Facebook-venner af forfatteren, oversætteren og lyrikeren Arne Herløv Petersen vil vide, at han tilbringer en uforholdsmæssig rum tid på ryggen med sit kamera ifærd med at forevige et eller andet eksotisk lignende insekt i den overdådige langelandske natur.

Det er skaberværket, der inspirerer Arne Herløv Petersen – og så menneskets lod i dette skaberværk.

Det er skaberværket, der inspirerer Arne Herløv Petersen – og så menneskets lod i dette skaberværk. Det har han skrevet om i talrige bøger og digtsamlinger siden sin debut i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker" i 1958 og den selvstændige debut med "Digte" 1962.

Som lyriker er Arne Herløv Petersen tæt forbundet med naturen. Der er intet absurd, mytisk eller ustofligt  i hans seneste digtsamling "Perronens længsel efter luftskibe": Der er ingen sorte huller i hans kosmos, for her råder træer, stene, vind, lysstrejf:

MORGEN
Skarpladt morgenluft
Fuglesangens
spændte fjeder
Et brag af sol.

Det er mennesket som en snotklat i kosmos, et fnug i den store intethed, det ubetydelige homo sapiens, der holder sig på benene i en meningsløs kamp mod moder jord, som i indledningen til "Jorden":

"Vi er støvmider på hendes hud
hun ænser os ikke."

Så er det godt, at vi har Arne Herløv Petersen, for han ænser alt. Som en spændt flitsbue, en kvarts-antenne, en seismograf registrerer han bittesmå forskydninger i menneskets jordskorpe. Det er drømmen om en konkret verden, der beskrives, som når perronen har fået nok af de evige pendlere i titeldigtet:

"Med en sidste krampetrækning
vrider den sig opad,
flår sig fri af grus og jord
og strækker en rank flade
mod himlen
hejser en løsrevet svelle
som signal
og venter andægtigt
på zeppelineren."

Efter endt læsning af "Perronens længsel efter luftskibe" får man lyst til at se op lidt oftere. Sæt der kom en zeppeliner forbi.