Jeg har altid været fortaler for en fælles hovedorganisation for fagforeningerne i Danmark. Det kom vi et stort skridt nærmere med beslutningen tidligere på året, og om godt to måneder er den nye hovedorganisation en realitet.

Der er behov for, at lønmodtagernes stemme bliver langt mere slagkraftig i den generelle samfundsdebat. 

Værdien af samarbejde på tværs af organisationerne så vi tydeligt ved OK-forhandlingerne på det offentlige område, og jeg er overbevist om, at vi fremover vil se værdien af den styrke, der ligger i det nye fællesskab.

På det offentlige arbejdsmarked har vi i stigende grad oplevet at stå overfor en modpart, der ikke ser OK-forhandlinger som et forløb mellem ligeværdige, legitime parter. Målet har ikke været at nå aftaler, begge parter kan tage ansvar for. Nej, målet har været at gennemtrumfe en besparelsesdagsorden styret af Finansministeriet og på den måde føre politik gennem overenskomsterne. Tydeligst så vi det, da folkeskolereformen i 2013 blev finansieret ved at afskaffe lærernes arbejdstidsaftaler.

I foråret viste vi, at en samlet front af lønmodtagernes organisationer er en særdeles effektiv måde at ændre den situation og tvinge modparten til reelle forhandlinger. Og det afspejlede sig i overenskomstresultatet. På lønmodtagerside er der en fælles bevidsthed om, at det var sammenholdet, der førte til, at vi opnåede en aftale.

Vi lykkedes ikke med at komme i mål med en arbejdstidsaftale for lærerne, men vi fik sat en proces på skinner, så vi forhåbentligt står med et fælles forhandlingsgrundlag, når forhandlingerne begynder i januar 2020. Og vi fik tilsagn om fortsat opbakning fra resten af lønmodtagersiden. Det var altafgørende.

Fællesskabet er med andre ord en direkte måde at opnå resultater til gavn for medlemmerne. Men det er meget mere end det. Der er behov for, at lønmodtagernes stemme bliver langt mere slagkraftig i den generelle samfundsdebat. Og her er jeg overbevist om, at de muskler, der er i et større fællesskab, kan hjælpe med at sætte en tydeligere dagsorden. Det gælder f.eks. i spørgsmålet om social dumping, hvor udenlandsk arbejdskraft udfører arbejde i Danmark under forhold, der er med til at undergrave de løn- og arbejdsvilkår, der ellers gælder på det danske arbejdsmarked. Og det gælder, når vi skal sikre, at alle arbejdspladser er reguleret af overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Det er det stærkeste argument for, at alle lønmodtagere kan se sig selv som medlem af en rigtig fagforening.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er med god grund berømmet i resten af verden. Vi skal sikre, at modellen ikke smuldrer, fordi arbejdsgiversiden lykkes med at splitte lønmodtagerne for at opnå kortsigtede økonomiske gevinster.

Fagbevægelsens historie viser med al tydelighed, at værdier som fællesskab og solidaritet er den bedste måde at sikre rimelige forhold for lønmodtagerne. Jeg er overbevist om, at en ny stor fælles hovedorganisation vil være garant for, at de værdier også vil være vores stærkeste våben i de udfordringer, vi står overfor i fremtiden.