Endelig!, tænkte jeg, da regeringen i september præsenterede sine sociale 2020-mål. Endelig kom vi ud over "reformamok", "arbejdsudbud" og alt hvad der alene lugter af hård økonomi – eller rettere af argumenter, der i sin grundkerne handler om at afpolitisere politikken: Dette her er "nødvendigt", politisk eller økonomisk.

Når magthavere og ledere reducerer deres politiske valg og beslutninger til "nødvendighed", så skærmer man sig (forsøger det i hvert fald) fra kritik og fra at skulle redegøre for sine politiske/økonomiske prioriteter. Ja grundlæggende er det at hævde, at beslutningerne – og valgene – er hævet over politik. Man kan jo ikke diskutere med "nødvendigheden".

Det har altid voldt mig kvaler, når nødvendighedskortet bliver trukket; jeg finder det ekstremt patroniserende overfor os borgere. Også derfor blev jeg glad for de sociale 2020-mål. Jeg er med på, at de bliver kritiseret for at være luftige, uden finansiering og så videre. Jeg er bare ikke enig.

De sociale 2020-mål giver en klar politisk retning og et signal om, at regeringen også vil noget med vores samfund, der rækker ud over diskussioner om arbejdsudbud i 2020.

2020-målene gør det, som regeringen så vældig længe har manglet: Giver en klar politisk retning og et signal om, at regeringen også vil noget med vores samfund, der rækker lidt ud over meta-diskussioner om arbejdsudbud i 2020.

Målene hjælper regeringen med at sætte fokus på den sociale side af, hvordan vores samfund skal se ud, den sociale side af alle de helvedes mange tal – og hvad er virkeligheden for den gruppe af vores medborgere, som vi samlet set kalder socialt udsatte grupper. 2020-pejlinger handler ikke kun om økonomi. Men også om, hvad vi kan, med den økonomi, vi har – og hvordan vi gerne vil være et fællesskab.

SRSF-regeringen melder klart ud, at den ikke ønsker at miste vores udsatte borgere af syne. Den indvarsler en ny socialpolitisk tid, hvor det ikke kan accepteres, at nogen af vores medborgere hænger "på kanten af samfundet".

Og til det med pengene: Der bruges omtrent 14 milliarder kroner årligt til indsatser for udsatte børn og unge. Det er mange penge. Der kommer lidt flere med 2020-målene. At sætte sig et klart mål om at de penge skal bruges bedre og med større effekt er dog en politisk tilkendegivelse, man kan føle på: Tilsyn med opholdssteder skal styrkes.

Der er krav om, at de indsatser, der sættes i værk, er vidensbaserede og at man anvender metoder, man rent faktisk ved, virker. Det kan lyde banalt. Det er det bare ikke. Så ville den sociale virkelighed formentlig ha' set noget anderledes ud.

Lader man tilmed de årlige finanslovsforhandlinger præges af, at der nu er et sæt sociale 2020-mål – så kan man jo i sit stille sind håbe på, at det betyder færre skattelettelser til erhvervslivet, flere klare lighedsorienterede prioriteringer og så videre.

Så mere politik, tak. Det var tiltrængt.