For få mål i naturplan
Blogs

For få mål i naturplan
Regeringens naturplan, som blev fremlagt i mandags, er et godt første skridt. Desværre mangler der både tidsfrister og måltal. Der er brug for flere penge og for bindende mål.
For tre år siden kæmpede SF for at få en national naturplan indskrevet i regeringsgrundlaget. Forinden havde vi i flere år arbejdet på at få naturen og biodiversiteten højere op på den politiske prioriteringsliste. For det gik hurtigt ned af bakke.
I mandags blev det så endelig til virkelighed. Vi glæder os til at se planen udfoldet i praksis – men kombinationen af frivillighed og landbrugets negative udmeldinger gør det svært. Danmark er et af de lande i verden, der er mest intensivt dyrket og de massive områder under plov, "substralregn" fra husdyrbrug, pesticider i luft og vand, samt udledning af næringsstoffer i åer og vandløb – ja så har vi ligesom opgaven skåret skarpt ud.
Desværre er der hverken sat årstal eller måltal på regeringens naturplan.
Naturplan Danmark er tænkt i sammenhæng med Natur & Landbrugskommissionen, hvor det overordnede princip er at dansk natur og landbrug skal kunne leve side om side.
Naturplan Danmark skal sikre mere sammenhængende natur via de såkaldte grønne korridorer, hvor planter og dyrearter får bedre mulighed for at sprede sig og overleve. Det betyder, at vi i fremtiden forhåbentlig kan se på et Danmarkskort og se større sammenhængende naturområder.
Naturplanen forpligter kommunerne til at udpege indsatsområder og derved skabe det, der bliver til Det Grønne Danmarkskort. Kommunerne tager opgaven på sig med en prisværdig entusiasme – godt nok forslår regeringens 195 millioner som en skrædder i helvede. Men ved siden af står Den Danske Naturfond, som SF har foreslået forhøjet til én milliard kroner allerede i år.
Desværre er der hverken sat årstal eller måltal på regeringens naturplan. Og så bliver det svært at måle vores fremskridt. Miljøministeren siger, at Naturplanen også er Danmarks biodiversitetsstrategi. Men en strategi uden bindende mål er blot løse hensigtserklæringer. Og dem har vi helt ærligt haft nok af. Allerede i 2010 skulle vi have vendt nedgangen til fremgang. Det er ikke sket. Færre og flere arter er truet eller forsvundet.
Graden af biodiversitet er en af de bedste måder at måle naturens generelle helbredstilstand på – et termometer hvor vi kan se, hvordan det står til med den danske natur. I disse år er det nedslående læsning: På verdensplan er halvdelen af de vilde dyr forsvundet på bare 40 år, og i Danmark er hver femte af vores sjældne og truede plante- og dyrearter på vej til at uddø.
SF har foreslået en Biodiversitetslov med bindende mål og forpligtelser. Nu skal vi forpligte os selv og skrive det ind i loven.
Naturplanen er et godt første skridt – og med flere penge til Naturfonden som foreslået af SF samt en lov med bindende mål for biodiversiteten, så kan vi forhåbentlig fra 2020 og frem begynde at se et Danmark i balance.