”Hvis du vil ændre verden, så begynd med at rydde op på dit værelse”, lød teksten på en vittighedstegning, min morfar gav mig i min spæde teenageår. Tegningen forestillede en teenager med en tshirt med et eller andet logo på, sikkert et fredstegn,  og citatet er selvfølgelig moderens til datteren.

 Global omfordeling og et langt sejt træk for at skabe forandring for denne verdens fattige, marginaliserede og undertrykte er en uomgængelig del af løsningen.

Nu har mine værelser i hvert fald i min egen optik altid været forholdsvist ryddelige, men pointen – at man skal starte med sig selv og rykke fra ord til handling – holder jo uanset.

Jeg har i alle årene jævnligt ihukommet vittighedstegningen. Gennem de seneste par år et utal af gange faktisk. I sidste uge med Claus Hjort som teenageren, der i hans udgave brovter løs om ting, der skal ske – men hvis politiske adfærd understøtter præcis det modsatte.

Og ja, det kunne dreje sig om det meste, men det drejer sig nu om udviklingsbistand. Forleden forlød det fra oraklerne i Finansministeriet, at det ’vil koste 68 milliarder kroner at komme tilbage på én procent af BNI.

Aflys kampflykøb

En astronomisk pris for at have ført krige og givet skattelettelser (i stedet for at bidrage til verdens positive gang). Man skal ikke have gået mange år i skole for at kunne gennemskue, at hvis ikke (næsten) alle partier havde høvlet løs på udviklingsbistanden gennem de seneste år, så havde det jo ikke været en målsætning, som de internationalt bevidste aktører herhjemme nærmest uvægerligt må lægge i arkivet under ”ting det ikke længere er muligt at kæmpe for”. Hvor humansime og solidaritet er blevet til skældsord.

Eller for at kunne pege på, at en aflysning af kampfly-indkøb (det er også noget med Danmark i verden, om end mere NATO) vil hjælpe et pænt stykke på vej.

Men det spørgsmål, der lige så åbenlyst bør stilles, er: Hvad koster det at lade være med at øge udviklingsbistanden igen?

Er det noget, Finansministeriet har indregnet (det sidste er retorisk ment). For det koster: Manglende klimatilpasninger, manglende økonomisk udvikling og fremtidsperspektiver for verdens fattige, konflikter, sammenbrudte stater, flygtningestrømme, børn der ingen uddannelse får, social uro og kamp om ressourcer, manglende skatteinddragelse (som også er et ulandsproblem, ikke blot et problem i SKAT). You name it.

Hvor man i Danmark for få år siden satte en ære i at forholde sig politisk-aktivistisk til verden omkring os og til de globale økonomisk-politiske forhold, der giver nogen mennesker et utal af muligheder og et utal af mennesker meget få muligheder, så har vi gennem de seneste år under skiftende regeringer (men nærmest samme politiske flertal) bidraget stadig mindre til at fremme udvikling og bæredygtig vækst, forebygge konflikter og til at give mennesker redskaber til selv at styre deres liv og lede deres lands udvikling.

Ligner 1930'erne

Er det gjort med, at Danmark igen bruger  én procent af BNI til udviklingsbistand? Nej. Er det bare nemt og enkelt? Nej. Men global omfordeling og et langt sejt træk for at skabe forandring for denne verdens fattige, marginaliserede og undertrykte (for ikke at nævne pressede nedre del af middelklasserne) er en uomgængelig del af løsningen, hvis man for alvor vil andet end at tale om, at der skal gøres noget for at undgå flygtninge og stoppe migrationsstrømme fra det afrikanske kontinent. Og det taler man jo meget om.

At tiden har en række lighedstræk med 1930’erne, er tilsyneladende ikke gået op for de, der leder Danmark og en række af de lande, vi normalt sammenligner os med – men det kræver også handling af den lange seje og svære slags.

Man kan godt lade være, men så må man være klar på at tage ansvaret for det, det koster at lade være. Også for os selv, vores fremtid og vores sikkerhed. Det er og bliver et politisk valg, der fordrer politisk handlen. Ellers ender man bare med at gå over i historien som en tegneseriefigur.