15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flertal afviser at udskyde kampfly-køb

Prisen er stadig ukendt

Flertal afviser at udskyde kampfly-køb

Partierne bag kampfly-indkøbet er klar til at underskrive de første kontrakter i næste måned og afviser at udskyde beslutningen, til der er styr på økonomien.

I sidste måned landede de første tre Joint Strike Fighter kampfly i Norge. I næste måned bestiller den danske forsvarsminister de første ti fly til Danmark – uden at kende de økonomiske konsekvenser.
FOTO: www.jsf.mil
1 af 1

I næste måned bestiller forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen de første ti af i alt 27 kampfly.

Men – her få uger før kontrakten skal underskrives –  kan Folketinget og offentligheden ikke få at vide, hvor meget prisen på kampflyene bliver.

Vi kender ikke prisen på de fly, vi køber. Vi er ude i et udviklingsprojekt.
Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet

Det måtte den ene ordfører efter den anden erkende på Folketingets talerstol tirsdag eftermiddag.

– Vi kender ikke prisen på de fly, vi køber. Vi er ude i et udviklingsprojekt. Her kan ikke gives 100 procent garantier. Men det er fint, at vi får debatten, for beslutningen kommer til at binde generationer af politikere fremover, lød det fra Socialdemokratiets forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen.

Heller ikke hans kollega fra Venstre kunne give Folketinget en pris på de nye kampfly.

– Vi kan ikke sige, hvor meget de kommer til at koste. Vi har en ide om, hvor meget det kommer til at koste i alt, sagde forsvarsordfører Peter Juel Jensen.

Debatten om kampflyene blev taget, fordi Enhedslisten, SF og Alternativet kræver, at milliardindkøbet bliver stillet i bero, så længe ingen kender de økonomiske konsekvenser.

Ikke ryste på hånden

Selvom det sker med bind for øjnene, er kampfly-partierne dog klar til at skrive under på købsaftalen.

– Kampfly er en vigtig kapacitet i forhold til vores internationale forpligtelser og for at sikre NATO's kapacitet. Vi skal passe på med at ryste på hånden, når vi nu er kommet frem til målstregen. Hvis ikke vi køber flyene nu, så forsinker vi hele processen, sagde Henrik Dam Kristensen.

Og Venstre rystede heller ikke på hånden:

– Jeg kan ikke se 30 år ud i fremtiden. Men der er ingen tvivl om, at det her bliver dyrt. Men kan den sikkerhed, som flyene leverer, gøres op i penge, spurgte Peter Juel Jensen.

Det er ikke kun indkøbsprisen på flyene, der er ukendt land. Også flyenes drifts- og vedligeholdelsesomkostninger er rent gætteri.

Eksempelvis vurderer Forsvarsministeriet, at kampflyene kan flyve 250 timer om året. Men blandt andet Norge og Holland – som Danmark normalt sammenligner sig med – regner med færre timer.

Rigsrevisionen har tidligere kritiserer, at Forsvarsministeriet ikke har fremlagt beregningerne bag, hvordan man er kommet frem til 250 timers flyvning. Men det generer heller ikke kampfly-flertallet.

>> LÆS OGSÅ: Forsvarsministeriet undervurderer prisen på kampfly

– Flere andre lande regner også med 250 flytimer eller mere. Så vi er på sikker grund, forsikrede forsvarsministeren.

Det er hemmeligt

Men Claus Hjort Frederiksen ville ikke fortælle Folketinget, hvilke lande som vil flyve mere, og hvad der ligger til grund for ministeriets beregninger.

– Det er et kodeks indenfor den her branche, at man ikke oplyser om andre landes hemmeligheder. Så det agter jeg ikke at gøre i den her sag, lød det fra forsvarsministeren.

Den socialdemokratiske ordfører gav ikke meget for Rigsrevisionens kritik.

– Gad vide hvem der har bedst forstand på, om man kan nå 250 flyvetimer – eksperterne i Forsvarsministeriet eller Rigsrevisionen, lød det fra Henrik Dam Kristensen.

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, fik det sidste ord i en næsten tom folketingssal.

– Vi blev bekræftet i, at der ikke er styr på økonomien. Det er klart, at partierne ikke kan garantere, hvad prisen på kampflyene bliver. Kampflyindkøbet er danmarkshistoriens største offentlige indkøb. Der er mange milliarder på spil. Det burde kalde på mere forsigtighed. Vi kaster vores samfundsøkonomi ud i et våbenlotteri, sagde Eva Flyvholm.

Beslutningsforslaget om at udskyde kampflyindkøbet bliver sat til afstemning i Folketinget den 12. december.

>> LÆS OGSÅ: Kampfly-regning skudt til hjørne

I dag er ministeren kaldt i samråd om Rigsrevisionens kritik af det beslutningsgrundlag, som Forsvarsministeriet har fremlagt for Folketinget forud for kampflyindkøbet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2017 - 07:00   07. dec. 2017 - 07:10

Kampfly

ml@arbejderen.dk
Fakta: Nye kampfly
  • Dansk militær står overfor Danmarkshistoriens største våbenindkøb. Flyvevåbnets F-16 fly skal udskiftes med 27 Joint Strike Fighter (F-35) kampfly.

  • Regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgik den 9. juni 2016 en aftale om at købe 27 F-35 kampfly. Den samlede regning over de kommende 30 år forventes at blive på 56,4 milliarder kroner.

  • Fredsbevægelsen i Danmark har igangsat en kampagne mod indkøb af nye kampfly. Læs mere på Facebook Nej tak til nye kampfly.

  • Du kan skrive under mod de nye kampfly her. Og du kan udskrive underskriftslister, som du kan tage med dig her.

  • Læs mere på Arbejderens temaside her.