Er kampen mod EU mindre vigtig end end anti-krigsagitationen og kampen imod NATO? Dette gør Jacques Hersh sig til talsmand for her i Arbejderen i sin seneste blog fra 16. oktober 2018.

Vi må ikke glemme, at EU-medlemskab ofte baner vejen for NATO-medlemskab. 

Selvom jeg med beundring og begejstring læser hans indlæg og følger hans arbejde – ofte også Ellen Bruns indlæg, må jeg i dette spørgsmål erklære mig ganske uenig.

Vi kan desværre alt for let blive enige om at krigsfaren er overhængende herunder truslen om atomkrig.

Fredsbevægelsen er i knæ efter 19 års dansk krigsdeltagelse – måske på grund af krigens permanente karakter som gør det vanskeligt at mobilisere til fornyet kamp mod krigen, måske på grund af tidligere nederlag i anti-krigskampen som for eksempel Irakkrigen hvor millioner af mennesker kloden over rejste sig i protest mod den imperialistiske aggression og alligevel ikke lykkedes med stoppe krigen og dens forbrydelser.

NATO og EU

I Kommunistisk Parti er vi enige i, at kampen mod NATO skal opprioriteres, men at gøre kampen mod NATO til vigtigere end kampen mod EU, men jeg desværre vil være en fejltagelse.

Kampen mod EU og NATO er en del af den samme kamp. Begge organisationer repræsenterer den vestlige imperialismes monopoler. EU varetager de europæiske monopolers interesser og er en aktiv aktør i udplyndringen af ressourcer overalt, ligesom det er et redskab vendt mod den europæiske arbejderklasse.

Kampen mod EU er arbejderklassens kamp for sine rettigheder, både socialt og demokratisk. I dag ser vi overalt i Europa arbejderklassen kæmpe mod resultaterne af EU's nyliberale omfordelingspolitik og kapitalens grænseløse verden.

Derudover må vi ikke glemme, at EU-medlemskab ofte baner vejen for NATO-medlemskab.

Det har vi set utallige gange i Østeuropa, hvor lande, som amerikanerne lovede russerne skulle stå udenfor NATO, langsomt men sikkert først er blevet indlemmet i først EU og siden NATO.

Endvidere forpligter Lisabontraktakten medlemslandene til konstant og uafbrudt militær oprustning. Helt aktuelt ser vi, hvordan Donald Trumps trusler om at ophæve aftalen mellem USA og Rusland om forbud mod mellemdistance-raketter har udløst et nyt voldsomt pres fra den franske præsident Emmanuel Macron om at få opbygget EU-militæret.

Ukraine

I Ukraine så vi, at EU og NATO dannede parløb, og at den demokratisk valgte præsident blev styrtet i et statskup, hvor den vestlige imperialismes lakajer greb magten.

Fascistiske bander hærger i gaderne. Progressive demokrater, fagforeningsfolk, kommunister angribes, brændes inde på deres kontorer, som vi så i Odessa.

Og lige nu øges spændingerne mellem Ukraine og Rusland i Kertj-strædet, og igen danner EU og USA parløb i støtten til Ukraine og dets upopulære præsident. Det er en konflikt, der har potentiale til en krig, hvor atommagter kan blive involveret.

Kommunistisk Parti har netop holdt et landsdækkende fredsseminar, hvor vi diskuterede situationen i fredsbevægelsen og muligheder for at styrke kampen for fred.