28 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forskellige perspektiver ved EU-valget

Blogs

Karina Rohr Sørensen
EU-talsperson for Kommunistisk Parti
EU-talsperson for Kommunistisk Parti. Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse. Socialrådgiver og medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU.
Blogindlæg af Karina Rohr Sørensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 12. juli, 2018, 07:18:11

Forskellige perspektiver ved EU-valget

Folkebevægelsen mod EU fastholder, at et afgørende brud med EU's politik kræver udmeldelse. Enhedslisten har med valgsamarbejdet i "Now the People" valgt en anden vej.

Næste år er der valg til EU-parlamentet – og som noget nyt vælger Enhedslisten at stille op for sig selv, i konkurrence med Folkebevægelsen mod EU. Der er indgået et valgteknisk samarbejde med henblik på at reducere stemmespild.

Et afgørende brud med EU's politik kræver et afgørende brud med EU.

Men hvad skiller listerne ad? Enhedslisten er jo medlem af Folkebevægelsen mod EU og har også i sit program gjort klart, at de går ind for dansk udmeldelse af EU.

Noget af det, der skiller, er valget af perspektiv. Folkebevægelsen mod EU er en bred, tværpolitisk bevægelse – der arbejder for at frigøre Danmark fra EU. I Parlamentet arbejder Folkebevægelsen for at dokumentere og formidle, hvad EU har gang i – hvilke områder der står for tur, hvilke direktiver der er på vej.

Ud af EU

Folkebevægelsen kæmper aktivt for at undgå at afgive mere beslutningskraft til EU og stemmer konsekvent imod, at EU skal have øget adgang til at bestemme. Folkebevægelsen arbejder også for de bedst mulige standarder på de områder, hvor EU har tilranet sig magten – og for at undgå at forringe forhold for mennesker og miljø.

Folkebevægelsen kæmper – mod social dumping, for miljø, for forbrugerbeskyttelse, mod en kvælende traktatfæstet økonomisk politik og mod øget oprustning – men har læst traktaterne og ved, at et afgørende brud med EU's politik kræver et afgørende brud med EU.

Enhedslisten har med offentliggørelsen af sin deltagelse i den politiske platform ”Now the People” valgt en anden vej. Her vægtes det, at samarbejdet kan være med til at trække for eksempel franske og spanske venstrefløjspartier i en mere EU-kritisk retning.

Det er et projekt, der handler om at samle og konkretisere venstreorienteret kritik af EU, inden for rammen af EU. Det tydeliggøres i, at man ønsker et opgør med EU's højreorienterede traktater – men ikke har udmeldelse på dagsordenen.

I stedet ønsker man at kæmpe sammen med ligesindede om at forsøge at ændre EU indefra. Enhedslistens spidskandidat, Nikolaj Villumsen, medgiver, at mulighederne for at få EU til at føre en anden politik er begrænsede – når det kræver, at 28 lande skal blive enige, men vil gerne kæmpe for det.

Hvad er realistisk?

Hvad er realistisk, hvad er der perspektiv i? Det må den enkelte vælger jo afgøre. Men for mig er der ikke så meget tvivl – hvis det vigtigste projekt er at forsøge at samle venstreorienterede kræfter i EU om en kritik af EU, der ikke rummer et reelt brud med EU, så må det se spændende ud, det Enhedslisten foretager sig.

Hvis man derimod ønsker et afgørende brud med EU's politik, så må man gøre op med sig selv, hvad der er mest realistisk. At få 28 lande til at blive enige om, at EU skal være for mennesker frem for markeder – eller at kæmpe for at få Danmark ud af EU.

EU-modstandere – og de kritikere der er kritikere, fordi de ønsker et reelt opgør med social dumping, med ringe miljøbeskyttelse, med kravet om evig oprustning – bør fortsat bakke op om Folkebevægelsen mod EU.

Folkebevægelsens stemme i Parlamentet har ikke travlt med et fælles europæisk projekt, men koncentrerer sig fuldt og helt om at arbejde for at reducere skadevirkningerne af EU-medlemskabet, til vi kan komme ud.

Nyeste blogindlæg