Slaget ved Kursk er ikke så berømt som ”fætteren” ved Stalingrad, men har ikke desto mindre været genstand for historisk forskning gennem et halvt århundrede. Som al anden historisk forskning har forskningen omkring Kursk været præget af den samtid, den er indgået i. Vilkårene for Kursk har været den Kolde Krig.

Panzer-kirkegården

Sovjet var hurtig til at udråbe sejren ved Kursk som en af de centrale i krigen mod Hitlers fascister. Men fortællingen om Kursk blev præget af politikken efter afslutningen på krigen og frygten for en ny krig mod imperialismen.

Det blev afgørende vigtigt at hemmeligholde, hvor meget sejrene havde kostet den Røde Hær, og hvor meget krigen havde kostet Sovjetunionen som helhed. En ting som tabstal blev til statshemmeligheder i forsøget på at få landet og dets væbnede styrker til at være så skræmmende for de atomvæbnede imperialistiske stormagter som muligt.

Sandheden er, at generalerne i den tyske hærledelse alle som en regnede med at værnemagten naturligvis var i stand til at gennembryde et sovjetisk forsvar.

Derfor blev fortællingen om Kursk fokuseret på panserslaget ved Prhokorovka og en myte om 400 destruerede tyske tanks i en enkelt landsby. En sådan ”panzer-kirkegård” kunne de Vest-allierede ikke hamle op imod.

Sandheden om Prhokorovka er sandsynligvis, ifølge den nyeste forskning, at det i nok var 400 sovjetiske kampvogne og en brøkdel af dette antal tyske, der gik tabt i de kaotiske træfninger mellem den 10. og 12. juli.

Betydningen af de mange lokale sovjetiske modoffensiver blev udglattet, fordi disse i høj grad var blodige og viste lige så lidt fremskridt i antal erobrede kilometer som de tyske angreb mod de sovjetiske forsvarsværker. Således har den Kolde Krigs trussel om altafgørende krig formet den sovjetiske historieskrivning.

Den anden side

På den anden side af den Kolde Krig – i Vesttyskland, Storbritannien og USA – har fortællingen været en anden. Her formede den tyske genoprustning historieskrivningen.

Der var brug for de tyske værnemagtsgeneraler i NATO’s oprustning, og derfor blev Kursk en fortælling om en række fremsynede generaler med Erich Manstein i spidsen, der dels advarede mod offensiven, dels krævede den gennemført til sejr når den nu var sat i gang. Skurken i den fortælling blev Hitler, som ingen efter 1945 kunne forsvare.

Sandheden er, at generalerne i den tyske hærledelse, inklusive Manstein, Halder, Zeizler og de lokale chefer for armegrupperne, alle som en regnede med at værnemagten naturligvis var i stand til at gennembryde et sovjetisk forsvar, når det passede dem, og at det eneste, der stod tilbage, var at afvæbne de omringede fanger.

Diskussionerne gik på, hvor meget land de ville erobre, før man skulle stoppe. På samme måde som krigsforbrydelserne blev forsøgt "siet ud" af fortællingen om den tyske værnemagt, blev de tyske generalers nederlag skudt i skoene på Hitler som person.

Hemmelige arkiver

I tiden under den Kolde Krig var mange militære arkiver hemmelige, både i Øst og i Vest. Derfor kom historikerne til at bygge deres forskning på personlige memoirer og dagbøger, fragmentariske beskrivelser der ikke blev klassificeret, alle uden egentlige kilder som grundlag.

Sprogbarrierer spillede deres egen rolle – det var et fåtal af de talrige sovjetiske artikler i militære og historiske tidsskrifter, der kom til de vestlige historikeres kendskab, og omvendt. Sprogbarrierer spiller fortsat en rolle, men den nye generation af historikere forsøger at tegne krigens fortælling med kilder både på tysk og russisk.

Efter den Kolde Krig er mange militære arkiver i det tidligere Sovjet blev gjort tilgængelige, og dette har affødt den såkaldte revisionistiske historieforskning, der vil revidere den tidligere opfattelse, og som på et i hvert fald delvist materialistisk grundlag forsøger at undersøge de centrale begivenheder og sammenhænge, der til sammen skabte den Røde Hærs sejr over Nazityskland.