Produktivitetskommissionens rapport bliver genstand for heftig debat, det står allerede nu klart. Den vil afføde en masse interessante og vigtige politiske diskussioner. Ikke mindst om dens tro på markedets lyksaligheder og nødvendigheden af mere udlicitering. 

Den lægger op til, at stadig flere offentlige opgaver skal i udbud - og de borgerlige klapper selvfølgelig i hænderne over konkurrence på børnehaver, sygehuse og skoler. Det er deres ideologiske creme lige ned i fastelavnsbollen.

Der skal reageres nu

Men for en venstreorienteret dagsorden, hvor viljen til velfærd er den bærende, er det jo det stik modsatte af, hvilke ambitioner, visioner og mål vi har for det samfundsfællesskab, som vi gerne vil bevare, videreudvikle og skabe. Ikke skabe alene fra Christiansborg men gennem og sammen med bevægelser og organisationer. Store samfundsforandringer kommer i al væsentlighed ikke fra det parlamentariske system alene, men netop i en fælles kamp mellem politiske kræfter på og udenfor Borgen. 

I tilfældet Produktivitetskommissionen er det ikke anderledes: Alle kræfter, der ønsker mere fællesskab og mere fælles velfærd, må mobiliseres og på banen. 

I virkeligheden virker det helt absurd at barsle (igen) med ideen om private udbydere på folkeskolen og børnehaver. Har vi virkelig lyst til, at markedet skal styre skolerne? Er der ingen læring fra Sverige, England og andre steder i verden? 

Ideen om private udbydere på folkeskoler og børnehaver er absurd.

Selve det "sikkerhedsargument", som udliciteringstilhængerne givet vil trække ind - at man selvfølgelig fra offentligt hold skal sikre rammerne og målene for folkeskolen og andre velfærdsområder, mens de private skal styre økonomien og sikre effektiviteten - bliver undermineret af en anden argumentation i rapporten. Nemlig der, hvor kommissionen fraråder brugen af sociale klausuler i offentlige udbud: Det begrænser antallet af udbud og kan skabe uklarhed om, hvor vidt ordregiver vælger det til laveste pris.

Det er jo en fantastisk argumentation: Prisen som eneste styringsredskab, ikke indhold eller leverance. Det er prisværdigt, så klar Kommissionen er i sin tilgang. Så er det lettere at vælge til og fra i dens anbefalinger. Og skyde nogle af dem ned, fordi de ganske enkelt ikke rammer det, vi gerne vil med den offentlige sektor og fællesskabet. Men de facto underminerer det.

Ikke alt er til salg

Når Produktivitetskommissionen således anbefaler, at det offentlige ikke længere skal lægge sociale klausuler ind i udbud - klausuler, der som bekendt er med til at hjælpe virksomheder til at påtage sig det samfundsansvar, som i hvert fald nogen af dem har svært ved at påtage sig uden påskyndelse - så går det jo imod den aktive mulighed, som det offentlige har, når der skal hives store udbud ind: Den, der skal levere en opgave for eksempelvis en kommune, skal også forpligte sig til at levere lærepladser.

Vi ved, at de mangler. Vi ved, vi får brug for flere faglærte i fremtiden - derfor er det en rigtig god ide at anvende sociale klausuler for at sikre, at virksomheder leverer de nødvendige praktikpladser, når de byder på opgaver i det offentlige. 

Det bliver et varmt politisk forår. Og der bliver god brug for alle progressive kræfter til at arbejde imod, at anbefalinger som disse får luft under vingerne. Hvis vi vil undgå en udvikling som i Sverige, hvor markedsgørelsen har taget fart, og hvis vi faktisk mener, at væsentlige dele af velfærdssamfundet bedst styres, udvikles og reguleres på offentlige hænder. Så er de politiske "kampe" her i foråret afgørende. 

Ikke alt skal være til salg.