Kan det virkelig passe, at venstrefløjens fjender er kulturradikalismen, frisindet og udsynet snarere end skæve økonomiske magtforhold, ulige adgang til ressourcer (i bred forstand) og en kapitalistisk markedsøkonomi uden nødvendig politisk kontrol?

De seneste måneders begivenheder i og omkring SF kunne ihvertfald få almindeligt politisk interesserede til at tro det.

Klassefjenden er ikke dem, der er udenfor arbejds-markedet.

Den ifølge pressen »store« udvandring fra SF efter formandsvalget har da også på overfladen handlet om, at SF ikke længere skulle være for leverpostejssmørende lønmodtagere, fordi SF’s nye formand insisterer på at tale op til folk, på nødvendigheden af at være et folkeparti og på at bæredygtighed, velfærd, ligeværd og internationalt udsyn er iboende elementer i  et regulært venstrefløjsprojekt.

Og det skulle, ifølge de i virkeligheden ganske få udvandrere (og nogle lokalaktive, der ikke længere ville være så aktive) være helt forkert.

Altså at ville socialismen på dén måde og ikke kun for den gruppe af lønmodtagere, der angiveligt udelukkende skulle befinde sig i en skurvogn, være mænd og ikke give meget for hverken kvinders eller nydanskeres ligestilling og ligeværd (hvilket den parlamentariske venstrefløj lydigt burde efterkomme). Selvfølgelig må et hvilket som helst venstrefløjsparti - inklusiv SF, og som SF også er det - være på den arbejdende del af befolkningens side.

Falske modsætninger

Men klassefjenden er ikke dem, der er udenfor arbejdsmarkedet. Vi skal heller ikke bidrage til at fastholde eller acceptere modsætninger mellem forskellige etniske grupper.

Der er bare nogle helt grundlæggende ting, man ikke kan se stort på, hvis ens projekt skal være genuint venstreorienteret. Tegnet hårdt op, synes det ellers at være recepten hos nogle af dem, der i disse uger søger nye politiske karriereveje.

Men er det virkelig, hvad venstrefløjen skal tilbyde? Lidt eftergivelse på ligeværd og fællesskab til gengæld for brød og skuespil i form af en smule omfordeling mellem lønmodtagere internt? 

Er det virkelig svaret på krise i den kapitalistiske markedsøkonomi, tab af arbejdspladser, forringelser af demokratiet, magtkoncentration i finansverdenen og hos multinationale selskaber?

Er det svaret til kaffekæden Starbucks, der beder om en samtale med den britiske premierminister (der oven i købet er konservativ), fordi han på World Economic Forum problematiserede store virksomheders manglende skattebetaling og bad dem ’wake up and smell the coffee’ – og samtidig truer med at tilbageholde planlagte investeringer (der ville skaffe arbejdspladser)?   

Det socialistiske projekt

Nej. Det projekt er i mine øjne hverken særligt socialistisk eller særlig levedygtigt. 

Venstre og Liberal Alliance må grine – og kommer til at gøre det til valgdagen. De er nærmest garanteret statsministeriet, hvis venstrefløjen ikke kan komme med bedre bud mod krisen end at jokke sig selv over tæerne.

Vi skal kunne pege på årsager til ”de tre kriser”, den økonomiske, klimakrisen og den politiske krise. Årsagerne skal findes i den måde, vi har valgt at organisere produktionen på. Kriserne bunder i uhæmmet markedslogik fra en svunden tid. 

Tab af politisk demokratisk kontrol med den økonomiske magt og job- og klimakrise er gigantiske udfordringer, som ingen har færdige svar på. Men det bør være kernen for et socialistisk parti at levere de svar. 

Så kammerater: Wake up and smell the coffee. Resten er populisme og et totalt svigt af ikke bare arbejderklassen, men flertallet af befolkningen og selve demokratiet.