De årlige forhandlinger mellem Finansministeriet og KL om de økonomiske rammer for kommunerne i 2018 er i fuld gang. De vil få stor betydning for den velfærd, borgerne oplever næste år, og derfor har de stor betydning for os allesammen.

Økonomifor-handlingerne vil vise, om regeringen stadig ønsker en velfungerende offentlig sektor.

Det såkaldte "omprioriteringsbidrag", som Lars Løkkes regering opfandt, lagde op til, at kommunerne årligt skulle skære 1 procent i budgetterne. Efter massivt pres ikke mindst fra lønmodtagerorganisationerne blev det erstattet af det såkaldte "moderniserings- og effektiviseringsprogram", som nu lægger massivt pres på KL i de igangværende forhandlinger.

Kravet om, at kommunerne skal spare år efter år, bygger øjensynligt på en forestilling om, at "moderniserings-" og "effektiviseringsmulighederne" er uudtømmelige, uden at det rammer almindelige mennesker. Den fungerer måske i regnearkene hos økonomerne i Finansministeriet og i KL, men i virkelighedens velfærd tegner der sig et helt andet billede.

Skolen som eksempel

Mit eget område folkeskolen er et godt eksempel på det. I løbet af en 5 års periode har kommunerne nedlagt ikke mindre end 14 procent af lærerstillingerne, mens elevtallet kun er faldet med 5 procent i samme periode. Fra 2012 skulle det stadigt faldende antal lærere også løse inklusionsopgaven, som betød, at elever med særlige udfordringer, der før havde modtaget specialundervisning, nu skal rummes i den almindelige undervisning. Og i 2014 blev elevernes timetal forøget med ikke mindre end 36 procent med den nye folkeskolelov, uden at der blev tilført flere lærerkræfter.

De helt konkrete konsekvenser på skolerne er bl.a., at klassekvotienten stiger år for år, og at det antal undervisningstimer, som læreren skal præstere, er blevet markant højere. Man skal være meget langt fra folkeskolens virkelighed, hvis man vil påstå, at det ikke har konsekvenser for elevernes udbytte af undervisningen.

Vi er rige

Danmark som samfund har aldrig været rigere end vi er i dag. I stedet for konstante krav om effektiviseringer er det på tide, at politikkerne tager ansvaret for, at de offentligt ansatte har mulighed for at løse de opgaver, der er forpligtet til iflg. loven. Det er det, økonomiforhandlingerne handler om. 

Ingen ledelse i den private sektor ville kræve konstante besparelser uden at forholde sig til konsekvenserne for virksomhedens produkter. Det ville være den sikre vej til konkurs. Modsat i den offentlige sektor, hvor politikerne blot beslutter besparelserne og så skubber ansvaret for konsekvenserne videre til de fagprofessionelle, som står med det daglige ansvar for, at borgerne får den hjælp og de ydelser, som politikerne lover.

Skat står som et skræmmende eksempel på konsekvenserne. Skiftende ministre næsten pralede med, hvor meget man havde "effektiviseret" – mens hele systemet stille og roligt holdt op med at fungere. Resultatet kender vi i dag.

De krav om besparelser, som kommunerne år efter år mødes af, har på mange områder forringet den kommunale service markant. Vil regeringen give en klar melding om, at den stadig ønsker en velfungerende offentlig sektor, så sker det ikke mindst gennem økonomiforhandlingerne med kommunerne