19 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den gule førertrøje

Blogs

Rikke G. F. Carlsson
Formand for Kommunistisk Parti i Danmark
Valgt som formand for KPiD i juni 2018. Har været medlem af partiets landsledelse de sidste 25 år. Opstillet en række gange som kandidat for kommunisterne ved regions- og kommunalvalget.
Blogindlæg af Rikke G. F. Carlsson

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 29. oktober, 2019, 07:51:46

Den gule førertrøje

Kampen for at komme ud af EU har aldrig været mere aktuel end nu. Storbritannien gav os muligheden – fart på, det kan ikke gå hurtigt nok. Vi fra Danmark skal i den gule førertrøje.

Det er altid vigtigt at se, hvordan vores naboer i EU har det, når vi som danskere skal evaluere EU.

Alle os almindelige mennesker i EU står med en fremtid, der aldrig har været mere utryg i EU's historie.

De siger, vi har så meget til fælles i EU: kultur, demokrati, klima og værdiopfattelse.

Lad os kigge lidt på det. Hvis vi starter med kulturen og værdikampen. De ret så brugte begreber blandt politikere. Det som burde indebære rummeligheden i et folk.

Flygtningekrisen håndterede vi meget forskelligt i de forskellige lande, fra hegn og lejre til åbne arme som i Sverige.

Rummelighed for blandt andre homoseksuelle i Polen og Ungarn er stort set ikke-eksisterende. Faktisk er det forbudt.

Kvinders ret til abort i Irland og Polen styres af kirken og er også forbudt der. Langt fra det vi kalder danske værdier.

Demokrati

Demokratiet ser også underligt ud.

I Sverige kan alle opstille, hvis bare de har kræfter til at lægge valgsedler frem på alle valgsteder i landet.

Grækere kan ikke stemme på deres ambassader, hvis de studerer eller arbejder i andre EU-lande, de må tage en flyver hjem og stemme til deres parlament.

I Catalonien blev valgte politikere fængslet, og præsidenten måtte søge asyl.

EU-afstemninger er også meget forskellige. I nogle lande stemmer befolkningen ikke om suverænitetafgivelser. Der er lande, hvor man overhovedet ikke stemmer om noget angående EU.

Regler omkring parlamentsvalgene er også forskellige. I mange andre lande er man rystede over, at vi i Danmark skal samle 70.000 stillere for at kunne opstille.

I Italien er det nok, at et parti (lige meget fra hvilket EU-land), der i forvejen sidder i EU-parlamentet, siger god for den opstillede. I Sverige er det som sagt andelen af valgsedler på valgstedet, der afgør, om du er opstillet.

Der er også mange andre forskelle. Muligheden for uddannelse gennem Erasmus-programmet, som mange unge benytter sig af, er for eksempel gennemkorrupt i lande som Ungarn og Rumænien.

Og sikkerhedsnettet i forhold til sygdom og arbejdsløshed kan slet ikke sammenlignes. Det ser vi i truslen mod det danske dagpengesystem i øjeblikket.

Alene sammen

Det er svært at få øje på det fællesskab eller den fællesnævner, som skulle binde landene sammen.

Vi fik af vide, at vi skulle løfte hinanden, men historisk set har landene systematisk hevet hinanden ned i levestandarder og på miljøområdet.

Arbejdsløsheden og fattigdommen, især blandt unge, er steget i hele EU.

De største plastikaffaldsforureninger er sket inden for de sidste 20 år. De fossile brændstoflobbyister styrer EU-politikken og holder befolkningerne og dens politikere til grin i de grønne intentioners målsætninger.

Men hvad er fælles?

Det er salget af al offentlig ejendom og mange steder også infrastrukturen som tog og bus, der har ført til ekstremt høje transportudgifter sammen med den lavere løn. Det var en af hovedårsagerne til brexit, De Gule Veste i Frankrig og andre, der er afhængige af egen bil og brændstofudgifter.

Lønningerne er faldende, og fattigdommen er steget ekstremt. Den værdifulde arbejdskraft, som skulle bygge egne lande op, er blevet brugt til slaveri samt dumping af både lønninger og sikkerhedsforhold for arbejderne.

Arbejdspladser lukkes, og produktionen flyttes rundt og presser landenes erhvervspolitik. Metrobyggeriet og andre lignende skandaler ses som er et resultat af licitationsreglerne.

Det kan ikke gå hurtigt nok

Den “frie bevægelighed” er ikke andet end tilgangen til billig arbejdskraft. Og mange af vores skattekroner er flyttet fra velfærd over i militærbudgetterne. Den fælles mønt er ikke andet end et påskud for fælles økonomisk styring med tvungne nedskæringer i alt fra uddannelse til ældreomsorg.

De eneste værdier, man kan få øje på, er de riges, og de er også i øjnefaldende med skattely og bankskandaler.

Og fælles er, at alle os almindelige mennesker i EU står med en fremtid, der aldrig har været mere utryg i EU's historie.

Kampen for at komme ud af EU har aldrig været mere aktuel end nu. Storbritannien gav os muligheden – fart på, det kan ikke gå hurtigt nok. Vi fra Danmark skal i den gule førertrøje.

Ud af EU for vores fremtids skyld.