I 2019 udkom en ny afhandling om udviklingen i den tidlige danske arbejderbevægelse. Forfatteren, Hans-Norbert Lahme, er en tysk historiker, der i flere år har arbejdet på Odense Universitet. Senere skiftede han karriere og arbejdede for Cowi Consult i forskellige lande.

Denne brevveksling er betydningsfuld, og det kan kun hilses velkomment, at den nu foreligger samlet og på de to sprog.

Lahme har produceret megen forskning om danske forhold, som han har gjort tilgængelig for interesserede tysktalende, men naturligvis også for danske læsere. Han har i sin tid udarbejdet et manuskript om modsætningen mellem "de revolutionære" og Socialdemokratiets Hovedbestyrelse i tiden mellem 1885-1893. Efter at være gået på pension har han hentet manuskriptet frem igen og har underkastet det oprindelige manuskript en grundig gennemgang og fornyelse.

Denne version udmærker sig blandt andet ved en omfattende udgave af de samtidige kilder om striden i bevægelsen. En af dem indeholder den samlede gengivelse af brevvekslingen mellem Friedrich Engels og de danske revolutionære socialister Nicolaj L. Petersen og Gerson Trier. Brevene har ganske vist været udgivet tidligere, men her er de samlet og ført sammen med andre dokumenter på deres originale sprog, som dels er dansk og dels tysk. Denne brevveksling er betydningsfuld, og det kan kun hilses velkomment, at den nu foreligger samlet og på de to sprog.

>> LÆS OGSÅ: MEGA: 406 breve til og fra Friedrich Engels

Lahme har tidligere udgivet adskillige vigtige afhandlinger og kilder om den danske arbejderbevægelse på såvel dansk som tysk. I denne udgave er kilderne udgivet på originalsproget, mens vurderingen af disse dokumenters betydning alene foreligger på tysk. Lahme har skønnet, at denne tosprogede udgivelse gør det meningsfyldt, at specielt brevveksling mellem Engels og de danske socialister gøres tilgængelig – også på baggrund af at det fremgår, at Engels har interesseret sig for udviklingen i den danske arbejderbevægelse.

Kapitalen på dansk

Forskningen har kunnet påvise, at oversættelsen af Marx og Engels' værk, Kapitalen, til dansk var den første oversættelse, der blev udgivet af en arbejderorganisation, altså af arbejdere for arbejdere.

Socialdemokratiet udgav i slutningen af 1880'erne såvel bind et og to af Kapitalen. Bind tre har også været planlagt til oversættelse, men da originalen udkom i 1894, havde partiet af forskellige årsager ikke mere mulighed for at sikre en udgivelse – og måske var projektet også for stor en mundfuld.

H.V. Lund, der havde oversat de to første bind, var i mellemtiden afgået ved døden, og partiet havde måttet erkende, at det var svært at få afsat de første bind. Partiet udgav i stedet i de følgende årtier serien Socialistiske skrifter, som bestod af flere publikationer i et mindre format – for nogles vedkommende i flere oplag.

Engels opgav imidlertid ikke samarbejdet med den danske bevægelse, som var begyndt i 1871/1872. Det mest omfattende samarbejde mellem ham og danske socialister fandt dog sted i årene 1885 til 1893.

Det kunne være interessant at se Engels' vurdering af oversættelsen af Kapitalen. Desværre har man aldrig fundet nogen kommentar fra ham om den danske udgave. Desværre har Gerson Trier brændt sin korrespondance med Engels.

Til gengæld har Engels skrevet et ekstra afsnit beregnet på de danske læsere af sit eget værk, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse – sandsynligvis fordi Trier havde bedt ham om det. Engels samarbejdede med Trier ved udgivelsen, hvilket betyder, at det kan være muligt, at der findes andre indholdsmæssige ændringer i forhold til den tyske førsteudgave. Ud over denne tilføjelse har Engels redigeret værket og læst korrektur på det.

Arbejderbevægelsens gennembrud

I sidste halvdel af 1890'erne fik den socialistisk prægede arbejderbevægelse sit gennembrud, især i Europa og USA. Men selv i disse lande, der oplevede en omfattende industrialisering og de deraf følgende forandringer i arbejderklassens sammensætning, var der dog kun tale om en begyndelse i udviklingen væk fra håndværket og over mod mekaniseret industriarbejde.

Disse afgørende ændringer i den sociale udvikling fik betydning for arbejdernes forståelse af deres egen samfundsmæssige stilling. I arbejderklassen medførte denne udvikling også en væsentlig ændring med hensyn til kvindernes stilling: De blev en del af arbejderklassen, men udgjorde fortsat et mindretal på arbejdsmarkedet. Mange mandlige arbejdere fandt det vanskeligt at acceptere ligestillingen for kvinder. At en ændring var på vej i Danmark, fremgår i første omgang af etableringen af selvstændige faglige organisationer for kvinder.

Internationalt samarbejde

Op gennem 1870'erne blev der gjort flere forsøg på at organisere de forskellige politiske (og faglige) organisationer i et samarbejde henover de politiske landegrænser. I den forbindelse afholdtes forskellige internationale konferencer, hvor man forsøgte at udvikle en mere vidtgående forståelse for en international organisering af stærke socialistiske arbejderorganisationer. Da Louis Pio og andre i 1871 begyndte deres arbejde, var de med det samme interesseret i at styrke samarbejdet. I Danmark var internationalismen en velkendt faktor. Kendskabet til andre lande blev oftest formidlet gennem kontakten mellem de vandrende svende såvel danske i udlandet og udenlandske i Danmark.

Efter den organisatoriske bevægelses andet gennembrud i årene efter 1880, som skyldtes, at partiet nu havde egne rigsdagsmedlemmer, intensiveredes aktiviteterne. Repræsentanter for danske arbejdere deltog i en international konference i London i 1888 og var indstillet på at deltage i de kommende konferencer. Londonkonferencen var imidlertid handicappet af de britiske faglige organisationers afvisning af at lade socialistiske organisationer deltage. Især var det formålet at forhindre de tyske socialistiske og politiske organisationer i at deltage i den planlagte kongres i Paris 1889.

Imidlertid var det ikke kun de tyske faglige organisationer, der ikke var indstillet på at afvise de politiske organisationer. Heller ikke de franske socialistiske faglige organisationer var villige til at afvise dem. Med støtte fra Friedrich Engels, der efter sit lange aktive liv havde en dyb indsigt i de forskellige landes arbejderbevægelser, lykkedes det at få de fleste organisationer til at acceptere to kongresser i Paris i hundredåret for den franske revolution i 1789.

Socialdemokratisk Forbund

Hvilken af de to kongresser skulle de danske organisationer så deltage i? På dette tidspunkt i den historiske udvikling var Socialdemokratisk Forbund en betydningsfuld organisation med omtrent 12.000 medlemmer og en række aviser. De faglige organisationer havde endvidere organiseret mange tusinde medlemmer. Imidlertid havde partiet mistet det ene af sine to folketingsmedlemmer ved valget i 1887, og en mindre gruppe af partiets medlemmer kritiserede Hovedbestyrelsen for ikke at føre en mere radikal politik.

I 1888 fik denne opposition opbakning af to nye medlemmer, Nicolaj L. Petersen og Gerson Trier, der havde boet i Paris og London og dér havde fået kendskab til arbejderbevægelsens overordnede målsætning i disse lande. De to sluttede sig til oppositionen og udgav fra foråret 1889 et ugeblad, Arbejderen. I partiets statutter var det ikke tilladt at udgive en af partiet uafhængig presse. Formålet med bestemmelsen var blandt andet at forhindre lokale afdelinger i at udgive en avis uden et solidt finansielt fundament.

Oppositionens kritik

Derudover kritiserede Nicolaj L. Petersen og Gerson Trier, at partiet gjorde for lidt for at udgive og sprede den socialistiske litteratur.

Denne kritik kan ikke betegnes som berettiget: Partiet var i midten af 1880'erne begyndt at udgive socialistisk litteratur, herunder centrale skrifter af Marx og Engels, for eksempel Det Kommunistiske Manifest og bind 1 og 2 af Kapitalen. Trier havde som ovenfor omtalt i samarbejde med Engels oversat Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, en dengang central afhandling. Den udkom i 1888, men fik ikke stor betydning i samtiden. Andre tekster udkom samtidig med Engels' afhandling på dansk i en serie Socialistisk Bibliotek. I hovedsagen værker som kunne være egnede til at "bringe en frisk vind fra Europa til Danmark", som Trier udtrykte det.

Hovedbestyrelsen i Socialdemokratisk Forbund var indstillet på at deltage i den ene af kongresserne, nemlig den reformistiske kongres – de reformsøgendes kongres – medens oppositionens tilhængere hørte til den revolutionære retning (i en stor del af litteraturen om dansk arbejderbevægelse er betegnelsen revolutionære den fremherskende).

Oppositionen fik tilslutning i nogle af de lokale afdelinger i København og enkelte steder i provinsen (for eksempel Svendborg og Randers). Ligeledes fik oppositionen opbakning i enkelte fagforeninger og -forbund. Bortset fra disse, kunne de revolutionære mobilisere en gruppe af partiets medlemmer i København.

Modsætningen kulminerer

Modsætningen mellem de to politiske retninger var stor og førte på et møde i juli 1889 til en beslutning om, at partiet skulle sende to delegerede til den "marxistiske" kongres. Forsamlingen valgte to medlemmer, som ikke fandt støtte hos partiets formand, P. Knudsen. Desuden valgte et par lokale afdelinger at sende Nicolaj L. Petersen til den marxistiske kongres.

Det var et stort nederlag for de reformsøgende og specielt for P. Knudsen, som gerne selv ville have været afsted. Han indledte en betydelig aktivitet mod de revolutionære. Det lykkedes ham i løbet af efteråret 1889 at vende den politiske retning. En afstemning blandt partiets medlemmer viste, at der var støtte til at ekskludere redaktørerne for ugebladet Arbejderen. Efter afstemningen blandt partiets medlemmer blev de da også ekskluderet. Oppositionens tilhængere oprettede derefter et selvstændigt parti, som eksisterede i cirka tre år.

Den reformsøgende del af partiet vandt en sejr ved parlamentsvalget i januar 1890 og fik tre medlemmer valgt ind i Rigsdagen. Det var imidlertid ikke en stor sejr, den kom først ved valget i 1895 med otte medlemmer valgt til Rigsdagen, et tal, der spåede om en uafbrudt stigning gennem de kommende årtier.

Denne sejr blev ikke vundet alene i parlamentet, men i partiets og den øvrige arbejderbevægelses indsats for forbedrede leveforhold for arbejderklassen. Det viste sig allerede i årene omkring 1890, hvor man oplevede nogle meget hårde vintre. Det lykkedes for arbejderbevægelsen at gennemtrumfe vinterhjælp til de ringest stillede lag i arbejderklassen. Opfyldelsen af disse krav og andre hjælpeaktioner førte til, at de dårligst stillede bakkede op bag arbejderbevægelsen.

I årene efter 1890 videreførte partiet arbejdet, blandt andet ved at udgive kortere skrifter med det formål at styrke arbejdernes baggrundsviden om de opnåede resultater.

Reform eller revolution – et alternativ?

Imidlertid fik en stor arbejdergruppe et indtryk af, at sejren over borgerskabet kunne opnås, uden at de skulle ud i en revolutionær kamp, og de blev inaktive, til trods for at der fulgte flere år, hvor arbejderbevægelsen måtte ud i hårde kampe, for eksempel i forbindelse med storlockouten i 1899, der varede næsten fire måneder.

Konflikten mellem de revolutionære og de reformsøgende blev videreført, men det blev hurtigt klart, at de revolutionære ikke kunne hamle op med Socialdemokratisk Forbund. Arbejderen havde på sit højdepunkt et oplag på cirka 1.000 abonnenter og andre købere af ugebladet, mens partiets presse havde langt over 20.000 abonnenter til Social-Demokraten samt flere blade i provinsen. Partiets medlemstal var som anført på cirka 12.000, og fagbevægelsen havde et medlemstal på cirka 80.000, mens de faglige organisationer, der havde kontakt med de revolutionære, var ganske få og hurtigt kappede denne forbindelse.

Det passer godt samme med for eksempel Triers manglende interesse for fagbevægelsen. At det forholdt sig sådan, blev blandt andet tydeligt i hans brevveksling med Engels (se for eksempel hans brev fra 11. juli 1889). Han kunne heller ikke forholde sig til de fattige arbejdere og deres problemer.

Sagen stillede sig anderledes for Nicolaj L. Petersen (se brevene fra 22. marts 1892 og 3. juli 1893). Han var faglært arbejder og havde i årevis arbejdet i Paris og London i derværende socialistiske organisationer. Men som de to nævnte breve viser, lå hans interesse især i den moderne industris betydning for arbejderbevægelsen.

Det forudgående årti havde begrænset bevægelsens udvikling – og politiske uenigheder havde medført splittelse. Det kom til at præge den ledende gruppe i partiet og medførte blandt andet, at organisationen blev indstillet på hurtigt at afskære interne politiske uenigheder.

Fra midten af 1890'erne kom der igen fart i den tekniske og dermed også den industrielle fornyelse, hvilket også fik betydning for en tilbagegang i relationerne med udlandet. Antallet af farende svende gik voldsomt tilbage – ligesom i Danmark kunne de udenlandske arbejdere nu få arbejde hjemme.

Disse problemer bliver undersøgt og bearbejdet af Hans-Norbert Lahme i hans nye værk, som kan downloades gratis på internettet. Afhandlingen er meget mere differentieret, end det her kan dokumenteres.

Bogen er skrevet på tysk og dermed måske svært tilgængelig. Dog er korrespondancen mellem Engels og de to revolutionære, som Lahme har oversat til henholdsvis tysk og dansk, lettere tilgængelig.

Hans-Norbert Lahme: Die Revolutionären. Gerson Trier, Nicolaj L. Petersen und die Revolutionäre Sozialistische Arbeiterpartei (RSAP) Dänemarks: Beschreibung und Ausblick, Exkurse, Briefe (1889-1918), 308 sider. Udkommet 2019. Bogen kan downloades gratis på hjemmesiden hansnorbertlahme.eu