Karin Michaëlis (1872-1950) var fra et hjem med klaver i Randers, men det var ikke velstillet. Faderen var telegrafbestyrer, og moderen supplerede hans løn med at binde kranse.

Det var kendetegnende for Karin under alle forhold, at hun kun stod til regnskab over for sin egen samvittighed, og så måtte folk mene om hende, hvad de ville.

Det var faderens og Karins drøm, at hun skulle blive pianist, og efter et par år som privatlærerinde på herregårde kom hun til København for at udleve denne drøm, men det skulle gå anderledes.

Fra pianist til forfatter

Klaverlæreren gav hende det råd at finde et andet udtryksmiddel end musikken, og det resulterede i, at hun blev en af sin tids mest læste kvindelige forfattere i Europa.

Hendes bøger udkom i millionoplag og blev oversat til mere end 20 sprog, men profeter er jo sjældent populære hjemme, og det var da også den tysksprogede del af Europa, der allerede i 1902 anerkendte hende, mens hun først slog rigtigt igennem i Danmark i begyndelsen af tyverne.

Det litterære parnas syntes, at hun manglede “god smag” og beskæftigede sig for meget med “samlivets fornemmelser”, og den konservative presse gjorde sig lystig over hendes politiske naivitet. I Blæksprutten blev hun således tegnet som en lille, buttet engel.

Omvendt betegnede Otto Gelsted hende (Clarté 1926) som værende i første række af nordiske forfatterinder, og den franske forfatter og nobelpristager Romain Rolland udtalte, at hendes skaberkraft til tider overgik de mandlige kollegers.

Forfatterkarrieren begyndte i det små med noveller, men udviklede sig hurtigt til mere. I København havde Karin mødt forfatteren Sophus Michaëlis, der allerede var et kendt navn, og gennem ham kom hun ind i det litterære miljø med brødrene Brandes, Herman Bang og ikke mindst direktøren for Gyldendal, den karismatiske Peter Nansen, som hun tabte sit hjerte til. Det var der mange andre kvinder, der gjorde, men de to bevarede et dybt venskab lige til Nansens tidlige død.

Ægteskaber

I 1895 blev Karin til fru Michaëlis, men ægteskabet hold kun til 1911, ikke på grund af hendes forelskelse i Peter Nansen, for den var i princippet platonisk, men fordi Sophus gik lidt videre med sine amourøse affærer. De blev derfor skilt, men forblev venner, og Karin, der efterhånden blev ret velstillet, hjalp ham ofte økonomisk, ligesom hun hjalp familie og andre venner, når de kom i bekneb.

Faktisk var hendes hjælpsomhed så stor, at den undertiden nærmede sig tossegodhed, og det siges, at hun inspirerede Brecht til at skrive “Det gode menneske fra Sezuan” om kvinden, der ikke holder op med at hjælpe, selv om hun bliver udnyttet på det groveste.

Ægteskabeligt var Karin i det hele taget ikke heldig. I 1912 faldt hun for den norsk-amerikanske økonomiprofessor Charles Stangeland, og det ægteskab blev en katastrofe. Han led af sygelig jalousi, ikke kun overfor hendes mandlige bekendte, men også i forhold til hendes arbejde, familie og hele vennekreds. Det kunne kun gå galt, og det gjorde det.

Samfundsengagement

Derefter var det slut med ægteskaber, men ikke med venskaber, som blev skabt og udviklet gennem det aktive samfundsengagement, der skulle blive kendetegnende for Karin. Hun har selv betegnet sig som upolitisk, og det er rigtigt i betydningen af ikke at være tilsluttet noget parti, men derudover var hun i bund og grund et politisk menneske, hvad der afspejler sig i hendes forfatterskab og hele virke.

I begyndelsen var de litterære temaer traumatiske ægteskaber, forholdet mellem forældre og børn, den kvindelige psyke og seksualitet, mænds undertrykkelse af kvinder og disses selvpålagte undertrykkelse, og altid et forsvar for samfundet svageste: kvinder, børn, gamle og de socialt udstødte.

Eugenie Schwarzwald og reformskolen

Sideløbende med skriveriet udviklede Karin en omfattende foredragsvirksomhed i Tyskland og Østrig, der førte hende sammen med mange progressive mennesker.

I Østrig mødte hun reformpædagogen Eugenie Schwarzwald, der blev en livslang veninde, og sammen med hvem hun efter Første Verdenskrig arbejdede for wienerbørns ferieophold i neutrale lande og alderdomshjem for fattige gamle i Østrig.

Eugenie Schwarzwald havde i Wien oprettet en skole efter nye retningslinjer, der havde som motto, at uddannelse skulle være en fornøjelse. En af skolens elever var Helene Weigel, senere gift med Bertolt Brecht, og derfra stammer venskabet mellem dem og Karin.

I 1914 fik Karin udgivet bogen “Glædens skole” om denne nye pædagogik, og for en af Eugenie Schwarzwalds senere venner, Hans Scherfig, må skolen have stået i en stråleglans sammenlignet med hans hjemlige erfaringer fra Metropolitan Skolen.

Det schwarzwalske hjem var samlingssted for intellektuelle, progressive kræfter, og igennem dem blev Karin venner med blandt andre Thomas Mann, Albert Einstein, Käthe Kollwitz, anarkisterne Emma Goldmann og Alexander Berkman og ikke mindst Agnes Smedley, amerikansk journalist, forfatter, fri abort-forkæmper, aktiv i den indiske frihedsbevægelse og korrespondent for flere vestlige aviser under den kinesiske borgerkrig, og som, da hun i en periode trængte til ro, boede hos Karin på Thurø i fire måneder og her skrev romanbiografien “Kun en kvinde”.

Uden for Wien havde familien Schwarzwald indrettet et sommerpensionat, hvortil vennerne strømmede. En af dem var Hans Scherfig, først som gæst og senere som ven af huset, der under et ophold i 1925 mødte en ung østrigsk dame, der rekreerede sig med en brækket arm. Den unge dansker blev dødeligt ramt af Amors pil, og damen, Elisabeth Karlinsky, blev senere hans hustru.

Talskvinde for upopulære sager

Både litterært og i sit politiske engagement udmærkede Karin sig ved at gøre sig til talskvinde for upopulære sager. Med skandalesuccesen “Den farlige alder” (1910) fik hun den europæiske kvindebevægelse på nakken, fordi romanen beskrev en kvindes utilregnelighed i overgangsalderen.

Ligeledes var reportagesamlingen “Krigens ofre” fra 1916 (genudgivet i 2018) om nøden i de tysktalende lande heller ikke velset, da mange mente, at det havde de selv været ude om. Emner som retten til abort, moderskab uden for ægteskab og samvittighedsdrab var også meget ømtålelige. Men det var kendetegnende for Karin under alle forhold, at hun kun stod til regnskab over for sin egen samvittighed, og så måtte folk mene om hende, hvad de ville.

Ordets magt

Foredragsrejserne bragte hende vidt omkring i Central- og Østeuropa, og overalt engagerede hun sig, for eksempel skrev hun om minearbejderne i Schlesien, der levede under kummerlige forhold og om pogromerne i Balkanlandene, og hun henvendte sig glad og gerne personligt til præsidenter, konger, statsledere og hvem, der nu havde magt til at gribe ind i de relevante sager.

I 1897 havde hun i Danmark været ude for en togulykke, som man prøvede at tørre af på lokomotivføreren, men sådan som hun havde oplevet det, kunne det ikke passe, og hun gav sig til at skrive om sagen med det resultat, at man måtte indrømme, at det var en signalfejl, der havde forårsaget ulykken. Siden da var hun overbevist om ordets magt og brugte det utrætteligt.

Men det blev ikke ved ord alene. I 1922 var organisationen Røde Hjælp, der havde til formål at hjælpe politiske fanger og deres familier, blevet dannet, og den havde i Tyskland blandt andet oprettet to børnehjem, som Karin støttede både økonomisk og aktivt. Når det var småt med finanserne, som det uundgåeligt måtte blive ind imellem, fandt hun udveje, som da hun under Den Spanske Borgerkrig solgte sine smykker for at kunne bidrage økonomisk.

Bibi-bøgerne

For at skaffe penge i kassen skulle der skrives, og inspireret af Eugenie Schwarzwalds frie pædagogik og oplevelserne på sine mange rejser fik hun idéen til at skrive en serie børnebøger, syv blev det til, som fik stor succes i hele Europa, især i Tyskland og i Italien, hvor de stadig i sidstnævnte udgives.

Bibi, hedder hovedpersonen, og serien dækker hendes liv, fra hun er 11 til 17 år og er både en udviklingshistorie og rejsebeskrivelse, idet Bibi foretager mange af de samme rejser som forfatteren og møder de samme mennesker. Blandt andet er der en morsom passage, hvor Bibi bliver ven med Albert Einstein, og denne forklarer hende, hvad relativitetsteorien går ud på, og den bygger faktisk på, at Karin havde bedt Einstein om at redegøre for teorien, så et barn kunne forstå den.

Bøgerne er skrevet i et mundret barnesprog og ditto stavning, som ændrer sig i takt med Bibis alder. En af forfatterens særlige evner var, at hun kunne gå ind i sine personer og tale med deres stemmer. Så vidt gik det, at hun endog undertiden rettede sin håndskrift ind efter personerne.

Pensionatsværtinde på Thurø

Med den delvise selvbiografi “Træet på godt og ondt” (1924-30) slog Karin for alvor igennem også i Danmark. I ægteskabet med Sophus Michaëlis havde de erhvervet huset Torelore på Thurø, som Karin beholdt, og med de øgede indtægter kunne hun nu købe flere huse på øen, og det blev der brug for.

Der var altid et hav af gæster, venner og familie, og ind i 30’erne blev de forøget med tyske flygtninge, der i kortere eller længere tid fik kost og logi og fred. Blandt andre boede Brecht og hans familie i en længere periode i Torelore, og Brecht fik senere lejlighed til at gøre gengæld for denne gæstfrihed, da han under Karins eksil i USA husede hende i otte måneder.

Rejse i Sovjetunionen

Ud over at være pensionatsværtinde og skrive bøger og artikler fartede Karin rundt i Europa til forfatterkongresser og fredskonferencer.

I 1932 talte hun for eksempel ved den første antikrigskongres i Amsterdam. I 1934 rejste hun rundt i Sovjetunionen for at skrive artikler herfra til Politiken og skaffe stof til en Bibi-bog. Det sidste blev ikke til noget, men hun sendte begejstrede artikler hjem til avisen.

Som altid var det de svageste, hun interesserede sig for – børn, kvinder og gamle – og det hun så, glædede hende. De prostituerede blev rehabiliteret på værdig vis, de hjemløse børn kom på gode børnehjem, og der blev taget hånd om de gamle. Hun mødte også Krupskaja og refererede om sit positive indtryk af denne beskedne kvinde.

Selvfølgelig var det udvalgte steder, hun fik forevist, men hun skrev om det, hun så, og endnu i dag kan det få sindene i kog, som i et festskrift for Lars Hedegaard, hvor Jens Gregersen betegner disse artikler som “en dansk forfatterindes lovsang til Stalins Sovjet” og supplerer med udtryk som “naiv propaganda” og “misbrug af ytringsfriheden”.

Den grønne ø

I 1937 udkom endnu en børnebog af Karin Michaëlis, som Berlingske Tidende advarede mod at lade børn læse, blandt andet fordi den handlede om afskaffelse af ejendomsretten.

“Den grønne ø” er en utopisk, politisk nøgleroman fra Thurø, hvori man uden vanskelighed kunne genkende hinanden, men uden at det gav anledning til surhed, for alle portrætterne var kærlige og humoristiske. Handlingen tager udgangspunkt i en naturkatastrofe, hvor det pludseligt er nødvendigt at tænke helt anderledes. Problemerne løses af børnene, der finder ud af at gå over til grøn tankegang og på Christiania-vis at diskutere og beslutte alt på fællesmøder.

Noget, der altid lå Karin på sinde, var behandlingen af jøder, og der var passager i bogen, der med datidens sprogbrug kunne betegnes som “jødevenlige”. De blev uden hendes vidende strøget i den tyske udgave, der blev publiceret i 1932, men er med i den danske fra 1937.

Eksil i USA

Allerede i 1933 var der overvejelser i gang i Tyskland om at forbyde Karins bøger. Samme år var hun blevet indbudt til at holde rustalen i Studentersamfundet, og her citerede hun fra bogen “Braunbuch” passager om nazistiske terrorhandlinger og talte om Rigsdagsbranden.

Til slut sagde hun: “Jeg har talt i aften, fordi jeg ikke kunne tie længere”. Hun vidste, at hun dermed bragte sig selv i økonomiske vanskeligheder, og ikke alene sig selv, men sit tyske forlag og sin trofaste illustrator, Hedvig Collin.

I 1936 blev hendes bøger erklæret “uønskede”, og hendes tilgodehavender blev indefrosset, hvad der betød en økonomisk katastrofe. I 1939 tog hun til USA for at besøge familie og blev rådet til at blive der. Det skulle blive en svær tid både økonomisk og helbredsmæssigt, men mange af hendes tyske venner, også i eksil, hjalp hende efter bedste evne og fejrede hendes 70-års fødselsdag i 1942 med en banket i New York.

Deres venskab og anerkendelse af hendes virke kom også til udtryk i et mindeord i Neues Deutschland få dage efter hendes død. Blandt underskriverne var Bertolt Brecht, Helene Weigel, Hanns Eisler, Anna Seghers og Hermann Duncker.

I 1946 vendte Karin hjem og blev æresborger på Thurø, hvor man omhyggeligt havde passet på hendes sager, mens hun var væk. Imidlertid tvang helbred og økonomi hende til at afhænde, hvad hun havde der, og i 1950 døde hun på et pensionat i København.

70 år efter hendes død

Som barn elskede Karin at læse H.C. Andersen, for han gav hende “indblik i alhjertet”, og det var det, der drev hende. Ikke skarpe, politiske analyser, men ønsket om fred, frihed, lighed og humanisme og troen på, at forandring var mulig.

Hun var uhyre produktiv, både fordi hun havde meget at sige, og fordi hun bestandigt skulle bruge penge til alle sine projekter. Mange af hendes temaer er almenmenneskelige og stadig aktuelle og skrevet med hendes helt særegne, letflydende pen, så det er ikke uden grund, at hun er kommet frem i lyset.

I efteråret bragte DR i tv-serien “Øgendahl og de store forfattere” en udsendelse om hende, og i den forbindelse var der på flere københavnske biblioteker udstillinger med hendes bøger. Karin Michaëlis Selskabet udgav i 2013 Beverley Driver Eddys omfattende og velskrevne biografi om forfatteren, Hjertets Kalejdoskop, og den er nu blevet genudgivet i en revideret udgave – og kan varmt anbefales.

Det var sidste år, men det fortsætter i 2020. I februar havde BaggårdTeatret i Svendborg premiere på et stykke om forfatteren, der hedder “Jagten på det gode menneske” og er skrevet af Julie Maj Jakobsen og med musik af Katinka Bjerregaard. Fra 3. til 7. marts spilles det på Aveny Teatret i København, den 11., 12. og 13. marts på Mungo Park i Kolding og den 9. og 10. marts på Randers Egnsteater. I forbindelse hermed udgiver Politikens Forlag en bog, der indeholder teksten til teaterstykket samt flere artikler.

Randers er som nævnt Karin Michaëlis’ fødeby, og her har man hvert år i 10 år uddelt en pris i hendes navn på Ordets Dag. I byen er der også opkaldt en plads efter hende, og den 7. marts vil der her blive afsløret en buste af hende, som Karin Michaëlis Selskabet har bedt billedhuggeren Gudrun Steen-Andersen om at udføre.

Selv om det er 70 år siden, Karin Michaëlis døde, lever hun altså stadig.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2020.