Jeg møder både tilskadekomne og pårørende, der kan fortælle om forpinte liv i isolation, søvnløshed  og konstant angst. Hvor det, at skulle åbne en rudekuvert eller bruge offentlig transport er en umulighed.

Jeg hører ofte mine klienter sige, at de med glæde ville bytte deres svære PTSD med en benprotese eller en kørestol.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om krop eller sjæl er det vigtigste. Men det ligger vel fast, at begge dele er nogenlunde lige vitale for et godt liv.

Den erkendelse har man endnu ikke opnået i dansk erstatningsret – i hvert fald ikke nede i maskinrummet.

Når man udmåler invaliditetsgraden (såkaldt méngrad) sker det med en procentsats. Det der måles, er, hvilket gener den tilskadekomne er blevet påført i hverdagen. Disse gener kompenseres med udbetaling af en godtgørelse for varigt mén - for tiden cirka 8000 kroner per procent.

En vanskelig opgave

Det er naturligvis en vanskelig opgave, at måle et menneskes gener i dagligdagen i procent. I Danmark har det (som i andre lande) vist sig nødvendigt med et standardiseret system. Derfor har Arbejdsskadestyrelsen udarbejdet den såkaldte "méntabel" - en liste over de skader et menneske kan blive ramt af. Det er der i og for sig ikke noget galt i.

I méntabellen kan man eksempelvis læse, at tab af begge øjne svarer til 100 procent invaliditet, tab af højre arm til 70 procent, tab af tommelfinger og pegefinger til 35 procent og tab af lillefinger og ringfinger til 20 procent.

Alle tænkelige fysiske skader er oplistet, men for psykiske skader, er det mere sparsomt. Og med procenterne er den helt gal.

For psykiske skader fastsættes invaliditetsgraden mellem 5 og 35 procent. Med andre ord er den maksimale psykiske skade et menneske kan blive udsat for i Danmark direkte sammenlignelig med den lidelse det er, at tabe tommelfinger og pegefinger (på den ikke dominerende hånd).

I praksis fastsættes méngraden i sager om psykisk skade dog aldrig så højt som 35 procent. Krigsveteranen, der er førtidspensioneret, isoleret og uden kontakt til andre mennesker, vil typisk kunne forvente at få fastsat en méngrad på 15-20 procent.

Det har jeg svært ved at give mine klienter og deres pårørende en fornuftig forklaring på.

På tide med en revision

Jeg hører ofte mine klienter sige, at de med glæde ville bytte deres svære PTSD med en benprotese eller en kørestol. Og jeg tror næppe, at der var en eneste, der ville tænke to gange, hvis jeg fortalte dem, at de i virkeligheden kunne nøjes med tab af de yderste led på venstre hånds ringfinger og lillefinger.

Efter min mening er det på tide med en grundig revision af méntabellen. Den nuværende er udtryk for et forældet og forkvaklet syn på psykisk sygdom.

Og så medfører méntabellen dagligt, at psykisk tilskadekomne underkompenseres - endda ganske betydeligt.