Der har gennem den seneste tid været en debat om, hvorvidt forsikringsselskaberne diskriminerer eller ej, når de afviser at tegne en livsforsikring eller andet til personer med for eksempel en psykisk sygdom.

Forsikringsselskaberne mener naturligvis, at de ikke overtræder nogen international konvention, mens mange personer med handicap og deres organisationer har en anden opfattelse.

Der er mange spørgsmål, som skal besvares, før man kan afgøre, om forsikringsselskaberne har rent mel i posen, når det gælder forsikringer til personer med handicap.

Der må ikke være regler, som betyder, at personer med handicap udelukkes fra forsikringen.

Hvis man skal forholde sig forskelligt til forskellige grupper af befolkningen, skal det ske på baggrund af nogle objektive kriterier og retningslinier.

Der er et grundlæggende princip om, at en afvigelse skal være proportional og rimelig i forhold til forventningen til forsikringsselskabet og den pågældende person, som nægtes en forsikring.

Der skal også ligge nogle faktiske beregninger til grund, som kan illustrere, at det er særligt økonomisk urimeligt for forsikringsselskabet.

Der må ikke være såkaldte neutrale regler, som i praksis betyder, at bestemte personer med bestemte karakteristika udelukkes fra forsikringen.

Man kan hurtigt drage den konklusion, at konsekvenserne ved ikke at kunne tegne for eksempel en livsforsikring først og fremmest rammer den person, der udelukkes fra den mulighed.

Der findes ingen beregninger, der konkret og reelt kan retfærdiggøre, at forsikringsselskaberne behandler mennesker forskelligt med så langtrækkende konsekvenser, som en udelukkelse er.

Men man kan ikke udelukke, at de regler, som forsikringsselskaberne har sat op, i praksis er indrettet sådan, at personer med et handicap generelt, og en psykisk sygdom i særdeleshed, rammes urimeligt – og derfor bliver diskrimineret på baggrund af handicap.

Forsikringsselskaberne bør tage den her problemstilling op og bidrage med nogle bedre svar, end vi hidtil har set.