Det måtte gå galt – og det gjorde det. Den 15. januar 1919, tre dage efter nedkæmpningen af revolutionære arbejdere under det såkaldte Spartakus-oprør i Tyskland, faldt to af November-revolutionens ledere, Rosa Luxemburg og Karl Lieb­knecht i kløerne på et af den socialdemokratiske regerings anti-revolutionære frikorps.

De årlige marcher er blevet et lysende klart tegn på, hvor nødvendigt det er at fortsætte kampen for sociale rettigheder og mod den kapitalistiske udbytning. 
André Scheer, udenrigsredaktør, junge Welt

Efter et summarisk forhør blev de to, der to uger før var blandt stifterne af det tyske kommunistparti, ført ud i hver sin vogn og henrettet.

Karl Liebknechts lig blev smidt ud i Berlins store skov Tiergarten. Rosa Luxemburg blev smidt i en afvandingskanal.

Mordene var beregnet til at bremse den hastigt voksende kommunistiske bevægelse i Tyskland. I stedet blev de startskuddet til en anti-fascistisk og socialistisk tradition, som trods borgerlig modstand også i vore dage fortsætter med at vokse sig stærkere.

Den går i dag under navnet LLL-marchen. De to L’er stammer fra Rosa og Karl. Det tredje L tilhører Lenin og blev tilføjet efter hans død den 21. januar 1924.

– Den første demonstration i 1919 var en spontan sørgemarch for de to myrdede ledere, fortæller André Scheer, udenrigsredaktør på det tyske dagblad Junge Welt, i telefonen fra Berlin.

Spartakus-oprøret

Den 25. januar 1919 bar berlinerne i en massedemonstration med delegationer fra hele Tyskland ligene af Karl Liebknecht og 32 andre, til Berlins socialistiske kirkegård Friedrichfelde i bydelen Friedrichhain.

Her blev de hædret som ofre for Spartakus-oprøret, der fandt sted fra den 5. til den 12. januar, og bisat.

Denne hæder er ikke visnet med tiden. Tværtimod. LLL-marchen er i dag en begivenhed i den socialistiske verden, et enestående træffepunkt for partier og bevægelser fra hele Europa.

André Scheer understreger, at den årlige LLL-march, der de seneste år er gået fra Frankenfurter Tor til Friedrichfelde, er andet og mere end en mindehøjtidelighed.

– Den er i dag den største årlige venstreorienterede manifestation i Tyskland, fortæller han.

Og farverigt er det at møde op sådan en ofte iskolde søndag i januar. Et godt stykke før klokken ti om formiddagen er området omkring opmarchstedet et virvar af vajende, røde faner og meterlange bannere med manende slagord.

Fra de oppyntede lastbiler drøner musikken, og manende slagord drøner ud af hidsige megafoner, mens aktivister myldrer omkring og uddeler deres foldere til enhver, der kan rumme mere.

– Mens selve marchen samler et sted mellem 10.000 og 15.000 deltagere, så drager yderligere op mod 200.000 mennesker til kirkegården for at lægge røde nelliker på Rosa og Karls gravsted, fortæller André Scheer.

Selv har han deltaget hvert år i LLL-marchen siden 1992. Han er desuden med til at arrangere Rosa Luxemborg-konferencen, der afholdes om lørdagen.

Protest mod hitler

I 1920, året efter mordene på de to kommunstiske ledere,  mødte en stor menneskemængde frem den anden søndag i januar på kirkegården i Friedrichfelde. Arbejdere, kunstnere og intellektuelle samlede sig i en tavs protest mod udviklingen efter revolutionen i 1918.

Som årene gik udviklede det årlige møde sig til en massiv demonstration mod både det gamle kejserriges fortsatte militarisme og de borgerlige socialdemokrater, der havde sat sig på magten.

André Scheer reviderede i 2005 brochuren LLL – en demonstrations historie, baggrund og fremtid. fra 1995. Den er udgivet af GET Hamburg (Gedenkstätte Ernst Thälmann), som hans farUwe Scheer dengang var formand for.

Brochuren fortæller udførligt om den politiske situation, der førte til November-revolutionen, dannelsen af det tyske kommunistparti KPD, og de voldsomme kampe i januar.

Her er også en beskrivelse af det oprindelige mindesmærke over Rosa Luxemburg og Karl Lieb­knecht, der tillige mindedes November-revolutionen. Det bar en stor rød stjerne samt hammer og sejl,

Dette Revolutionsmonument blev indviet i 1926, og var tegnet af den verdensberømte tyske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe. Pengene til dets opførsel kom fra  salg af postkort med en skitse af det nye monument.

Frem til 1933 var monumentet ikke blot mål for LLL-marcherne. Stedet fungerede også som samlingssted for de stadig flere manifestationer mod den voksende fascisme, og den tyske industrikapitals stigende magt.

Kort før Hitlers magtovertagelse begyndte en vandalisering af monumentet og i 1935 ødelagde nazisterne det fuldstændig. Men de formåede ikke at slå traditionen med den årlige LLL-fejring ihjel.

Den fortsatte ufortrødent i det skjulte, blandt frivillige tyskere under den spanske borgerkrig, i eksil og blandt koncentrationslejrenes anti-fascistiske internerede.

DDR-tidens LLL-march

Kort tid efter at Den Røde Hær den 8. maj 1945 havde befriet Berlin, blev det atter tilladt åbenlyst at ære mindet om Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Vladimir Lenin på Friedrichfelde.

I slutningen af samme år foreslog kommunistlederen  Wilhelm Pieck, at Revolutionsmonumentet skulle genopføres. Han var formand for eksil-kommunisterne i Sovjetunionen, medstifter af KPD og havde fulgt Den Røde Hær tilbage til Berlin.

Som forberedelse til den første LLL-demo efter Anden Verdenskrig blev der bygget et foreløbigt monument. Det bestod af et stofomviklet træstativ med indskriften »Jeg var – jeg er – jeg vil være«.

Den 13. januar 1946 mødtes repræsentanter for Østberlins socialdemokrater, kommunister og fagforeninger til den første LLL-mindehøjtidelig på Friedrichfelde siden 1933.

I sin tale pegede Wilhelm Pieck på nødvendigheden af at samle de to socialistiske partier i et nyt, fælles parti. Tre måneder senere dannede SPD/Øst og KPD et nyt parti, der skulle bliver rygraden i den kommende DDR-tid. Partiet fik navnet SED, det socialdemokratiske enhedsparti.

I DDR fik de årlige LLL-træf hurtigt stor, officiel betydning. De udviklede sig til statsligt planlagte, gennemorganiserede massedemonstrationer, der på vej til kirkegården passerede forbi en ærestribune med partiets og statens spidser.

Lejligheden blev også brugt til at tildele partibøger og hæderstegn til medlemmer af partiet og ungdomsforbundet, FDJ. Det var også her, at soldater fra Folkehæren aflagde den traditionelle troskabsed om at forsvare DDR’s selvstændighed.

I 1951 blev det besluttet at opføre et nyt mindesmærke, dér hvor Mies van der Rohes havde stået. Det består af en stor sten med indskriften »De døde maner os«, omgivet af en cirkel af ti gravsten, som ud over Rosa og Karl rummer navne som Ernst Thälmann, Walter Ulbricht, Franz Meh­ring og Otto Grotewohl.

I 1988 fandt den sidste officielle ceremoni sted i DDR-regi. Men omvæltningen i 1989 betød langt fra, at LLL-demoen mistede sin betydning.

Til det første træf året efter uden statslig organisation var fremmødet enormt. Ifølge pressebureauet ADN mødte flere hundrede tusinde mennesker frem på dagen »i ærefuldt minde ved  forkæmperne for en demokratisk socialismes sidste hvilested.«

Det nye oprør

Selv deltog André Scheer første gang i en LLL-demonstration netop i anledning af Lenin. Det var i 1992.

Året før havde lokalrådet for den tidligere østberlinske bydel Friedrichhain besluttet at sløjfe Lenin-mindesmærke på den daværende Leninplads, i dag »Platz der Ver­ein­igte Nationen« (FN-Plads).

Det førte til voldsomme protester fra venstreorienterede berlinere. Under nedrivningen i 1991 kom det til flere kampe mellem politi og demonstranter. Vrede socialister fjernede under kampene sten fra nedrivningsstedet.

– I januar 1992 gik vi i LLL-demonstration fra Leninplads til kirkegården med en trækvogn, fyldt med sten fra den nedrevne Lenin-statue, siger André Scheer.

De nye borgerlige magthaveres provokationerne mod Tysklands socialistiske arv fortsatte, især i Berlin. Både i 1991 og 1992 blev gravsteder og monumenter på Friedrichfelde udsat for hærværk. Gravsten blev væltes, og indskrifter ødelagt.

I 1996 angreb hundredvis af kampklædt politifolk LLL-marchen under påskud af at pacificere »tildækkede«, »auto­nome« og »PKK-sympatisører«.

Den årlige LLL-march bestod på det tidspunkt af to forskellige arrangementer. Det ene var arrangeret af PDS, som afløste SED efter omvæltningen, det andet bestod af en broget gruppe græsrødder – anarkister, kommunister, pacifister, bz’ere, autonome og kaoter.

Værst gik det til i 2000, da lokalpolitiet helt forbød selve marchen, og forsøgte at lukke kirkegården af for adgang. Det skete med henvisning til, at en formodet brandstifter skriftlig havde truet politiet med at angribe marchen med håndgranater og en maskinpistol.

PDS’s ledelse indvilligede i at udskyde deres march en uge – en beslutning langt fra alle var enige i.

5000 besluttede sig for i stedet at gennemføre en »spadseretur«, når det nu var ulovligt at gå i demonstration. Det kom til voldsomme kampe med politiet, og 219 blev anholdt.

Særlig harme, også internationalt, vakte det, at politiet også nægtede fredelige besøgende adgang til det socialistiske mindesmærke for at lægge de tradionelle nelliker.

Et lysende klart tegn

De sidste 20 år har det socialistiske mindesmærke været truet på den ene eller anden måde.

For ti år siden blev det således nødvendigt at danne en støttekreds, fordi det berlinske kirkegårdsvæsen truede med helt at nedlægge mindesmærket på grund af forvitring og skader.

Men betydningen af at bevare Friedrichfelde som socialistisk samlingssted og som mål for de årlige LLL-demonstrationer er for længst fastslået i den venstreorienterede del af tysk politik.

André Scheer er da heller ikke i tvivl om den store symbolske betydning, som de årlige LLL-demoer har for progressive aktivister, ikke blot i Tyskland, men også i resten af Europa.

– De årlige marcher er blevet et lysende klart tegn på, hvor nødvendigt det er at fortsætte kampen for sociale rettigheder og mod den kapitalistiske udbytning. Det er nu som dengang den afgørende del af kampen, også her i Tyskland, slutter han.

Denne artikel er et genoptryk. 
Artklen blev bragt første gang i januar 2011.