det forvaltningerne, der jævnligt begår den forbrydelse ikke at forvalte loven efter hensigten.

”Der tales i disse tider meget om socialbedrageri. Betegnelsen er rammende, blot er det forvaltningerne, der jævnligt begår den forbrydelse ikke at forvalte loven efter hensigten”, skriver forfatteren.15 De love, hun refererer til er retssikkerhedsloven, serviceloven, aktivloven og pensionsloven.

- Det handler om uddannelse og inklusion, som ingen vil modsætte sig, men som alligevel bliver svært, dels fordi nogle ikke kan inkluderes på en god måde, dels fordi rammen ikke er i orden. Det vil sige den særlige viden, der skal til, de særlige materialer der er brug for, de fysiske tilpasninger af bygninger, der er påkrævet. For modtagere af SU med handicap er det forbundet med kamp at få tildelt det særlige handicaptillæg, man er berettiget til.16 Desuden er de nye stramme tids- og temporegler et problem for studerende, der på grund af handicap kræver længere tid til deres studier.

- Det handler om kompensation som grundforudsætning for inklusion på arbejdsmarkedet. Målet med hjælpen skal være ligestilling ikke overlevelseshjælp, skriver Jeppe S. Kerckhoff.

”Det nye i situationen er, at lovgivningen på handicapområdet fjerner sig fra det kompensationsprincip, som har ligget til grund i en årrække. Samtidig står spørgsmålet om, hvordan der for alvor skal skabes arbejdspladser til de mange mennesker, som fremover vil blive visiteret til fleksjob, ubesvaret”, skriver han.17

Kompensationsprincippet er et af de fire centrale handicappolitiske grundprincipper, der hidtil har været gældende. Det er ligestilling, kompensation, solidaritet og sektoransvarlighed. Disse principper ser ud til at være under afvikling. Ved at opgive kompensationsprincippet sker der det, at ansættelsen ikke er udgiftsneutral for virksomheden.

”For så vidt angår kompensation til arbejdsgiveren, så handler den om, at han (særligt i private virksomheder) har en bunden opgave i at sikre positive tal på bundlinjen. Den allervigtigste faktor for, om arbejdsgivere vil give plads til arbejdstagere med nedsat arbejdsevne, er derfor, at arbejdsgiveren får en tilstrækkelig økonomisk kompensation, som giver mulighed for fleksibelt at indlægge skånebehov”[…] For så vidt angår kompensation til arbejdstageren, så handler den om kompensation for den nedsatte arbejdsevne.18

Reformer

- Det handler om reformen af fleksjob og førtidspension, der trådte i kraft den 1. januar 2013. Fleksjobberens indtægt er nu afhængig af, hvor mange timer, der kan præsteres i jobbet, han eller hun får kun pension af ”de effektive arbejdstimer”, man kan visiteres til et fleksjob med en arbejdsevne på ned til 2-4 timer, og man kan først ansættes i fleksjob på en tidligere arbejdsplads, ”når man har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder på særlige vilkår uden offentligt tilskud til lønnen”.19

Arbejdsmarkeds-reformens regler betyder, at mennesker med handicap nu marginaliseres og sættes uden for fællesskabet. 

Desuden er fleksjob midlertidige for alle under 40 år. Er man over 40 år, kan man efter fem år blive ansat i et permanent fleksjob. Førtidspension gives kun i helt særlige tilfælde til mennesker under 40 år.

- Det handler om arbejdsmarkedets rummelighed.”Vi har et arbejdsmarked, der naturligt nok fungerer på det kapitalistiske samfunds vilkår: Det handler om bundlinje, og det sociale ansvar bliver kun interessant, hvis det øger profitten, opfylder et udækket behov for arbejdskraft, eller hvis man i markedsføringsøjemed kan drage fordel af at have en social profil”, skriver Inge Steen Møller.20 Hendes pointe er, at reformerne af fleksjob- og førtidspensionsordninger har skabt store forringelser mht. et rummeligt arbejdsmarked.

”Arbejdsmarkedsreformens regler betyder, at mennesker med handicap nu marginaliseres og sættes uden for fællesskabet. Dels ved at blive mistænkeliggjort, dels ved at blive devalueret som borgere og potentielle arbejdstagere, og dels ved, at arbejdsmuligheder samt arbejds- og lønvilkår forringes ganske betydeligt grænsende til diskrimination. […] Konsekvensen af den nye lovgivning er endvidere for mennesker med en progredierende lidelse, at deres indtægt vil formindskes i takt med, at deres arbejdsevne bliver mindre og mindre”.21

Mødet med konkurrencestaten

- Det gælder medieomtalen af mennesker med handicap: Hvordan repræsenteres de i medierne, hvad betyder denne repræsentation for befolkningens opfattelse af mennesker med handicap, og hvordan kan vi bekæmpe de stereotyper, der fremkommer?

De borgere, der ikke kan arbejde, er blevet til ”de andre” – dem, der står udenfor". Er det virkelig det, vi vil?

”Ikke blot billeder og historier, men også selve sproget farver vores opfattelse af hinanden. Bestemte ord og udtryk kan skygge for noget og fremhæve andet. På den måde kan sproget fastholde bestemte stereotypier – eller det kan nedbryde kategoriseringer og de stereotyper, de afføder. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke ord vi vælger at bruge”, skriver Sarah Glerup, Susanne Knudsen og Lisbeth Riisager Henriksen.22

I bogens sidste meget stærke kapitel opsummerer Jette Holme Brubaker og Lisbeth Riisager Henriksen, hvad ”Mødet med konkurrencestaten” konkret betyder for mennesker med handicap. En del af deres konklusion er, at de ord, reformerne blev italesat med sender et signal, som ikke har en chance for at blive indfriet netop på grund af reformen:

”Titlen på reformen er, som nævnt, ”en del af fællesskabet”. Den sender et signal om inklusion og dermed en positiv historie. Den sender dog også et andet signal: at man ikke er en del af fællesskabet, hvis man ikke bidrager på arbejdsmarkedet. Man har, via det positive sprogbrug, indirekte sat en grænse for, hvem der er med i fællesskabet, og hvem der står udenfor. De borgere, der ikke kan arbejde, er blevet til ”de andre” – dem, der står udenfor”.23

Er det virkelig det, vi vil?

NOTER

1 Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, citat s. 5

2 Ibid, s. 283.

3 Ibid s. 35.

4 Ibid. S. 37.

5 Holger Kallehauge: Respekt for den menneskelige værdighed. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 44-57, citat s. 45.

6 Ibid, s. 51.

7 Jette Holme Brubaker, Lisbeth Riisager Henriksen: Mødet med lægen og sundhedssystemet. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 58-78.

8 Ibid, s. 73.

9 Ibid, s. 74.

10 Tommy Flood, Lisbeth Riisager Henriksen: Når social- og beskæftigelsessystemet uddyber afmagten. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 79-105.

11 Ibid, s. 79.

12 Ibid, s. 86.

13 Ibid s. 94.

14 Ibid s. 99.

15 Sanne Møller: Retfærdighed og retssikkerhed i mødet med den offentlige forvaltning. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 106-130. Citat s. 130.

16 Mogens Wiederholt: Uddannelse – inklusionens ultimative smeltedigel. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 131-148.

17 Jeppe. S. Kerckhoffs: Kompensation en grundforudsætning for inklusion på arbejdsmarkedet. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 149-170. Citat s. 154.

18 Ibid, s. 165.

19 Camilla Gregersen: Ligeværdighed på arbejdsmarkedet? I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s.171-190, citatet s. 175.

20 Inge Steen Møller: Hvor rummelig er det rummelige arbejdsmarked? ? I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 191-209, citatet s, 194.

21 Ibid, s. 197.

22 Sarah Glerup, Susanne Olsen, Lisbeth Riisager Henriksen: Mødet med medierne og repræsentationen af mennesker med handicap. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s.210-232, citatet s. 223.

23 Jette Holme Brubaker, Lisbeth Riisager Henriksen: Mødet med konkurrencestaten. I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. . I: Henriksen, Lisbeth Riisager (Red.)(2014): Et liv i andres hænder. Unitas Forlag, Frederiksberg, s. 233-274, citatet s254-255.