Før 1864 bestod det danske monarki af Kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hertil kom Lauenburg, Island, Færøerne samt kolonierne Grønland og de Vestindiske Øer. Det hele kaldtes Helstaten Danmark, en multinational stat. Tilsammen rådede helstaten over 2,6 millioner indbyggere og 58.000 kvadratkilometer land.

Folkeafstemningen i 1920 og den efterfølgende grænsedragning står som et vigtigt eksempel på, hvordan princippet om folks selvbestemmelsesret kan gennemføres i praksis. 

Tyskland, som vi kender det i dag, eksisterede slet ikke i 1864. Tyskland var et kludetæppe bestående af 39 små og større kongeriger, fyrstendømmer og fristæder. Til sammen kaldet og samlet i Det Tyske Forbund.

For at gøre billedet endnu mere broget var situationen tilmed den, at de danske hertugdømmer Holsten og Lauenburg også var medlemmer at Det Tyske Forbund. Den danske konge var hertug i Holsten og Lauenburg og havde rang af tysk fyrste og var i den egenskab medlem af Det Tyske Forbund! Østrig var permanent formand af forbundet og var derfor den dominerende magt i forbundet.

Kongeriget Danmark havde med grundloven af 1849 fået en fri og moderne forfatning, men den led af en mangel: Den gjaldt ikke i hertugdømmerne. Her var den danske konge stadig enevældig konge med rådgivende stænderforsamlinger. For 1849-grundloven gælder det, at den ikke blev udstrakt til også at gælde for Slesvig. Det skridt turde regeringen ikke tage, så længe hele den sydlige del af Slesvig næppe ønskede at indgå i kongeriget. Tværtimod var situationen den, at man i Slesvig og Holsten ønskede at blive optaget i Det tyske Forbund.

Med Novemberforfatningen i 1863 skabte den danske regering en fællesforfatning for Kongeriget Danmark – og hertugdømmerne i Slesvig.

1864-krigen

Det Tyske Forbunds Råd (Forbundsrådet) besluttede den 7. december 1863 – som en reaktion på vedtagelsen af den danske Novemberforfatning, der selvsagt ikke var vellidt, at gennemtvinge Det Tyske Forbunds modsatte ønske og vilje for Holsten og Lauenburg ved at sende en forbundsstyrke af sted mod Holsten og Lauenburg bestående af blandt andre østrigske, preussiske og hannoveranske tropper.

Forbundet krævede, at Novemberforfatningen fra 1863 blev trukket tilbage inden to dage! Det kunne selvsagt ikke lade sig gøre. Derpå sendte Det Tyske Forbund i 1864 også tropper ind i Slesvig. Det afgørende skridt var taget. Nu var der tale om en egentlig krig.

Det går slag i slag. Dannevirke kan ikke holde tyskerne ude, og danskerne under ledelse af de Meza må opgive Dannevirke.

Dernæst indledes kampene ved Dybbølstillingen. Den 18. april 1864 klokken 4 om morgenen starter det afgørende slag om Dybbøl. Efter nogle timers kamp står det klart, at de danske soldater ikke kan modstå de tyske troppers angreb. Tyskernes moderne våben spiller en udslagsgivende rolle. Dybbølstillingen opgives, og den næste dag bliver parterne enige om en kort våbenhvile med det formål at give parterne mulighed for at hente deres sårede og døde. De lå overalt i hobetal.

Efter meddelelsen om tyskernes erobring af Dybbøl rejste den preussiske kejser Wilhelm til Slesvig. Her afholder de preussiske tropper en sejrsparade på markerne mellem Gråsten og Adsbøl. Næsten 20.000 mand marcherer forbi kejser Wilhelm i deres uniform fra slaget. De bærer de danske, erobrede faner og har egeløv i felthuerne som tegn på sejren.

Alt er tabt

På engelsk initiativ indledes forhandlinger i London (Londonkonferencen) med de implicerede parter. I første omgang aftales en våbenhvile. På konferencen drøftes forskellige delinger af Slesvig – herunder en løsning gennem en folkeafstemning eller en voldgift. Valgte man voldgiftsvejen, ville det indebære, at en udenforstående tredjepart skulle trække grænsen. Forhandlingerne i London bryder sammen, fordi danskerne ikke vil acceptere en voldgiftsløsning. Man vil have en grænse ved Dannevirke.

Våbenhvilen udløber, og krigen begynder igen. Danmark mister igen langt flere soldater end tyskerne.

Modløsheden breder sig i Danmark. Preussen og Østrig har nu besat hele Jylland op til Skagen. Frygten er, at Fyn også skal gå tabt. Selv Sjælland synes truet. Kravet om fred for enhver pris støttes af stadig flere. Den danske regering går af. En ny udpeges. Regeringen anmoder om våbenhvile. Anmodningen bliver imødekommet. Nye forhandlinger går i gang i Wien. Fredstraktaten underskrives den 30. oktober 1864.

Under forhandlingerne er sejrherrerne kompromisløse. Danmark må afstå hertugdømmerne betingelsesløst; der kan end ikke gives nogen garantier til den dansksindede del af befolkningen i Nordslesvig.

Danmarks nederlag er fuldstændigt.

Danmark mister hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedele af landets samlede størrelse. Indbyggertallet indskrænkes fra 2,6 millioner til 1,6 millioner.

Efter nederlaget bygger Preussen Dybbøl om til en meget stærk fæstning, Festung Sonderburg-Düppel.

I 1865 bliver Preussen og Østrig enige om at dele Slesvig-Holsten imellem sig. Østrig skal styre Holsten og Preussen Slesvig. Lauenburg indlemmes i Preussen.

Danskerne under tysk flag

Igennem alle årene frem til Versaillesfreden efter Første Verdenskrigs afslutning fastholder de dansksindede deres sindelag. De dansksindede nordslesvigere protesterede de første år efter 1864 mod anneksionen. Det skete ikke mindst med støtte i paragraf 5 i fredsaftalen mellem Preussen og Østrig fra 1866, der foreskrev anvendelse af en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig som rettesnor for en eventuel genforening med Danmark. Bestemmelsen blev dog ophævet i 1879.

For at ruste sig til den følgende, sikkert langvarige nationalitetskamp organiserede den danske bevægelse sig fra 1880’erne i en lang række store og små nationale foreninger. Forbindelsen til Danmark blev styrket i takt med intensiveringen af de tyske myndigheders massive forsøg på at fortyske Slesvig med tvang. Med støtte fra regeringen i Kiel opkøbtes dansk jord og danske gårde. Selv banker med dansk ledelse ydede i stor stil lån til opkøb af danske gårde til tyskere. Enkelte banker anmodede endog om at få lov til at låne større beløb ud, end de hidtil havde haft tilladelse til. I banker viger idealer og smukke ord altid for udsigten til en god fortjeneste.

I 1888 blev tysk det eneste lovlige undervisningssprog i folkeskolen. Ikke desto mindre kunne den danske bevægelse stå imod og endog øge sin indflydelse og betydning. Bønderne, som var den afgørende kraft i den danske bevægelse, holdt år efter år stand i kampen om jorden og beholdt deres betydelige indflydelse i hele det nordslesvigske samfund. Dette skyldtes blandt andet, at Slesvig blev set på som et ret betydningsløst yderområde, hvorfor byerne i Slesvig kun voksede langsomt.

Mange modtræk fra tysk side blev drøftet, og i 1912 (to år før verdenskrigen tog sin begyndelse) nåede man frem til en beslutning om at styrke tyskheden ved for første gang at udstrække den undtagelseslovgivning, der gennem en menneskealder havde været praktiseret i de polske provinser, til også at gælde for Nordslesvig. For statens midler skulle der erhverves landejendomme, som samlet eller delt skulle omdannes til rentegårde og sælges til tyskere. Befæstelsesloven (som danskerne kaldte bindeloven) fik dog først den preussiske konges underskrift den 12. marts 1913. I dette ene år før verdenskrigen var loven en stor succes. Hele 359 ejendomme blev omfattet af bindeloven.

Det danske svar på bindeloven var oprettelsen af Landeværnet, en organisation, hvis medlemmer forpligtede sig til ikke at sælge jord til tyskerne.

Indlemmelsen i Tyskland betød dog også, at administrationen gennemgik en omfattende modernisering, og at den sønderjyske administration udviklede sig i en retning, der adskilte sig fra den danske. Den forældede forvaltning blev i løbet af ret få måneder afløst af et enstrenget statsapparat, selvstændige domstole og et udbygget kommunalt selvstyre.

Kort om Første Verdenskrig

Første Verdenskrig (der oprindelig kaldtes Den Store Krig) var en verdensomspændende konflikt. Den varede fra den 1. august 1914 til den 11. november 1918 og fandt primært sted i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og sporadisk i Sydøstasien.

Årsagen til krigen er intimt forbundet med udviklingen af den kapitalistiske økonomi og det forhold, at tysk storindustri – gennem dens helt særlige forbindelser til statsmagten – havde en position, hvor en storkrig indgik som en ikke urovækkende, men nærmest kalkuleret risiko. Konflikten i Serbien i 1914 udviklede sig til en verdenskrig, ikke mindst fordi den tyske (stor)industri arbejdede for en udenrigspolitik, der havde det perspektiv at gøre Tyskland til ikke blot den dominerende stormagt i Europa, men til en verdensmagt.

Konsekvenserne af Første Verdenskrig var meget omfattende. Tre kejserriger faldt (det tyske, det østrig-ungarske og det russiske). Europakortet blev fuldstændig ommøbleret: Syv stater ser dagens lys som selvstændige stater (Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn).

Tyskland selv blev omdannet til en republik.

Fredsforhandlingerne i Versailles

Fredsforhandlingerne blev ført i Versailles i Frankrig.

Med Første Verdenskrigs afslutning meldte sig endelig den mulighed, at større eller mindre dele af de af Tyskland annekterede, tidligere danske områder kunne komme tilbage til Danmark. Dette skyldes navnlig to forhold. Dels Frankrigs ønske om at reducere Tysklands størrelse og dermed indflydelse så meget som overhovedet muligt og dels den amerikanske præsident Wilsons berømte 14 punkter, hvori han formulerer de principper, som han ønsker lagt til grund for fredsforhandlingerne.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson fremlagde i en tale til den amerikanske kongres den 8. januar 1918 sit fredsforslag og dermed de 14 punkter. Han siger i sin fremlæggelsestale blandt andet:

“Hvad vi forlanger, er (derfor) intet særligt for os selv. Det (vi forlanger) er, at Jorden kan blive et godt og trygt sted at leve, og særligt at den kan blive et sikkert opholdssted for enhver fredselskende nation, der, som vor egen, ønsker at leve sit eget liv, selv bestemme sine institutioner og være sikker på at blive behandlet af verdens andre folk efter ret og billighed og sikker mod vold og egennyttige angreb.”

Punkterne 6-12 i Verdensfredsprogrammet handler om de enkelte landes geografiske forhold. Det kræves, at de besatte områder overalt skal rømmes, og at grænsedragninger skal ske ud fra de enkelte folks selvbestemmelsesret (efter nationalitetsprincippet).

Den amerikanske præsidents formulering af folks selvbestemmelsesret var med til at åbne for de folkeafstemninger, der blev en del af den endelige Versaillestraktat, og som i 1920 førte til, at Nordslesvig stemte sig tilbage til Danmark. 

Versaillestraktatens § 109 bestemmer, at grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i overensstemmelse med befolkningens ønsker, og § 110 anfører, at Tyskland har erklæret at give endeligt afkald til fordel for de allierede og associerede hovedmagter på enhver suverænitetsret over de territorier af Slesvig, der ligger nord for den således fastsatte grænse.

Våbenstilstandsbetingelserne

Den 9. november 1918 trådte den tyske kejser tilbage. Samme dag fik en tysk forhandlingskommission meddelelse om de allieredes våbenstilstandsbetingelser. Nogle punkter herfra skal nævnes, dels fordi de går igen i den endelige fredsaftale, og dels fordi de siden har været med til at skabe et billede af en fred på særdeles brutale og for Tyskland aldeles ødelæggende og urimelige vilkår:

• Øjeblikkelig rømning af Belgien, Frankrig og Elsass-Lothringen inden 14 dage.
• Udlevering af 5000 kanoner, først og fremmest tungt skyts, 30.000 maskingeværer, 3.000 minekastere og 2.000 flyvemaskiner.
• Intet må føres bort fra venstre Rhinbred; alle fabrikker, jernbaner og så videre skal efterlades urørt.
• Udlevering af 5.000 lokomotiver, 10.000 jernbanevogne og 10.000 motorvogne.
• Tyskland skal underholde de fjendtlige besættelsesstyrker.
• Tilbagelevering af krigsfanger uden gensidighed.
• Udlevering af 100 ubåde, 8 lette krydsere og 6 dreadnougths; øvrige skibe afvæbnes og bevogtes af allierede i neutrale eller allierede havne.
• Blokaden fortsættes. Tyske skibe må fremdeles kapres.

Det er ofte blevet hævdet, at Versaillesfredens betingelser for Tyskland var urimelige og alt for hårde. Dette argument bruges af mange til at begrunde, at Tyskland måtte bryde ud af Versaillesfredens snærende bånd. Versaillesfreden skulle for en del begrunde, at Tyskland – med rette – kastede sig ud i en Anden Verdenskrig kun få år efter afslutningen af den Første Verdenskrig.

Dette er ikke korrekt. De krav, Tyskland blev stillet over for, var ikke hårdere end de krav, mange andre lande har stået over for ved indgåelse af fredsaftaler. Hertil kommer, at Tyskland aldrig opfyldte alle kravene. Dele nægtede Tyskland at opfylde, andre dele blev eftergivet.

Småstatens udenrigspolitik

Versaillesfreden gav Danmark mulighed for at få større eller mindre dele af de efter krigen i 1864 tabte landsdele tilbage. Hvordan kan eller skal et lille land som Danmark forholde sig i en sådan situation – i udenrigspolitisk henseende?

Inden vi i det følgende belyser nogle mere specifikke dele af Genforeningen i 1920, skal der ofres nogle ord på de forsøg, der er gjort på at finde dækkende begreber på det, man kunne kalde småstaters udenrigspolitiske perspektiv.

Hvad er det for rammer og hensyn, der er med til at bestemme, hvordan en lille stat som Danmark kan gebærde sig udenrigspolitisk? Kan en småstat på den internationale scene handle selvstændigt, eller må den være følgagtig over for den nærmeste store stat?

Udenrigspolitik anskues ofte som magtpolitik, hvor en stats magt bestemmes af landets magtressourcer (militær kapacitet, befolkningstallet og dets sammensætning (antallet af våbenduelige mænd) og landets geografiske placering). Småstaten er i denne sammenhæng en sekundær aktør, hvis udenrigspolitik går ud på at tilpasse sig de forhold, som stormagterne til enhver tid dikterer den.

Nogle mener, at det er karakteristisk for småstaten, at den for enhver pris vil søge at finde sikkerhed hos den stærkeste (typisk nærliggende) magt. Småstaten bøjer sig for og er følgagtig over for en sådan stormagt. Småstaten har ingen mulighed for at føre en selvstændig udenrigspolitik.

Eller har den?

Det er rimeligt nok, at netop småstaters udenrigspolitiske stilling har optaget en del danske og udenlandske forskere. For Danmarks vedkommende har interessen især samlet sig om Danmarks forhold til Tyskland. Også i spørgsmålet om Slesvig. Og grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland.

Nogle forskere har fremhævet, at navnlig to handlemønstre præger den danske udenrigspolitik over for Tyskland efter 1864. Man taler om ligge-død-politikken, som betegnelse for en passiv, uprovokerende politik og om lodsfisk-politikken, som betegnelse for en politik, hvor Danmark – som lodsfisken – følger tæt efter hajen i dens kølvand for at undgå at komme på tværs af hajens bane og derved risikere at blive spist. De to politikker ligger tæt op ad hinanden.

De to politikbetegnelser (ligge-død-politikken og lodsfisk-politikken) er siden blevet betegnet som den socialdemokratisk-radikale udenrigspolitik. Disse to politikker kaldes også ”Tysklandsskolen” eller ”Tyskerkursen”. De betegner en politik, hvor Danmark lader sit udenrigspolitiske spillerum definere af Tysklands interesser og af disse alene. Tyskland var inden for denne udenrigspolitiske tænkning altafgørende for Danmark og tilmed Danmarks overlevelse som selvstændig stat. Den eneste mulighed, Danmark havde for at styrke sin sikkerhed bedst muligt, var derfor at nå til en – helst oprigtig – forståelse med Tyskland. 

En anden opfattelse (kaldet den internationale opfattelse) er enig i, at Tyskland var det land, man måtte forlige sig med, koste hvad det koste ville, men samtidig mente tilhængerne af denne opfattelse, at Danmark kunne og skulle markere selvstændige udenrigspolitiske synspunkter og kunne og skulle afbalancere Tysklands tyngde ved at udbygge sine forbindelser vestover mod blandt andre England.

Atter andre mener, at Danmarks neutralitetspolitik skal ses som en tostrenget politik bestående af en passiv (deterministisk) og en mere international tendens. Den deterministiske linje betegner den velkendte passive tilpasning til de omgivende stormagter alt efter deres indbyrdes styrke, mens den internationale linje skal ses som Danmarks ambition om at fremme etableringen af en fredelig, retsbaseret verdensorden, som Danmark skal støtte så aktivt som muligt.

Siden er den deterministiske linje blevet præciseret ved at lade denne politik bestå af tre elementer:

• Dels den velkendte tilpasning til stormagten (Tyskland).
• En indadvendt fokusering på at styrke Danmark folkeligt, socialt og kulturelt. Og endelig af:
• Forsvarsnihilismen, den manglende tro på nytten af et omfattende militært forsvar og militære styrker beregnet på indgriben i udlandet.

Væsentligt i sammenhængen er, at magtbegrebet her synes at skulle opfattes bredere, end man sædvanligvis gør. Man må tillægge de blødere, immaterielle magtmidler som for eksempel internationalt omdømme, ideologisk indflydelse og støtte til den statslige og folkelige enhed en selvstændig og væsentlig betydning. Endelig skal man inden for denne forståelsesramme også tillægge ønsket om at forsvare landets selvstændighed (den positive nationalisme) og ret til eksistens på lige fod med alle andre lande større betydning som en del af et mere nuanceret magtbegreb.

Det er velkendt, at Socialdemokratiet i snesevis af år har været tilhænger af passivt at efterkomme den stærke sydlige nabos ønsker, af hvad art disse ønsker end måtte være, mens det er de borgerlige og venstreorienterede, der har støttet en linje, der forsvarer Danmarks selvstændighed og ret til at eksistere på linje med alle andre lande og med ret til selvstændige meninger og egne udenrigspolitiske initiativer.

Den passive tilpasningslinje har i alt væsentligt karakteriseret Danmarks udenrigspolitik over for Tyskland helt frem til Første Verdenskrigs afslutning. Her følger et skifte i retning af en mere selvstændig og ”vovet” linje, der dog atter må lægges om i forbindelse med optakten til Anden Verdenskrig. Men er et folk forpligtet til uden protest at efterkomme enhver lov, der vedtages i deres land?

Genforeningen i 1920 – hvor skal grænsen gå?

Efter denne diskurs om småstaters mulighed for at føre en selvstændig udenrigspolitik og om civil ulydighed vil vi vende tilbage til Genforeningen og se på det vigtige spørgsmål om, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle placeres.

Den amerikanske præsident Wilsons forslag om, at grænsedragningen skulle ske ved en folkeafstemning, gav ikke ro i Danmark. Meningerne var mange og delte. 

Der var Dannevirkebevægelsen, som argumenterede for en historisk begrundet grænsedragning ved Dannevirke og Slien. Denne bevægelse ønskede ikke at respektere princippet om “folkenes selvbestemmelsesret”. 

Dannevirkebevægelsen var imod Clausen-linjen. Den vender vi tilbage til.

Ud over Dannevirkebevægelsen var der en bevægelse, der kaldtes Flensborg-bevægelsen, som agiterede for en historisk begrundet grænseføring langs Dannevirke. Denne bevægelse ville have Flensborg med i en afstemning i, hvad der kaldtes første zone, altså Nordslesvig som helhed inklusive Flensborg, og at lokale sønderjyske krav blev imødekommet ved gennemførelse af en kommunevis folkeafstemning i Mellemslesvig. Dette krav blev imødekommet af Den Internationale Kommission (CIS), men afstemningsresultatet den 14. marts 1920 gik med et klart tysk flertal imod Flensborg-bevægelsens ønsker.

Og hvad var så Clausen-linjen, og hvem var Clausen?

Clausen hed H.V. Clausen, han blev født i Odense i 1861, blev student i 1879, var venstremand, uddannet historiker og underviste som lektor på Frederiksberg Gymnasium. Han var som få fortrolig med hver en krog i den overvejende dansksindede del af Sønderjylland. 

Han var en mand, alle lyttede til, når talen faldt på grænsedragningsspørgsmålet, som han havde beskæftiget sig med i årevis. Hans arbejdsmetode var den at indsamle oplysninger ved samtaler med folk eller ved at udsende spørgeskemaer. Denne metode gik fint i Nordslesvig, men i Mellemslesvig lod et tilsvarende materiale sig ikke fremskaffe. Befolkningen i Mellemslesvig var ikke dansk og ville ikke støtte Clausen. 

Clausen arbejdede ud fra den tese, at grænsen mellem Mellemslesvig og Nordslesvig må gå dér, hvor dansk og tysk kultur mødes med hinanden, hvor dansk har været kirkesprog og skolesprog, og hvor der nord for denne grænse lever en befolkning, der af oprindelse og tungemål er dansk, og som altid har modtaget sine åndelige værdier på dansk og fra Danmark, og som ønsker at hævde sig som danske.

I 1910 rammes Clausen af en tysk udvisning. Den har truet længe. Allerede i 1904 sendte de tyske myndigheder ham en udvisning, men han nægtede at kvittere for modtagelsen – og det var dengang nok til, at intet videre skete!

I 1914 indtrådte så den (krigs)begivenhed, Clausen så længe havde regnet med, den storkrig, der skulle afgøre, om Tysklands magt kunne knækkes. Kun kort tid inde i krigen begyndte Clausen at forberede sig på, at det slesvigske spørgsmål igen kunne sættes på dagsordenen. I en pjece, Før Afgørelsen, argumenterer han imod at tage Sydslesvig ind under Danmark. Han bryder sig ikke om tanken om en grænse ved Ejderen. H.V. Clausen nævner tre grunde for ikke at tage Sydslesvig med til Danmark:

1. Af hensyn til sydslesvigerne selv.

2. Af hensyn til danskheden i kongeriget og:

3. Af hensyn til de danske sønderjyder.

I sidste ende bliver Clausen-linjen et vigtigt, ja, afgørende bidrag til fastlæggelsen af den endelige grænse mellem Tyskland og Danmark.

Afstemningszonerne og påskekrisen

Kravet om, at Sønderjylland skulle tilbage til Danmark, blev først rejst i det tyske parlament i oktober 1918 af de sønderjyder, der sad som repræsentanter for Sønderjylland. Efter krigen stillede Danmark sig bag sønderjydernes krav. På baggrund af fredsforhandlingerne i Versailles endte det med, at der skulle gennemføres afstemninger i to zoner. 

Zone 1 forløb fra Kongeåen og ned til den grænse, vi kender i dag, det vil sige det, der dengang kaldtes Nordslesvig, og som vi i dag kalder Sønderjylland, om end den officielle betegnelse er ”De Sønderjyske Landsdele” for at markere, at Sønderjylland er mere end det, vi i dag kalder Sønderjylland. I zone 1 blev der stemt under ét. 75 procent stemte dansk.

Zone 2 var det område, der lå længere sydpå, det vil sige det, vi i dag kalder Sydslesvig. I zone 2 blev der stemt kommunevis. Små 75 procent stemte her tysk.

Den officielle genforeningsdag er den 15. juni 1920.

Der var danske, nationalt sindede kredse, der – selv efter afstemningerne – ønskede, at zone 2, uanset afstemningsresultatet, skulle indlemmes i Danmark. 

Kong Christian den 10. var enig i det synspunkt, og det var et af de stridspunkter, der i påsken 1920 førte til påskekrisen, idet kongen afskedigede regeringen, selvom man i dansk politik var enige om, at kongen ikke længere skulle blande sig i politik. Siden opgav kongen sit forehavende og blandede sig ikke siden i politik.

Afstemningsagitationen

I et forsøg på at præge resultatet af afstemningen i de to zoner gennemførtes der fra såvel dansk som tysk side en (kraftig) agitation op til afstemningsdagen, blandt andet i form af plakater.

Agitationen var fra begges side ganske følelsesladet med stærke billeder, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, hvor krydset skulle sættes. Det er ikke muligt at gengive alle de mange plakater i denne artikel, men et mindre udvalg er anvendt som illustration til artiklen. Plakaternes budskaber er klare og viste sig at spille en rolle for de, som tvivlede på, hvor de skulle sætte deres kryds.

Plakaterne er siden blevet gjort til genstand for en række billedtolkninger, og det kan vel næppe undre, at der ofte er uenighed mellem de danske og de tyske om den enkelte plakats budskab og om det rimelige i det anvendte symbolsprog.

Genforeningen fejres

Genforeningen blev fejret overalt i Danmark. På den gamle slagmark fra krigen i 1864 ved Dybbøl var der den 11. juli 1920 samlet 100.000 mennesker. Kongefamilien, regeringen og rigsdagsmedlemmerne (medlemmerne af Folketinget og Landstinget) var til stede. Der blev holdt taler, hvor det nationale sammenhold blev understreget, og der blev sunget.

I en avisleder hedder det:

“Nu i Øjeblikket vil vi alle samles i Glæde og Taknemmelighed over Genforeningen. Vor Nations dyrebareste Ønske er gået i Opfyldelse; vort lille Lands Statsområde udvides, og mange tusinde Landsmænd forenes med vort Folk. ”Det sker, hvad som et drømmesyn har svævet for vor tanke: Til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke.”

Den internationale Kommission

I henhold til Versaillestraktatens artikel 109 skulle forvaltningen af det sønderjyske område fra offentliggørelsen af traktaten i juni 1919, til der var truffet en afgørelse gennem folkeafstemningerne, overgå til en international kommission. Kommissionens officielle navn var Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig, forkortet CIS. (På dansk: Den internationale Kommission til Overvågelse af Folkeafstemningen i Slesvig).

Kommissionen fik fem medlemmer. Tre af medlemmerne udnævntes af de allierede og associerede hovedmagter, mens den norske og svenske regering blev anmodet om hver at udpege et medlem. I bestemmelserne for kommissionen hedder det:

“Kommissionen, der i nødvendigt omfang vil blive bistået af militærmyndighederne, skal være i besiddelse af almindelig forvaltningsmyndighed. Den skal særlig drage omsorg for uopholdelig at erstatte de fjernede tyske myndigheder, og hvis det er nødvendigt selv at give ordre til bortfjernelse og sørge for erstatning for sådanne stedlige myndigheder. Den skal træffe alle forholdsregler, som den anser for egnede til at sikre en fri og uhindret, hemmelig afstemning. Den skal lade sig bistå af tyske og danske tekniske rådgivere, valgte af den selv blandt den stedlige befolkning. Dens afgørelser skal træffes ved stemmeflertal.”

Det er ikke her muligt at redegøre for de utallige problemer, der opstod inden for kommissionen og i kommissionens samarbejde med danske og tyske myndigheder. Men de var mange og ofte meget komplicerede. Det bidrog til eksempel ikke til at lette kommissionens arbejde, at der i Danmark var indtil flere grupper, der stredes om at have patent på den “officielle” mening.

Afsluttende bemærkninger

Det er i år (2010, red.) 90 år siden, at sønderjyderne i zone 1 og zone 2 i sommeren 1920 stemte om den nye landegrænse mellem Danmark og Tyskland. Afstemningen førte til, at Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Sydslesvig forblev tysk.

Folkeafstemningen i 1920 og den efterfølgende grænsedragning står som et vigtigt eksempel på, hvordan princippet om folks selvbestemmelsesret kan gennemføres i praksis. Det er en af de få eksisterende statsgrænser i verden, der er blevet draget på baggrund af en folkeafstemning under tilsyn af en international kommission. Man kan sige, at grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark i overvejende grad er en sindelagsgrænse. I al sin beskedenhed er grænsen et af de bedste bud på, hvordan man – dog ikke uden store problemer – kan løse et territorialt stridsspørgsmål.

Men grænsespørgsmålet skulle dukke op igen i forbindelse med Anden Verdenskrig. 

Mange danskere ønskede lidenskabeligt at få draget en ny, langt sydligere liggende grænse. Mange tyskere ønskede den tilsvarende draget væsentligt nordligere. 

Man kan sige, at grænsen, som den blev besluttet i 1920, respekterede et flere hundrede år gammelt skel mellem dansk og tysk kultur. Den tilgodeser den sproglige deling så nøje, at der i dag også er talt om en skarp sproggrænse.

Men som sagt, roen om grænsedragningen ophørte efter Anden Verdenskrig. 

Da de dansksindede sydslesvigere i maj 1946 krævede, at regeringen straks tog et statspolitisk initiativ, blev deres tanker støttet af statsminister Knud Kristensen. 

For de mere besindige og mere fremsynede blev situationen endnu vanskeligere i 1947.

Ved landdagsvalget i Sydslesvig i april 1947 havde det danske mindretal nemlig mønstret små 100.000 stemmer. Det blev med en vis rette udlagt som et flertal for tilslutning til Danmark i landsdelens befolkning. 

Det gav vind i sejlene hos de grupper i Danmark, som mente, at man burde gribe ind fra statsmagtens side og sørge for, at også Sydslesvig kom tilbage til Danmark. Det kunne meget vel være, at der stadig var ganske mange tysksindede i Sydslesvig, men her var tanken den, at de tysksindede nok hen ad vejen ville blive grebet af det danske og skifte sindelag.

Tilhængerne af at indlemme Sydslesvig argumenterede for, at der afholdtes en folkeafstemning, men de toneangivende politikere sagde nej, og Folketingets flertal fulgte dem. Mange af nejsigerne tænkte frem til den dag, hvor Tyskland havde vokset sig stor og stærk igen. Hvad ville der så ske?

De danske politikere følte sig tryggest ved at fortsætte den gammelkendte ligge-død-politik og lodsfisk-politik.

Men det er sikkert, at det kom bag på mange, at nationalt tilhørsforhold kunne skifte så brat. Man kan som tysker sige farvel til det tyske, ganske som alle andre mennesker kan fraskrive sig deres nationale tilhørsforhold, når forholdene bliver så hårde, at ingen anden mulighed synes åben. Det sker sjældent, men vilkårene kan skifte så fundamentalt, at folk er parate til at bryde op med alt tilvant – også selv om den personlige pris kan være høj. Men vi ved også fra i dag, at det er muligt.

Dét, der synes særlig svært for alle, der ikke er født og opvokset i Sønderjylland, er at forstå, hvor stor betydning sindelaget/den folkelige vilje har – ikke mindst i grænseegne. 

Mange af vore nutidige politikere ynder at give til kende, at der i vore dage ikke er problemer mellem de tysk- og de dansksindede. Dette er, når talen falder på spørgsmålet om sindelaget, ikke rigtigt. I den henseende er der stadig store forskelle mellem de tyske og de danske.

Også derfor er det ulykkeligt, at skiftende danske regeringer har fjernet statsinstitutioner fra grænseområdet ud fra snævre økonomiske hensyn og hensyn til eventuelt sagte eller usagte tyske ønsker.

Nordens ældste seminarium, der lå i Tønder, blev lukket af undervisningsminister Bertel Haarder, efter at han i en jubilæumstale på seminariet kort tid før lukningen understregede, at det ikke ville komme på tale at lukke seminariet – Nordens ældste!

Og grænsen, grænsen mellem Danmark og Tyskland? Den er nærmest slettet på grund af vort medlemskab af EU. Men formelle beslutninger af den art har tidligere vist sig ikke at påvirke folks sindelag.

De fleste, som bor i Sønderjylland, opfatter ikke sig selv som europæere, men som danskere. Deri bør de støttes.

Denne artikel er skrevet i 2010 til det marxistiske tidsskrift Ret & Vrang og bringes her i en lettere forkortet udgave. Mogens Japsen var tidligere redaktør af tidsskriftet. Han døde i 2012.