Er seksualitet en forbrydelse? Noget kunne tyde på det. I hvert fald beskæftiger flere af Berlinalens film sig med menneskenes og vores samfunds absurde og forkvaklede forhold til seksualitet og sex. Og om hvorvidt vi formidler en sund fornuft videre til vore børn.
Det er ikke fordi, vi har brug for glamour og røde løbere. Men fordi festivalen har brug for sit publikum af "almindelige" mennesker.
Blandt andet filmen "Bad Luck Banging or Loony Porn" af Radu Jude, der vandt årets gyldne bjørn, og vinderfilmen i kategorien 14 plus, "La Mif" af Fred Baillif.
Også vinderen af sølvbjørnen, "Guzen to sozo" af Ryusuke Hamaguchi, der fortæller enkelt om kærlighed og fordomme, og filmen "Petite Maman" af Céline Sciamma, der handler om forældrenes hemmeligheder overfor børnene, tager disse temaer op.
>> LÆS OGSÅ: Berlins Filmfestival gennemføres bag coronatæppe
Softporno og falskhed
Det er selvfølgelig provokerende at starte en film med en amatøroptagelse af softporno... ”Hjælp”, tænker man, hvad sker der her? Men heldigvis er det kun filmens start, der er en sjov, uskyldig hjemmepornooptagelse.
Resten af filmen er bygget op omkring, hvad det dog alt sammen kan fører til, hvis man ved en fejltagelse kommer til at "lække" ens private pornooptagelse, og man samtidig er lærer på en anerkendt skole.
Filmen "Bad Luck Banging or Loony Porn" tager efter softpornooptagelsen tilskueren med på en rejse i tre dele.
Første del er en vandring gennem Bukarests gader, der er plastret til med reklamer – det er lærerindens canossagang eller bodsgang med en buket blomster til skolelederen. Vi kommer gennem forstæderne til det smarte og renoverede centrum.
Her på følger et ganske ufortrødent herligt alfabet om menneskehedens historie og Rumæniens historie i særdeleshed.
Her bliver forskellige ord fortolket og underlagt historiske filmoptagelser og enkelte "stilleben"-opstillinger så som: "JUL = ved slutningen af Anden Verdenskrig blev tempoet i gaskamrene skruet op, så de tyske soldater, der stod for jobbet i koncentrationslejrenes gaskamre, kunne komme hjem og fejre jul i familiens skød". Og naturligvis får både Ceausescu-styret og det nuværende populistiske styre i Rumænien et par ørefigner med på vejen.
Slutteligt stilles den forbryderiske lærerinde for en rettergang i form af et absurd tribunal bestående af klassens forældre, der hver især repræsenterer en samfundsautoritet. Udstyret med coronamasker, der passer til deres "personlighed", dømmer de den arme klasselærerinde for at dele sine private pornooptagelser.
Det er en fin historie med en stor og sund portion sort humor om falskhed og forlorenhed i ikke bare det rumænske samfund af i dag.
Filmens producer, Ada Solomon, takker i en online-kommentar for ideen med en jury bestående af filmmagere i denne Berlinale, og som hun siger, "det er så vigtigt, at kunstnere internationalt udveksler, for så mange steder og specielt i mit land bliver kunsten set som betydningsløs".
Hvornår lyver vi?
I kontrast til vinderfilmen står filmen "Guzen to Sozo" (Wheel of Fortune and Fantasy), selvom temaet faktisk ikke er så væsensforskelligt.
I et roligt tempo med enkle historier mødes og skilles mennesker. I tre historier omkring kærlighed, sex og følelser drages tilskueren ind i personernes verden, hvor spørgsmål om ærlighed opfordrer til eftertanke.
Hvad, hvornår og hvorfor lyver vi? Og hvorfor vil vi ikke indrømme vores egne seksuelle tilbøjeligheder? Dejligt møde med den japanske kultur og med tre historier af universel karakter spillet af et rigtig godt skuespillerteam.
Når den "rigtige" familie svigter
Hvordan lærer vi socialt udsatte unge om nærhed og kærlighed, når de selv har været udsat for overgreb? Filmmageren Fred Baillif fra Schweiz, der er uddannet socialarbejder, bruger sine tidligere arbejdserfaringer og kontakter i sit nuværende arbejde som filmmager.
Over en årrække "samlede" han historier omkring seksuelle overgreb på mindreårige, og det slog ham, hvor tit tragiske skæbner eskalerer, fordi den nærmeste familie nægter at indrømme eller se de unges signaler.
For at lave manuskriptet til filmen "La Mif" (Familien) opsøgte han socialarbejderen Claudia, som han havde arbejdet med for 20 år siden. Hun indvilligede i at hjælpe med projektet og indviede Fred i sine store frustration over børne- og ungeforsorgen, og det inspirerede ham til filmens historie.
Fred Baillif arbejder med improvisation, og filmen lader de unge medvirke, efterhånden som de åbner sig og deler deres egne historier. På den måde blev skuespillerne medforfattere til filmens handling, der bliver spundet op omkring Claudias historie.
Efter to års forarbejde var filmholdet klar, men de var ude af stand til at starte optagelserne, fordi ingen ville støtte en film uden et skrevet manuskript. Men da de unge var ved at blive voksne, besluttede Fred Baillif at optage materialet alligevel, hvilket førte til et senere tilskud, så filmen kunne realiseres.
På den måde opstod filmen La Mif om unge teenagere anbragt på et børnehjem, hvor flere har været udsat for seksuelle overgreb i deres barn- og ungdom. Børnehjemmets leder Lora (spillet af Claudia), der er temmelig liberalt indstillet, bliver fyret.
Det fremgår ikke helt tydeligt hvorfor, men man formoder, fordi to af de unge har haft sex, den ene er mindreårig den anden en måned ældre end mindreårig. Men seksualitet er ikke en forbrydelse i sig selv. Og som Lora siger, vi er ikke et fængsel.
La Mif er en fin film og et godt projekt, hvor man drages med i de medvirkendes verden på en helt særlig måde. De er jo ikke er skuespillere i traditionel forstand, hvilket giver filmen sin styrke. La Mif vinder førsteprisen i klassen Generation 14 plus ( for unge over 14 år).
>> LÆS OGSÅ: Berlinale med både poetiske portrætter og afkolonisering
Mød dit eget barn
Hvordan løser vi så kommunikationsproblemer mellem generationerne?
I filmen "Petite Mamam" går filmmageren Céline Sciamma, der også har skrevet historien bag filmen, så vidt, at hun fingerer et møde mellem barnet og barnets egen mor som barn.
"I fortæller mig jo aldrig noget, fra da i var børn", siger hovedpersonen Nelly. "Kun anekdoter og sjove historier, ikke hvordan I virkelig havde det".
Da Nellys elskede mormor er død, drager familien ud for at rydde dødsboet, og Nelly
går på jagt efter svar på sine spørgsmål. Hun går ud i skoven, dér hvor moren legede som barn, og se, dér møder hun sin mor – som barn.
Langsomt udfolder der sig en historie, som Nelly aldrig har kendt. Hvorfor er moren vokset op uden far, hvad var hun bange for?
Nelly aftaler møder med sin "barnemor", og selvom faren ikke forstår, hvorfor datteren pludselig ikke vil hjem, indvilliger han i at blive endnu en nat, så Nelly for sidste gang kan mødes med sin mor som barn.
Berlinalens egenart
Med denne forsonende film, der i al sin enkelhed opfordrer til at åbne øjnene for sig selv og for de unge generationer, og som inviterer til transformation mellem generationerne, vil jeg slutte fra dette års digitale Berlinale, der forhåbentlig får sin live-del til sommer.
Det er ikke fordi, vi har brug for glamour og røde løbere. Men fordi festivalen har brug for sit publikum af "almindelige" mennesker.
Det er det, der kendetegner Berlin Internationale Filmfestspiele og giver den sin egenart til forskel fra Cannes og mange andre store festivaler, der kun er for et "indviet" fagpublikum.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
