En ny union af tidligere sovjetrepublikker med Rusland som stærkeste motor. Sådan lyder planen om den Eurasiske Union, formuleret af den russiske præsident, Vladimir Putin.
Om to år går den i luften, men unionen er i øjeblikket dog næsten fuldstændig ubemærket af de fleste vestlige medier.
De, der tvivler på, at vi vil skabe en ny fælles union, er de rene fjolser.
Meksat Kunakunov, Kirgisistan.
Sovjetunionen blev dannet i 1922 og kom til at bestå af syv føderationer. Fra 1991 blev Sovjetunionen opløst og 15 selvstændige republikker opstod. Nu samler flere af landene sig igen i en union.
Landene i Den Eurasiske Union vil ved stiftelsen i 2015 efter planen have over 220 millioner indbyggere, heraf kommer 143 millioner fra Rusland.
Køreplan
Allerede i november i år søger landene bag den Eurasiske Union en frihandelsaftale med EU og gør sig for første gang for alvor synlig udadtil, skriver det russiske nyhedsbureau RIA-NOVOSTI.
Den Eurasiske Union kan blive en voldsom økonomisk og politisk konkurrent til EU og USA, der gennem NATO prøver at svække Rusland i området, vurderer analytikeren Nima Khorrami Assl ved den britiske tænketank Transnational Crisis Project i London.
Ideen om Den Eurasiske Union blev formelt sat i gang den 18. november 2011 af statslederne for Hviderusland, Kasakhstan og Rusland, der sammen vedtog en køreplan. Siden steg landene Kirgisistan og Tadsjikistan på, og den 3. september i år meddelte Armenien så, at det også vil med.
I 2010 stiftede Hviderusland, Kasakhstan og Rusland en toldunion, og den 1. januar sidste år gik landene sammen om Det Eurasiske Økonomiske Område.
Sovjetunionen?
Både Ruslands tidligere præsident Dmitri Medvedev og den nuværende Vladimir Putin beklager Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
- Jeg kunne ikke have drømt om et værre mareridt, end da Sovjetunionen begyndte at bryde sammen. Sovjetunionens eksistens var et middel til overlevelse (...) Etnisk enhed handlede om fælles værdier og et ønske om at leve i en enkelt stor stat, sagde han ifølge Reuters.
- Sovjetunionens sammenbrud var den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede, sagde Vladimir Putin ifølgedet britiske dagblad The Telegraph.
I dag mener de, at Den Eurasiske Union skal bygge på værdier fra sovjettiden.
- Den Eurasiske Union vil bygge på de bedste værdier fra Sovjetunionen, lyder det fra Putin.
Vladimir Putin og Dmitri Medvedev er i dag frontpersoner i regeringspartiet "Forenet Rusland", Jedinaja Rossija, der blev stiftet i 2001 på et konservativt og nationalistisk grundlag. Det forsvarer kapitalismen.
Meksat Kunakunov, rådgiver for Kirgisistans parlamentspræsident, afviser, at Den Eurasiske Union er et "storrussisk, nostalgisk foretagende".
- De, der tvivler på, at vi vil skabe en ny fælles union, er de rene fjolser, har han sagt ifølge den europæiske netportal Euactiv.com.
Udvidelse
Også lande, der ikke alle har en fortid som sovjetrepublikker, er oplagte medlemmer i Den Eurasiske Union, mener den russiske politolog Dmitry Orlov. Han er ifølge euactiv.com politisk tæt på Vladimir Putins regerende parti, "Forenet Rusland".
- Unionen bør i princippet også omfatte Finland, Ungarn, Tjekkiet, Mongoliet, Cuba, Vietnam, Venezuela og Bulgarien, sagde han i 2011.
Boris Grizlov, formand for Statsdumaen første kammer i Ruslands parlament, understregede dog, at initiativet ikke drejede sig om at opbygge en stat, "men en union af suveræne stater".
NATO og EU
Nima Khorrami Assl fra den britiske tænketank Transnational Crisis Project forventer at den nye union vækker bekymring i USA, EU og NATO.
Siden Sovjetunionens sammenbrud har NATO søgt at få indflydelse i området syd for Rusland, især landene Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan, der bugner af olie og gas. Rusland og Kina har i forvejen store investeringer i fabrikker, veje og anden infrastruktur i området
- NATO og vestmagterne vil især forebygge et russisk-kinesisk monopol på olie- og gasrørledninger, som transporterer olie fra Det Kaspiske Hav, siger Nima Khorrami Assl til tv-stationen Al-Jazeera.
Kirgisistans parlament vedtog den 15. juli, at USA's militære Manas-base i landet skal lukke inden 12 måneder. Året før i maj fornærmede USA's ambassadør i landet, Michael McFaul, i øvrigt både Kirgisistan og Rusland, da han ifølge dagbladet The Guardian hævdede at "Kreml bestikker Kirgisistan til at smide USA's militær ud af Centralasien".
Georgien
Også republikken Georgien syd for Rusland vil ikke afvise at gå med i den planlagte Eurasiske Union i 2015.
- Jeg holder et vågent øje med Den Eurasiske Union, og vi studerer det nøje (...) Hvis det er i vort lands strategiske interesse, så hvorfor ikke?", sagde Georgiens premierminister Bidzina Ivanishvili på nationalt tv den 4. september.
Georgien har en partnerskabsaftale med NATO og ønsker fuldt medlemskab af militæralliancen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278