Når en mand byder sin nyfødte søn velkommen til verden med ordene: "Jeg er ked af, at jeg har bragt dig til verden, så du kan dø", så er man godt klar over, at han ikke har nogen let gang på jorden. Det er absolut heller ikke tilfældet med Willis i Viggo Mortensens film Falling. To koner har forladt ham, og børnene har han delvist skubbet fra sig.

Ud over at være et familiedrama afspejler filmen også den kløft, der skiller USA’s samfund.

Falling bevæger sig mellem fortid og nutid i undersøgelsen af de konflikter og bånd, der kan være i en familie.

Filmen begynder i nutiden med, at sønnen John henter Willis, der er blevet fysisk og især psykisk skrøbelig, og som i et lyst øjeblik har erkendt, at han ikke magter at leve alene på sin ensomt beliggende farm i det nordvestlige USA.

Desværre er de lyse øjeblikke ikke så fremherskende hos den demensramte far, og flyveturen til Los Angeles, hvor John bor, bliver noget af en udfordring for både sønnen og medpassagererne.

Umuligt at bygge bro

Bedre bliver det ikke, da Willis installeres i Johns hjem, for udover at være dement er Willis reaktionær, racistisk, sexistisk og homofobisk, og det er ikke lige sagen, når ens søn er gift med en mand af kinesisk afstamning, og deres adopterede datter er ret mørk i løden.

Willis lægger ikke bånd på sig i sine ytringer om aber, risgnaskere og svanser, mens John med stor tålmodighed prøver at afparere provokationerne.

I den sidste ende lykkes det ikke at slå bro over den kløft, der skiller generationerne, men der er dog stadig bånd, der binder, og John kaster trods alt ikke helt ansvaret for faderen fra sig.

Ud over at være et familiedrama afspejler filmen også den kløft, der skiller USA’s samfund. Den foregår i 2009, og John har et billede af Obama hængende på døren til køleskabet. Havde det været i dag, ville Willis have været en sikker stemme for Trump.

Instruktør med mange talenter

Viggo Mortensen er noget af et renæssancemenneske. Ud over at være skuespiller er han digter, musiker og maler, og med Falling debuterer han som instruktør. Han har også skrevet manuskriptet, spiller den ene hovedrolle og har lavet musikken.

Resultatet er blevet en troværdig og skarp udforskning af familieskab på godt og ondt og af erindringens fejlbarlighed, men tilsat lune og varme og nogle betagende smukke landskabsbilleder.

Ud over at være skuespiller er Viggo Mortensen digter, musiker og maler, og med Falling debuterer han som instruktør.

Vi har lidt andel i den gode Mortensen via hans danske far, og sjovt nok har de andre to hovedroller også tilknytning til Skandinavien.

Den gamle Willis spilles fremragende af den 80-årige Lance Henriksen med norske aner, mens det er svenske Sverrir Gudnason, der som den unge Willis giver os det gådefulde indtryk af en mand, der er offer for et indre pres af en eller anden art, men som i hvert fald er destruktivt.

Viggo Mortensen har selv rollen som den midaldrende søn, der bider tænderne sammen og finder sig i meget, men på et tidspunkt lukker op for sluserne.