År 2020 bragte også gode nyheder. En af venstrefløjens flittigste kulturskribenter og skarpe hjerner, Morten Thing, rundede den 10. oktober sine 75 år og udgav i den anledning en antologi af egne tekster pillet ud af en kæmpeproduktion siden 1970.
I sin kritik af DKP bliver han moralistisk i stedet for at bruge sin Marx-tilgang – at være historisk konkret og rumme og forklare de modsigelser, som politisk praksis skaber.
En mere fyldig beskrivelse af Morten Things virke og produktion kan man finde på www.houe.dk/thing eller leksikon.org. Her vil man se, at Morten Thing ud over at skrive også har været aktiv på den antikommunistiske venstrefløj blandt andet som medlem af SUF, SF og VS, som han dog forlod i 1972. Af uddannelse og profession er han cand.phil. i dansk og dr.phil. og blev forskningsbibliotekar på RUC.
Bogens 52 artikler (440 sider) præsenteres kronologisk begyndende med Gaden uden ende fra Politisk Revy 150/12.6.1970 og er vel nok er en af bogens mest veloplagte artikler. Også fordi emnet på trods af 50 år på bagen er højaktuelt, da den handler om Købmagergades telegrafkontors forbindelse med USA’s forsvarsministerium, den såkaldte Kejsergadesag.
Nu her 50 år efter kan vi, der følger med, så konstatere, at intet har ændret sig, og ulovlighederne fortsætter. Det kunne Morten Thing godt have spundet en interessant ende på, men det undlader han, fordi: "Bortset fra rettelser af trykfejl (og et enkelt sted en udvidelse) optrykkes teksterne, som de blev udgivet". Det, synes jeg som læser, er en skam.
Den kronologiske fremstilling gør min læsning rodet. Som læser savner jeg en opdeling i temaer gerne i kronologisk rækkefølge, så teksterne nemmere kan komplementere hinanden og pege fremad i aktuelle debatter, og ikke bagud for at dokumentere Morten Things bredde i interesser og vedholdenhed i debatten.
Selvom flertallet af teksterne er korte og velskrevne, så bliver det trættende tematisk at hoppe fra eksempelvis kritik af kritik af antisemitisme til Hans-Jørgen Nielsen og attituderelativisme til forsvar for Aksel Larsen for at gå videre til antropologiske overvejelser om matriarkat på Sumatra for igen at vende tilbage til antisemitismediskussionen og så videre.
Litteratur, porno, sex
Titlen på tekstudvalget Ta’ mig lige lidt på ordet henviser til en artikel af samme navn offentliggjort i Spring nr. 20/2003 omhandlende tekst-pornografiens frigivelse og dennes gennemslagskraft i skønlitteraturen –eksemplificeret i Iselin C. Hermanns roman Der hvor månen ligger ned og Jakob Ejerbos Nordkraft, begge fra 2020.
Forholdet mellem litteratur, porno, sex og kultur(politik) er et af Morten Things interesseområder, som tematiseres på forskellig vis i flere artikler i udvalget, ligesom den litterære ideologikritik vender tilbage flere gange. Georg Brandes betydning for kulturradikalismens indflydelse i kunst og politik beskrives i flere tekster, ligesom Hans Kirks, Scherfigs, Broby-Johansens og Haldór Laxness ’blinde pletter’ overfor den ’virkeliggjorte socialismes sande tilstand’ behandles løbende gennem de 50 års virke, bogen dækker.
Andre temaer omhandler jødernes historie; zionisme og antisemitisme; jødernes sprog; og marxisme, kommunisme og kulturradikalisme.
Zionisme og antisemitisme
Jeg har læst alle artikler i udvalget og finder de fleste velskrevne og relevante, fordi de enten er faktuel oplysende eller stiller spørgsmålstegn ved mine egne positioner. For mig har de mest spændende artikler være temaet omkring zionisme og antisemitisme, hvor Morten Thing går i rette med pressekoryfæer som Herbert Pundik og Leif Blædel, som sætter lighedstegn mellem kritik af den israelske stats zionisme og antisemitisme, hvorfor staten Israel repræsenterer alle jøder – en repræsentation som Morten Thing med sin egen jødiske baggrund betakker sig for.
Konsekvensen af Pundiks og Blædels positioner er, at den danske venstrefløj er antisemitisk. Den ypperste propagandist for dette synspunkt er Berlingskes Bent Blüdnikow, og det er en ren fornøjelse at læse Morten Things kompetente faglige hudfletning af Blüdnikows skriverier i artiklen Blüdnikow er en doven og dårlig historiker.
Forståelsen af Marx
Artiklerne om Marx og Marx’ skrifter finder jeg specielt interessante. Morten Thing har et indgående kendskab til Marx’ arbejde. Han har selv udgivet en rigtig god Introduktion til Kapitalens første bind. Han udfordrer specielt den marxistiske tradition, der udviklede sig med Kautsky, Lenin og Mao, som hævder, at Marx’ produktion udgør et helstøbt tankesystem, som, hvis man sætter elementerne ’rigtig’ sammen, ophæves alle modsætninger og selvmodsigelser, der findes i og mellem de forskellige skrifter. Kernen i denne marxistiske tradition er en selvopfyldende profeti om, at indførelsen af socialisme er uundgåelig.
Morten Thing mener derimod (og her er jeg langt hen ad vejen enig), at det er naturligt, at Marx’ skrifter rummer modsætningsfulde positioner og selvmodsigelser, fordi Marx, som tiden skred frem, ikke kun blev klogere, men også skiftede fokus flere gange. Dette synspunkt kan læses i artiklen Hvorfor fuldførte Marx ikke Kapitalen?
Anstrengt forhold til DKP
Morten Thing er født ind i et kommunistisk hjem. Hans mor Dora Thing var barn af russiske jøder. Hun og hans far – den berømte BOPA-leder – Børge Thing var kommunister. Morten Thing har skrevet en bog om sin mor Dora og en anden om sin far Børge. Uden at have læst dem tror jeg, at lige netop denne familiebaggrund og faderens historie har været bestemmende for Morten Things indstilling til ’den virkeliggjorte socialisme’ i Danmark repræsenteret ved DKP.
Morten Thing har det skidt med Sovjetunionen og DKP. I de ældste artikler er han spørgende – hvordan kan kloge mennesker blive ved med at tro på et system og forsvare det, når det åbenlyst ikke er, hvad det påstår at være? Jævnfør artiklerne Gud, Benito og Mao og Tillid, offervilje og tro er kommunisternes kapital.
Da Morten Thing ikke finder svar på sine spørgsmål, bliver han desværre i de nyere tekster ahistorisk tangerende det platte i sin karakteristik af kommunismen og begynder at kalde den for ’den virkeliggjorte surrealisme’ med fangelejre, nakkeskud og så videre.
Thing som moralist
I sin kritik af DKP bliver han moralistisk i stedet for at bruge sin Marx-tilgang – at være historisk konkret og rumme og forklare de modsigelser, som politisk praksis skaber.
Hvordan forholder Morten Thing sig til demokratisk centralisme ud fra et historisk organisatorisk politisk perspektiv? Det giver ingen mening at diskutere DKP’s position i forhold til den antikommunistiske venstrefløj og omvendt uden en omfattende forståelse af demokratisk centralisme som en krumtap i udviklingen af teori og praksis.
Klassekamp overfor kulturradikalisme – hvor stor er fællesmængden, hvis der er nogen? En sådan analyse rummer bogen ikke, men forhåbentlig kan Morten Thing engang få tid til at give sit bud.
På trods af ovenstående uenigheder og indvendinger er jeg glad for tekstsamlingen, som også dokumenterer Morten Things store indsats med bidrag til de ideologikritiske diskussioner på venstrefløjen.
Hvis bogen skulle komme i et nyt oplag, vil jeg foreslå et nyt revideret forord, der vejleder en tematisk læsning. Herfra skal lyde et stort tillykke til Morten Thing med fødselsdagen og bogen.