I dag forsøger regering og kommuner ved hjælp af ghettoloven at gøre indhug i det almene sociale boligbyggeri. Det er for så vidt ikke noget nyt, at private bygherrer og kommuner vil rive ned og bygge nyt og dyrt, helst med salg for øje frem for udleje. Det kender beboerne i Brumleby på Østerbro alt til. Her har nye og gamle beboere holdt sammen i årtier for at bevare deres boligkvarter som lejeboliger.

– Her har det aldrig været tanken at blive en privat andelsboligforening, forklarer Maria Kudsk, der har boet i Brumleby siden 1977.

Sunde og billige boliger

Kvarteret blev bygget af Lægeforeningen i 1853 og har en Fundats af 1857, en bestemmelse, om sunde og billige boliger til arbejderne. Samme princip gjaldt for kvarteret Kartoffelrækkerne ved Farimagsgade, bygget i årene 1873-89, men her blev der hurtigt privatiseret.

– Kommunen syntes åbenbart, at det var helt vanvittigt, at så få mennesker fyldte så meget herinde!

– Med den husleje arbejderne betalte dér, købte de efterhånden deres lejlighed, sådan over 20-30 år. På langt sigt har det jo gjort, at de er blevet ejerboliger, som i dag sælges for priser på 7-14 millioner, mens Brumleby stadigvæk er udlejningsboliger, siger Maria Kudsk.

I Brumlebys Fundats står der, at overskuddet fra lejeindtægten skal bruges til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye og billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning, altså til arbejderne.

Kommunen ville nedrive Brumleby

I 1960'erne var dette princip ved at skride under Brumleby. Bestyrelsen i Lægeforeningens Boliger havde ladet kvarteret forfalde igennem mange år, og det rumlede med rygter om nedrivning og nyt byggeri.

Hvis ikke en flok unge dengang havde slået sig sammen med de gamle beboere om at kæmpe for kvarteret som et alment socialt boligområde med lejelejligheder, havde Brumleby ikke eksisteret i dag.

På det tidspunkt ønskede både bestyrelsen i Lægeforeningens Boliger (LB) og Københavns Kommune (KK) at rive Brumleby ned, og i 1966 overtog KK hele Brumleby-kvarteret, fortæller Maria Kudsk:

– Lægeforeningens Boliger havde mageskiftet (byttet grund) med Københavns Kommune og fået en byggegrund i Valby. Der havde man bygget etagebyggeri med centralvarme, bad og toilet inde i lejlighederne.

– Så besatte beboerne lejligheder! Og så blev folk båret ud af fogeden!

– Man ville have folk til at rykke derud for at kunne rive Brumleby ned. Kommunen syntes åbenbart, at det var helt vanvittigt, at så få mennesker fyldte så meget herinde! forklarer Maria Kudsk.

I dag bor der godt 400 mennesker i Brumleby, heraf over 100 børn, fordelt på 242 lejligheder. I 1870’erne, da alle blokkene stod færdige, var der 538 lejligheder, men fem gange så mange mennesker herinde, nemlig 2000 og heraf 800 børn.

De unge rykker ind

Da Københavns Kommune begyndte at tømme Brumleby for lejere i 1960’erne for at kunne rive blokkene ned, tilbød kommunen samtidig unge fra nedlagte kollegier, at de kunne rykke ind på kontrakter med bare en måneds opsigelsesvarsel.

– Men dér skød kommunen sig selv i foden! siger Maria Kudsk og fortsætter med et drilsk smil:

– For de unge, der rykkede ind, sagde "Wouh! Her er der fedt at være!" Og de slog sig sammen med de gamle beboere, der ikke var blevet skræmt væk endnu, og sagde: "Hvad siger I til, at vi slås sammen for at bevare Brumleby?"

Brumleby Lejerforening blev startet i 1969 med parolen "Bevar Brumleby", og i 1971 aftalte den med De Unges Boligaktion selv at styre indflytningen af nye lejere. Derpå fik lejerforeningen travlt, for mange investorer havde kig på Brumleby.

Mange interesser i Brumleby

KK ville både rive ned og bygge nyt og dyrt, og da gerne bevare lidt til museum. Danske Arkitekters Landsforbund og Foreningen til Gamle Bygningers Bevarelse kom med forslag til at bevare Brumleby, og beboerne måtte kæmpe for at komme med på råd. Lejerforeningens parole blev således i januar 1974 ændret til "Bevar Brumleby på beboernes betingelser", og beboerne udarbejdede selv forslag til bevaring.

Samtidig med alt dette kørte der fredningssager og retssager. Læser man i Brumlebys Historie (1979) af kunsthistoriker Hans Helge Madsen, som var arkivar i Brumleby Lejerforening, var det et kæmpe projekt, både unge og gamle beboere kastede sig ud i gennem årtier.

Unge og gamle ser hinanden an

Ny og gammel kultur stødte sammen blandt beboerne. Alt blev taget op på møder, og det gik ikke stille for sig. Der var ballade om at holde toiletterne rene. Det kan lyde som en bagatel, men ikke når fire til seks lejligheder skulle deles om ét træk-og-slip.

Den største konflikt handlede om, hvordan man organiserer sig som lejere. De gamle beboere var vant til en forening med bestyrelse og formand, og nu kom de unge studenter med flad struktur og stormøder. Det holdt hårdt, men flertallet var enige om at ville beholde Brumleby.

Beboerne vil ikke have tæt bebyggelse til tårnhøje huslejer og dermed presse folk med lave indtægter ud af byen.

Det første skridt, de unge tog, var at male alle toiletterne i gården indvendig i sommeren 1969. I 1974 malede de alle husene, som havde stået og forfaldet. Nu blev de gule forneden og hvide foroven og med et brunt bælte midt på. Dét vandt respekt.

– For de unge kunne li’ det her sted, og de havde lyst til at slås for det, fortæller Maria Kudsk, der tydeligt husker sommeren 1975, hvor KK overgav indstillingsretten til lejlighederne til Ungbo, som stod for udlejning i kortere perioder til studenter. Det ville kunne gøre Brumleby til en gennemgangslejr. Her ramte kommunen sig selv i foden for anden gang, for det ville beboerne ikke finde sig i.

Beboerne besætter lejligheder

– Så besatte beboerne lejligheder! Og så blev folk båret ud af fogeden, griner Maria Kudsk, der husker denne sommer som meget speciel i historien om at bevare Brumleby. Hver gang en lejlighed blev ledig, mødte folk frem.

– Når politi og foged kom, så satte man sig og sang og havde kaffe klar. Der blev ikke kastet med brosten. Det var fredeligt alt sammen. Man sørgede bare for at besætte lejlighederne igen og chikanere folk, som var flyttet ind på andre kontrakter, så de endte med at beslutte sig for at gå med i kampen for Brumleby, eller de rykkede ud igen.

Det blev en lang og drøj sommer, hvor KK og Ungbo indklagede Brumlebys besættere for Fogedretten. Men beboerne nægtede at rømme lejlighederne. Ungbo forsøgte også at flytte skrubrækkere ind i de tomme lejligheder. Det foregik med masser af politi, men beboerne lavede blokader.

– Efter nogle måneder kastede Ungbo håndklædet i ringen og sagde, at det her kunne de ikke slås med, hvorefter udlejningen simpelthen blev givet tilbage til Brumlebys beboere, husker Maria Kudsk.

Presset på flere fronter

Der blev dog ikke tid til at puste ud. En økonomisk krise var i gang, og et boligforlig i 1975 åbnede for drastiske huslejeforhøjelser i den gamle boligmasse. Året efter kom endnu et boligforlig, som åbnede op for udstykning af ejerlejligheder. Presset voksede.

– Her har det aldrig været tanken at blive en privat andelsboligforening.
Maria Kudsk, Brumleby

Beboerforeningen førte retssag mod KK for at komme af med de midlertidige lejekontrakter og få genhusningspligten tilbage, så beboerne ikke bare kunne sættes ud uden tag over hovedet. Den sag vandt Brumleby Lejerforening i 1977.

Herefter begyndte beboerne at lægge lejligheder sammen. Der skulle være plads til børn. Ændringerne blev sat i gang med omhu. Hver gang de skulle banke hul i en væg, fik de fat i folk, der kendte bygningerne.

Brumleby vinder sagen

I 1980 blev det endelig besluttet, at Brumleby skulle bevares. Men det tog 11 år at nå frem til hvordan. Selve renoveringen forløb fra 1991-96.

– Vi fik rigtig gode kræfter udefra til at hjælpe os, både arkitektfirmaer, ingeniørfirmaer, eksperter i kalk og alt muligt andet. Nogle folk fra Byggeforskningsinstituttet bakkede virkelig op om os og satte kræfter af, siger Maria Kudsk anerkendende.

Stort flertal

Det største øjeblik var dog den aften i år 2000, hvor beboerne i Brumleby skulle stemme om, hvorvidt Brumleby skulle være privat andelsboligforening eller alment socialt boligbyggeri med lejelejligheder.

– Vi havde så en urafstemning om, hvorvidt vi skulle overtage området som social- eller privat andelsboligforening. 76 procent af beboerne stemte for social, siger Maria Kudsk med tryk på social.

– På det tidspunkt havde vi sloges i 31 år, siden den første lejerforening blev skabt i 1969, fortæller Maria Kudsk, så man også i dag kan mærke hendes lettelse og glæde ovenpå det lange seje træk.

– Det var virkelig fantastisk fedt at opleve, at selv vores børn, der måtte lide under, at vi altid løb til møder, stemte for, at det skulle fortsætte med at være socialt boligbyggeri.

For almindelige mennesker

Maria peger på, at den almene boligmodel har flere fordele ud over en overkommelig husleje:

– Man kan få boligsikring, og det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis det var en privat andelsforening. Kun hvis man er pensionist. På den her måde kan almindelige mennesker stadigvæk bo her.

Ved denne afstemning holdt beboerne fast i den oprindelige tanke helt tilbage fra Brumlebys start i 1853 om sunde og billige lejeboliger.

I 2001 købte beboerne Brumleby af Byfornyelse København, og lejlighederne administreres i dag af KAB (Københavns Almindelige Boligselskab).

Først var det lys og luft af hygiejniske grunde, og det er det stadig, men i dag står Brumlebys kamp også for, at beboerne ikke vil have tæt bebyggelse til tårnhøje huslejer og dermed presse folk med lave indtægter ud af byen.