I dag går Fællesinitiativet stop CETA og TTIP i luften med en ny hjemmeside Stop-ceta.dk, der sætter fokus på konsekvenserne af handels- og investeringsaftalen mellem EU og Canada, den såkaldte CETA-aftale.
Fællesinitiativet består af en række miljø- og ulandsorganisationer, partier og fagforeninger, der er gået sammen i en dansk kampagne mod CETA-aftalen.
Det nye netværk sikrer, at modstanden kan fortsætte frem mod - og efter - Folketinget har taget stilling til aftalen.
Udover at få en masse baggrundsviden om CETA, kan du også skrive under mod aftalen via hjemmesiden. Netværket har oprettet Facebook-siden Stop CETA Danmark.
Modstanden mod handels- og investeringsaftalerne begynder at tage form, samtidig med at Folketinget i næste måned ventes at tage stilling til CETA-aftalen.
Fuld fart på aktiviteter
Torsdag den 23. marts indkalder netværket til demonstration mod CETA-aftalen. Demonstrationen starter ved Udenrigsministeriet klokken 16 og går herfra til Christiansborg Slotsplads.
Forud for demonstrationen afholder netværket en aktionsuge - fra den 13. til den 20. marts - rundt om i landet.
Og den 26. februar er der aktivistdag hos Mellemfolkeligt Samvirke. Her vil der være to politiske oplæg om CETA-aftalen. Og herefter er der udveksling af ideer til aktiviteter mod aftalen.
Der bliver også taget lokale initiativer. Den 13. februar er der opstartsmøde i Aalborg for at få stablet et lokalt Stop TTIP og CETA-netværk på benene. I går efter redaktionens deadline var der møder i Roskilde og Slagelse for at starte lokal modstand op.
I oktober sidste år stod mere end 50 miljø- og ulandsorganisationer, fagforbund og fagforeninger og politiske partier bag en fælles demonstrationen mod CETA og TTIP-handelsaftalerne. Det nye netværk sikrer, at modstanden kan fortsætte frem mod - og efter - Folketinget har taget stilling til aftalen.
Demonstration foran EU-parlamentet
Det er ikke kun i Danmark, at modstanden mod CETA-aftalen udvikler sig.
I Østrig har 562.552 borgere på bare en uge skrevet under på kravet om at sende CETA-aftalen til folkeafstemning. Det svarer til, at otte procent af befolkningen har skrevet under.
I Holland har 195.000 borgere skrevet under på kravet om en folkeafstemning om CETA-aftalen. Hvis de når 300.000 underskrifter, vil CETA-aftalen blive sendt til folkeafstemning i Holland.
På onsdag skal EU-parlamentet tage stilling til CETA-aftalen. Samme dag har en række organisationer indkaldt til fælleseuropæisk demonstration foran parlamentet. Der bliver arrangeret busser fra Frankrig, Belgien, Holland, Spanien,Tyskland og Østrig.
>> LÆS MERE om demonstrationen foran EU-parlamentet på onsdag
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278