40 år er gået siden en teenager slog sine toner an til hopsa og "Totur til Vejle" ved spillemandstræf og dans i Folkets Hus, og begyndte at turnere med guitaristen Duus og salige Kazio Kierpaul i De Strenge Strygere.

Anne Eltard bekender sin forkærlighed for den satiriske og socialt bevidste vise- og revytradition.

Siden blev det til mange skiver og turnéer med Øyvind Ougaard, Michael Friis og Klaus Menzer i Polkageist, med Hugo Rasmussen og med Kazio i Familie Orkestret, med Jens Lysdal, Menzer, Ayi Salomon og Johan Olsen i Cornelis Vreesvijk-sange - og mange flere.

Med EP´en "Lad Lyset Leve" markerer Anne Eltard sit jubilæum med den violin, hun er bedst kendt for. Dette er hende første udspil i eget navn og med egen musik. 

For kærligheden

Hendes med- og modspillere i alle årene indtil nu indikerer kraftigt, hvor mange genrer, hun har bevæget sig i - folk, jazz, swing, blues, rock og ballader. Hun bekender dog selv et tilhørsforhold til "den nordiske tone", og "Lad Lyset Leve" afspejler i alt fald dette.

Hun bekender sin forkærlighed for den satiriske og socialt bevidste vise- og revytradition fra 30'erne, 40'erne og 50´erne. Så vi snakker Liva Weel, Lulu Ziegler og om PH og Kai Normann Andersen, der har skrevet to af numrene på EP'en.

Anne Eltard har dog sin egen fortolkning af "Man binder os på mund og hånd" og den mindre kendte "Itu, itu i mindre stykker". Den første serveres i et afdæmpet uptempo med rytmisk anslag. Den anden i et næsten dansabelt uptempo med en sangstemme, der især her er en stærk, direkte fortæller.

Titelmelodien og introen "Lad lyset leve" er skrevet af hendes egen far Sven Eltard og hans revymakker Holger Hersholt som komponist. Den er nærmest bossa-agtig i sit drive. Og endelig hende helt egen "Giv ikke op", der mere er en, helt usentimental, ballade. Og som følger godt i traditionens spor, selv om leveringen er så nutidig som tidsløsheden.

Kontraster og samhørighed

Anne Eltard skriver selv, at hun godt kan lide, at lydbilledet ikke bliver for poleret. Men selv om hun har lagt motorcykler på vej til Bakken som ulmende baggrunds-lydspor til "Man binder os på mund og hånd", så er det faktisk et meget, om ikke blankpoleret, så veldisponeret, nuanceret og stilfærdigt lydbillede, man oplever. Og det står i nogen kontrast til det ofte heftige ensemblespil i tidligere band-konstellationer.

En anden kontrast er den melankolske stemning, som gennemsyrer alle fire skæringer, og som hun selv siger, at hun elsker. Og på den anden side den lyse sang og instrumentering, som domineres af hendes enkle, rene stemme og så den fuldstændig virtuose violin med den for Eltard særegne wah- wah-pedal.

Godt medspil fra guitar og en mere mørk bund af basinstrumenter og percussion. Men først og fremmest et blues-swingende jazzy baggrundsfletværk til sangene. Nogle længere instrumentale passager og soli kunne ønskes. Men det kommer måske på vinyl-LP'en senere på året med yderligere seks numre.

Ja, det handler om kærligheden og dens veje og vildveje. Om tvivlen, frygten, håbet og viljen. Og med stærke referencer til - og billeder på samfundsforholdene: "Underfundig samfundskritik" kalder Anne Eltard det. Som i "Man binder os på mund og hånd", skrevet under den tyske besættelse, er indignationen ikke eksplicit og højtråbende, men kan måske "få folk til at tænke sig om".