Den 5. oktober sidste år fremlagde regeringen sine planer for den fremtidige boligbeskatning. Dengang håbede man - ifølge en nyhed på Danmarks Radio - på, at man havde fået boligbeskatningsområdet på plads inden nytår.

Man får en fornemmelse af, at al boligpolitik handler om, hvor meget boligejere skal betale i skat af deres værdier. 

Sådan gik det ikke - som bekendt. Man fik en aftale på plads omkring det fremtidige vurderingssystem, men selve beskatningslogikken var der ikke enighed om. De partier der for alvor er med i forhandlingerne, har meget forskellige meninger om, hvordan beskatningen skal se ud fremover. Nogen vil have en flad skattesats - hvor alle skal betale den samme procent hele vejen igennem uanset hvor dyre, husene er. Andre vil have et såkaldt knæk på skalaen, hvor de dyreste huse betaler en højere procent. Nogle vil have sat stop for stigningen i boligskattens anden del - grundskylden - andre vil tillade, at grundskyldsprocenterne får lov til at vokse.

Alle de store partier er dog enige om et par ting - ser det ud til: Det nye boligskattesystem skal ikke medføre (væsentlige) stigninger i boligskatterne - og boligskattesystemet skal fremover være mere retfærdigt, således at sammenlignelige boliger (samme vurdering, kvalitet og beliggenhed) skal betale den samme skat (hvilket i praksis sikres ved at husene får den samme værdi i vurderingen.

Hvordan man så skal finansiere de rabatter, man snakker om i sammenhængen, er man dog langt fra enige om. Regeringen vil forringe værdien af rentefradraget og trække på det såkaldte råderum - Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil ikke være med til den model.

De siger alle sammen næsten det samme, når talen falder på sigtet med disse omlægninger (der ganske ofte kaldes for reformer uden at være det). Ingen skal tvinges fra hus og hjem på grund af boligskatterne. Alle skal behandles rimeligt og retfærdigt. Der er bare uenighed om midlerne til at nå disse mål.

Hvad med lejerne

Hvis man som jeg bor i det byggeri, der nu om dage kaldes det almene byggeri (det hed væsentligt mere dækkende det almennyttige byggeri før i tiden), eller hvis man bor som lejer i et privat udlejningsbyggeri, så undrer man sig.

Det faktum, at de nye regler meget vel kan betyde en huslejestigning for lejere, er der kun få, som forholder sig til. 

Faktisk får man en fornemmelse af, at al boligpolitik - uden undtagelse - udelukkende handler om, hvor meget boligejere skal eller ikke skal betale i skat af deres værdier.

Ingen vover eller evner at tage det helt centrale problem i den forbindelse op - ingen vover eller evner at se skatteaspektet i relation til ejerboliger i den sammenhæng, hvor det rettelig hører til. Man tager heller ikke - andet end passivt - stilling til den ejendommelighed, at et bestemt hus i en bestemt kvalitet koster ét i en egn af landet, mens det samme hus på en tilsvarende grund koster fire eller fem gange så meget et andet sted i landet.

Ingen tager stilling til - eller kommer med politiske udspil omkring - det faktum, at de såkaldte boligejere (når alt kommer til alt) i realiteten ikke ejer ret meget, men i stedet kun hæfter for en stor eller mindre prioritetsgæld. Ingen ser ud til at mene noget om, at boligbelåningen for det første er med til at skabe og accelerere boligpriserne og forskellene mellem dem - for det andet udgør en konstant samfundsøkonomisk risiko. Og endelig lader det til, at de fleste er totalt ligeglade med den store andel af borgere i landet, der faktisk bor til leje - enten privat eller i det der i dag kaldes for det almene byggeri.

Det faktum, at de nye regler meget vel kan betyde en huslejestigning for lejere, hvis regeringens forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem bliver vedtaget, er der også kun få, som forholder sig til. Cheføkonom i Lejernes Landsorganisation, Jesper Larsen siger dog, at når grundværdien på ejendomme stiger, så vil grundskylden - altså skatterne - også stige for ejere af beboelsesejendomme. Det vil betyde højere husleje for lejerne. Udlejerne kan nemlig vælte skattestigningen over på lejerne. Også administrerende direktør i den almene boligforening AAB Christian Høgsbo ser en risiko for højere huslejer. Han siger: ”Hvor meget det ender med, ved vi jo ikke endnu. Men der er da en klar forventning fra min side om, at fordelene i regeringens udspil kun kommer til at gælde ejere af boliger, siger han.” [1]

Særstatus til boligejere

Når man taler om retfærdighed i forbindelse med boligskattesystemet, så er det altså kun en del af de danske borgere, der skal behandles retfærdigt. Resten - og det er faktisk mange - forholder de regerende sig slet ikke til. Som Christian Høgsbo formulerer det: ”Der er desværre en historisk tendens til (denne skævhed). Boligejere har af en eller anden grund en særstatus i dansk politik, som man som varetager af lejernes interesse nogle gange kan undre sig lidt over.”

Når man taler om retfærdighed i forbindelse med boligskattesystemet, så er det altså kun en del af de danske borgere, der skal behandles retfærdigt.

Måske skyldes det fordelingen af boligformer i Danmark.

I Danmark er der i alt 2.646.000 boliger. Af dem er de 1.311.000 ejerboliger (parcelhuse og ejerlejligheder), 203.740 andelsboliger, 542.430 boliger i det almennyttige byggeri og 457.750 private udlejningsboliger. [2]

Men sådan så det ikke ud i 1945.

Dengang boede langt de fleste danskere i lejeboligheder - og rigtigt mange i private udlejningsboliger. Imidlertid betød velstandsstigningen og de politiske prioriteringer i efterkrigstiden, at der - navnlig fra slutningen af 1950’erne - blev sat turbo på byggeriet af de nye parcelhuse, udbygningen af forstadskvartererne og på væksten i antallet af boliger udenfor de store bycentre.

I begyndelsen var der også fokus på byfornyelse. Gamle, utidssvarende boligejendomme blev enten renoveret eller revet ned og erstattet af nye, mere tidssvarende byggerier.

Men i hele perioden - så godt som - har der hersket en skævvridning i den førte boligpolitik.

Udbygningen af ejerboligområdet blev prioriteret, også fordi det blev set som et væsentligt element i den generelle udbygning af den (socialdemokratiske) velfærdsstat - som et tilbud til det, der i den sammenhæng betegnes som middelklassen - og som et tilbud til de dele af arbejderklassen, som tjente nok, havde tilstrækkelig beskæftigelsesstabilitet og som drømte om borgerlig selvstændighed.

Og i dag er vi altså endt et sted, hvor det er ejerboligområdet, der helt sætter dagsordenen.

Tænketanken Kraka at forsøgt at modificere denne enøjethed. En femtedel af de penge, regeringen vil hente fra et lavere rentefradrag, vil komme fra folk, der slet ikke ejer en bolig, siger Kraka. Og alene af den grund burde diskussionen være bredere. Men skulle man være i tvivl om, hvorvidt denne brede diskussion ønskes af partierne, så kan man bare slå op på Berlingske Business, hvor man har forsøgt at opsummere partiernes synspunkter. [3]

Boligpolitik eller ejerboligpolitik?

Ingen af partierne taler om boligpolitik. Alle taler om ejerboligpolitik. Og alle fokuserer (vel også fordi det er sådan, Berlingske har spurgt dem) om balancerne i en boligbeskatning, der i sig selv er tåbelig.

Al meningsfuld boligpolitik burde have som overordnet mål, at alle har mulighed for at komme til at bo sundt og økonomisk overkommeligt.

Grundlæggende er det absurd, at en skønnet (uanset skønsprincipper) markedspris på en ejerbolig, der ikke er på markedet, bruges som grundlag for en løbende beskatning.

Rentefradragsordningen (uanset hvor stor vægt rentefradraget har) bidrager til at øge skævheden i boligpriserne. Hvad boligkøbere ser på, når de skal træffe beslutning om køb, er ikke bruttoudgifterne, men nettoudgifterne - altså minus den skattemæssige værdi af rentefradraget.

Og endelig er selve finansieringsformen omkring alle boliger - det faktum at de alle uanset ejerform er finansieret via kreditforeningslån - med til at kæde det at bo sammen med vilkårene på et marked, der er stort set ustyrligt. Stiger renterne (og det gør de hvis det besluttes politisk, eller hvis der er stigende efterspørgsel på lånekapital), så stiger huslejen også.

Al meningsfuld boligpolitik burde have som helt overordnet mål, at man i et samfund skal søge at sikre, at alle har mulighed for at komme til at bo sundt, økonomisk overkommeligt og på en måde, hvor det at komme til at bo ikke nødvendigvis er afhængigt af ens økonomiske og sociale placering.

Da man i 1886 så et af de første forslag til boligpolitiske initiativer fremsat af de to første socialdemokratiske medlemmer af Folketinget drejede det sig om: Sanering og billige lån til opførelse af arbejderboliger - og om indskrænkning af tab af stemmeretten ved modtagelse af fattig(bistands)hjælp. Og den linje fulgte man op gennem den første halvdel af 1900-tallet. Man indførte huslejenævn, der kunne tage stilling til urimelige huslejer i det private udlejningsbyggeri, man vedtog statssubsidier og regler om kommunal støtte til det, der dengang blev kaldt almennyttigt boligbyggeri. Og man vedtog og gennemførte store saneringsprogrammer. [4]

Men efter Anden Verdenskrig skiftede fokus. Og i dag er det ejerboligerne, man snakker om. Det er ejernes tryghed, man forsøger at sikre. Og undervejs glemmer man totalt, at boligejerne i virkeligheden ikke ejer noget - de agerer forvaltere og bidragydere til kapitalinstitutionerne (kreditforeningen og banker) på samme måde som lejerne. Deres boligers pris - og dermed beskatningsgrundlaget - fastsættes af et ustyrligt marked, hvis primære mål er at sikre afkast på lånekapitalen, udbytter til aktionærer i banker og kreditforeninger og … altså som grundlag for en absurd skat. Et problem, som de så i øvrigt deler med lejere i almennyttige boliger og private udlejningsboliger.

Finansieringsproblemet

Finansieringsproblemet er faktisk også kernen i alle byplanlægningsproblemerne. Nye boliger bliver for dyre for folk at bo i … på grund af finansieringen. Renovering af boliger bliver for dyr … på grund af finansieringen. Beskatningsproblemerne er akutte (i den forstand at de truer folks muligheder for at blive boende eller for at flytte efter behov) … på grund af finansieringen. Men som Niels Kærgård (tidligere overvismand) formulerede det i en opsummering om stærke og svage regeringer i Berlingske i de sidste 40 år fra den 8. marts 2011 (i det afsnit der handler om Foghs regeringsperiode): ”På boligområdet er der absolut intet sket. Det har ikke engang været i nærheden af den offentlige debat, bortset fra nogle paradeforslag om at omdanne almene boliger til ejerlejligheder.” [5]

Så lad os slå det fast med syvtommersøm:

• En boligskatteomlægning uden fokus på boligfinansieringen vil intet udrette reelt
• En boligpolitik, der udelukkende har fokus på ejerboliger, vil altid blive socialt skæv
• En uændret boligfinansiering vil hverken være til fordel for boligejere eller lejere
• Ingen af disse mål nås ved at drømme om, at alle bliver ejere

Det er da fint at SF på sin hjemmeside skriver: ”At have en bolig er en menneskeret. I SF mener vi, at alle borgere har krav på og skal have adgang til en god og sund bolig. Der skal bygges tilstrækkeligt med gode almene boliger, det private lejemarked skal reguleres i højere grad end i dag og ventelisterne skal bringes ned på ungdomsboliger i studiebyerne og på ordentlige handicapboliger. ”

Det er mindre fint, at Enhedslisten på sin hjemmeside i en oversigt over partiets politikområder slet ikke har noget, der har overskriften ”Boligpolitik”. Selvom partiets boligordfører godt nok skriver og taler om sagen rundt omkring.

Det er slet ikke fint, at Socialdemokraterne - selvom man ellers siger følgende: ”Socialdemokratiet ønsker, at alle danskere skal have mulighed for at få en ordentlig, tidssvarende og sund bolig, hvor man kan bo trygt, og som er i overensstemmelse med ens økonomiske muligheder. Det kræver, at vi har gode almene lejeboliger, så også borgere med en lav indtægt kan bo godt.” - primært har fokus på ejerboligområdet.

En reel reform på boligområdet

En reel reform på boligområdet skal have fokus på finansieringen, skal bryde med sammenhængen mellem skat og boligværdier, skal sikre bedre og billigere finansieringsformer for boligbyggeriet, skal arbejde målrettet frem imod at udjævne boligpriser, skal gøre det muligt at vedtage og gennemføre perspektivrig byplanlægning og skal sikre, at ingen af økonomiske årsager udelukkes fra at få sunde, tidssvarende, energiøkonomiske steder at bo. Ligesom en reel reform på boligområdet skal også arbejde frem imod at bryde sammenhængen mellem markedslogikken og det at bo.

Tænk nu bare på, at inflationen meget vel kan være på vej til at stige. Og på at renteniveauet - der reelt har sat turbo på låntagningen i de seneste 10 år - meget vel kan stige samtidig. Det kan meget vel resultere i en bølge af tvangsauktioner. Og ikke bare i Danmark. Det er for eksempel det, man frygter i USA. Sker det, så bliver rentevåbnet virkningsløst.

Og bare så vi har proportioner på plads - vi taler i 2010 om lån med en samlet restgæld på over 2.363.000.000.000 ifølge Dansk Realkredit. Og gælden er givetvis ikke blevet mindre siden. [6] Og her er der altså kun tale om realkredit - banklån tæller ikke med.

Sidst men ikke mindst er boligpolitikken siden 2002 bevidst indrettet som en pantmaskine for finansverdenens udstedelse af kreditter til en ikke tilstrækkelig købedygtig middelklasse og arbejderklasse. Bliver lånevilkårene skærpet og renterne hævet markant eller skærpes tilbagebetalingsvilkårene, ville flere ikke kunne betale afbetalingerne, og husværdierne ville falde sammen som et korthus. ligesom forbruget ville gå voldsomt ned i gear. Boligpriserne ville falde og dermed boligværdierne, der jo alene er markører af udbud og efterspørgsmål og referencepunkter for lånestørrelserne. Skærper man eksempelvis lånevilkårene, hæver renterne markant, eller skærper tilbagebetalingsvilkårene, ville flere ikke kunne betale af på deres lån, og samtidig vil husværdierne falde sammen som et korthus og forbruget gå voldsomt ned i gear.

Det afgørende boligpolitiske spørgsmål er altså slet ikke, hvorvidt en mindre gruppe boligejere bliver eller ikke bliver flået af en absurd boligskat. Det afgørende boligpolitiske spørgsmål er et samfundsøkonomisk og socialpolitisk spørgsmål.

Alle boligøkonomiske planer, der ikke tager disse aspekter med i billedet, vil bare fortsætte og udbygge elendigheden.

---

[1] Se en artikel på DR’s hjemmeside ved at klikke her

[2] Tallene er hentet fra et oplæg til en boligkonference i Enhedslisten ved Bjarne Overmark

[3] Opsummeringen kan ses ved at klikke her

[4] Se en kort oversigt over den danske boligpolitik fra 1886 til 2009 ved at klikke her

[5] Se kronikken ved at klikke her

[6] Kilde: Dansk Realkredit - klik her for at se statistikken

Artiklen har tidligere været bragt på Kritisk Debat, www.kritiskdebat.dk