Tre organisationer, der alle fungerer som børnenes talsmænd, advarer mod de alvorlige konsekvenser, kontanthjælpsloftet vil få for de børn, der rammes.
Børnene vil komme til at lide afsavn og ikke kunne gøre de ting, som alle andre i deres omgangskreds gør.
Per Larsen, Børnerådet
Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne beregninger vil omkring 7000 børn mellem to og 17 år ryge ned under den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte.
Det vil komme til at præge mange af de børn for resten af livet, mener Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet.
– Når der bliver skåret så hårdt i ydelserne, kommer børnene til at betale en stor del af regningen. De vil komme til at lide afsavn og ikke kunne gøre de ting, som alle andre i deres omgangskreds gør, som for eksempel at invitere til børnefødselsdag eller gå til fodbold, siger Per Larsen, formand for Børnerådet.
– Vi har lavet undersøgelser, der viser, at den slags afsavn skubber børn ud af fællesskabet og går ud over deres trivsel. De bliver mere udsat for modning og i nogle tilfælde kommer de i farezonen for selvskade, tilføjer han.
Præger hele livet
Børnerådet har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at hvert fjerde barn i 4. klasse oplever at savne almindelige goder som at gå til fritidsaktiviteter, få morgenmad eller være på ferie udenfor sit hjem.
Det samme gælder for 17 procent af børnene i 9. klasse.
Undersøgelsen viser, at de børn, der lider afsavn i hverdagen, trives dårligere end deres kammerater. De føler sig mindre populære, har oftere mavepine og er mere kede af det.
Mistrivsel hos børn giver en dårligere skolegang og kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet, advarer Per Larsen. Han henviser blandt andet til en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at lever et barn blot et år i fattigdom, er der lavere sandsynlighed, for, at det består 9. klasses afgangsprøve.
– Det er for længst slået fast, at læring og trivsel hænger tæt sammen, siger Per Larsen.
Børnerådets undersøgelse baserer sig på svar fra 1616 børn i 4. klasse og 1390 børn i 9. klasse.
Konference
I Børns Vilkår er direktør Rasmus Kjeldahl lige så bekymret over de konsekvenser, kontanthjælpsloftet vil få for børnene.
– De mest alvorlige problemer kan komme, når børnefamilier bliver nødt til at flytte ud af deres bolig. Nogle vil direkte blive sat ud. Risikoen øges, for at familierne bliver splittet, nogle ryger ud i midlertidig nødhusning, børnene bliver rykket ud af deres sociale miljøer og kommer til at flytte rundt fra sted til sted, måske langt væk til en billig bolig. Det får alvorlige konsekvenser for tusindvis af børn, siger Rasmus Kjeldahl.
Han bekymrer sig også over de mange afsavn, som alle de ramte børn vil opleve, og opfordrer kommunerne til at uddele gratis klippekort til fritidsaktiviteter, sørge for gratis skolemad og lignende.
Børnerådet og Børns Vilkår vil følge konsekvenserne af de nye lave ydelser meget tæt.
Det samme vil Red Barnet, der den 1. oktober er med til at arrangere en konference, der sætter fokus på børnefattigdom som følge af kontanthjælpsloftet. Konferencen arrangeres sammen med BUPL og Socialrådgiverforeningen og finder sted på Arbejdermuseet.
>> LÆS MERE OM KONFERENCEN HER
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278