24 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gratis arbejdskraft tilbydes

Blogs

Rikke G. F. Carlsson
Formand for Kommunistisk Parti i Danmark
Valgt som formand for KPiD i juni 2018. Har været medlem af partiets landsledelse de sidste 25 år. Opstillet en række gange som kandidat for kommunisterne ved regions- og kommunalvalget.
Blogindlæg af Rikke G. F. Carlsson

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 27. april, 2020, 10:53:21

Gratis arbejdskraft tilbydes

Antallet af arbejdsløse stiger nu under coronakrisen. Der er planer om at udvide den ulønnede virksomhedspraktik. Gratis arbejdskraft overtager i stigende omfang arbejdsopgaver fra ordinært ansatte. Det må stoppes.

Der er ikke mange jobansøgninger, der starter med en sætning som: Hej, jeg er dybt kvalificeret og behøver ikke løn, da mad, husleje og lignende jo er gratis.

De største forbrydere har snablen dybt nede i vores fælleskasse lige nu.

Men ikke desto mindre er der mange jobannoncer, som beskriver jobbet og arbejdsgiverens søgen efter arbejdskraft og slutter med, at der forventes en periode, hvor du arbejder gratis, det vil sige kun mod dagpenge eller kontanthjælp.

Det må være en drøm for arbejdsgiverne, at de i samarbejde med staten har stykket dette sammen. Vi betaler selv for at gå på arbejde.

Men fører det så til reelt arbejde? Nej, det er der intet, der tyder på, viser undersøgelser, som HK har lavet.

HK er hårdt ramt, da det er hver fjerde ledige, som kommer i virksomhedspraktik og udstationeres i detailhandlen.

Her ser de fra HK Handels side, at der trods coronahjemsendelsespolitik og hjælpepakker stadig gøres brug af gratis ledige, og at de i større og større omfang går ind og overtager opgaver, som ellers udføres af kollegaer ansat på ordinære vilkår.

Det sker på trods af, at disse virksomheder hele tiden har været åbne under coronakrisen og melder om store overskud.

Forlænger perioden

Vi har i Danmark nu omkring 50.000 ekstra arbejdsløse udløst af coronasituationen, og løsningen, de forhandler om lige nu imellem staten og kommunerne, er, at man vil udvide ulønnet praktik for arbejdsløse dagpengemodtagere fra fire uger til tretten uger.

Her skal lige indskydes, at man stadig skal overholde de andre forpligtigelser, man har som arbejdsløs, selv om man arbejder gratis.

Skulle man også lige nævne 50-procentsreglen, som HK lider under. De blev nemlig efterladt på perronen ved sidste private overenskomstforhandling, da ingen af de andre forbund kunne se faren og angrebet på fagbevægelsen, som denne regel indebærer.

50-procentsreglen betyder, at en overenskomst ikke er gældende, hvis organisationsprocenten er under 50 procent på en arbejdsplads. Og det er svært at organisere, når de fleste er timelønnede ungarbejdere og gratis arbejdskraft udstationeret af jobcentret.

Nu prøver HK at gå til EU-domstolen for at dømme denne arbejdsform for skjult statsstøtte. Held og lykke, siger jeg bare.

Logikken i EU er, at staten må støtte hvad som helst bare ikke sig selv og sine borgere. Det ser vi jo med arbejdskraftens fri bevægelighed, hvor arbejdere drøner over grænserne uden karantæne for corona. Det er hele grundstenen i EU.

Hvis vi vil redde os selv, så må vi kræve øjeblikkeligt stop af jobcentrenes formidling af gratis arbejdskraft og kræve ordinære arbejdspladser.

De heldige i arbejde må boykotte at arbejde sammen med gratister. De er løndumpere, og der må kræves overenskomst af samme årsag som ved byggeriets brug af udenlandsk arbejdskraft.

Der er ingen dem og os. Vi er i samme båd, og vi bliver udnyttet af grådighed.

Mørketal

Der tales meget om mørketal i disse tider. Men andre mørketal er også vigtige at få frem, så vi ikke ender i sådan en krise igen. Eksempelvis den gensidige forsørgerpligt, der fratrækker, hvad plejepersonale har overarbejdet under corona, i partnerens pension. Den lov må væk.

Og fjern budgetloven. Vi så alle de beredskaber, som burde have været der, var skåret væk. Lad kommunerne ansætte, hvad de har mistet gennem denne lovgivning.

Imens bør fagbevægelsen tænke nyt. Den bør se på, hvor de fejler, når de kommunikerer ud. De reklamepenge, der bruges på at ligne de gule i radio og i sportskampe, er forfejlet. Imens undergraver staten i samarbejde med arbejdsgiverne vores arbejdsmarked, både offentligt og privat.

Det var en ud af fire ledige, som kom i detailhandlen. Resten kommer ud på din arbejdsplads lige om lidt, hvis ikke du selv kommer gratis tilbage.

Husk, at kravet om sparerunder altid følger i kølevandet på en krise. Lige nu sidder folk i deres tvangsferier og arbejder i frygt for fyringer. Mange har allerede accepteret lønnedgang på op til 20 procent. Der står millioner uden indtægter i EU, der er klar til at tage dit job for ikke at dø af sult.

Nej, jeg tegner ikke en regnbue eller tror, alt bliver godt igen. Tværtimod så skal vi være meget vågne. Vi skal kræve alle tal på bordet og stille krav. Ingen bankpakker uden krav. Ingen gavebod uden krav.

De største forbrydere har snablen dybt nede i vores fælleskasse lige nu. Det bliver vores opgave at bide vores politikere og faglige ledere i haserne og holde fanen højt.