29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protester aftvinger indrømmelse fra regeringen

Kontanthjælpsloft ændres

Protester aftvinger indrømmelse fra regeringen

Kritik fra handicaporganisationer har fået regeringen til at ændre lovforslaget om kontanthjælpsloftet. Men mange mennesker med handicap bliver stadig ramt af stramningerne.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Danske Handicaporganisationer er en af de skarpeste kritikere af forslaget om kontanthjælpsloft og 225-timers regel.

Organisationer har afgivet et yderst kritisk høringssvar, deltaget livligt i den offentlige debat og haft foretræde for Beskæftigelsesudvalget. Formand Thorkild Olesen var blandt oplægsholderne på sidste uges høring i Folketinget om kontanthjælpsloftet.

– Jeg frygter for, at vi kommer til at se mennesker med handicap på gaden, sagde han og henviste til, at mange med handicap er på kontanthjælp. Ofte har de dyre huslejer i bofælleskaber og handicapboliger, og vil derfor blive hårdt ramt af kontanthjælpsloftet, der skærer i boligstøtten, når man rammer loftet for offentlig støtte.

Kritikken virkede. Dagen efter høringen meddelte beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, at handicappede, der har fået anvist en særlig bolig af kommunen, vil blive undtaget fra kontanthjælpsloftet. 

Mister 2000 kroner

Men de mennesker med handicap, der selv har fundet en bolig, vil fortsat blive ramt af kontanthjælpsloftet.

Det gælder for eksempel Johnny Jagwani, der er spastisk lammet, sidder i kørestol og har handicaphjælpere i 12 timer af døgnet. Thorkild Olesen nævnte Johnnys eksempel på høringen.

Johnny Jagwani er på kontanthjælp og bor i en almindelig lejlighed i København. Når kontanthjælpsloftet træder i kraft, vil han miste1939 kroner om måneden. Han har fået afslag af kommunen på sin ansøgning om førtidspension.

Mangel på job

Thorkild Olesen understregede på høringen, at uanset hvor meget man skærer i ydelserne, er der i dag ikke et arbejdsmarked, der er åbent for mennesker med handicap.

– Enten sikrer politikerne de tiltag, der skal til for at sikre, at mennesker med handicap kan komme ud på arbejdsmarkedet. Eller også skal vi have en førtidspension. Som det er nu, piskes vi rundt i systemet fra ydelse til ydelse. Det er uværdigt, sagde Thorkild Olesen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2016 - 06:55   02. mar. 2016 - 07:00

Kontanthjælp

ur@arbejderen.dk
Om høringen
  • Folketingets Beskæftigelsesudvalg arrangerede torsdag den 25. februar en høring om konsekvenserne af kontanthjælpsloft og 225-timers regel. Der var over 100 deltagere.
  • Kontanthjælpsloftet lægger et loft over, hvor meget den enkelte person kan modtage i offentlige ydelser. Overtrædes loftet, skæres i boligstøtten. 
  • 225-timers reglen betyder, at alle på kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp skal have 225 timers ordinært, ustøttet arbejde om året, ellers beskæres hjælpen.
  • Lovforslag 113, der omfatter både kontanthjælpsloft og 225-timers reglen, bliver andenbehandlet i Folketinget den 15. marts og endeligt vedtaget den 17. marts. De nye regler træder i kraft den 1. april.