- Jeg synes, at det var en festdag for mig, fordi det var så stort, at vi fik den bog på gaden, og jeg var rigtig, rigtig glad.

Ester Christiansen lyser op i et smukt smil ved tanken om gårsdagens vel overståede reception på 4. maj Kollegiet på Frederiksberg i København i anledning af, at bogen Modstandskampens Børn: Forældrenes krig - børnenes arv er blevet udgivet. Den er skrevet af journalist Andreas Fugl Thøgersen, der har haft opgaven at sammenskrive de ni forældres og deres børns fortællinger.

Min far valgte at deltage i kampen mod fascismen med livet som indsats. Fascismen viser stadig sit ansigt rundt omkring i verden, også i Danmark. I respekt for min fars indsats under krigen har jeg valgt side. Jeg er med i kampen.

-  Svend Arvid Birkeland fra Rehabiliteringscentret for Torturofre var i gang med at beskrive danske torturofres krigstraumer og den måde, de vandrer videre i de kommende generationer. For fem år siden blev der på hans initiativ inviteret til et stort møde for alle dem, man kunne kalde børn af modstandsfolk. Det fandt sted i 4. Maj Kollegiet, hvor der mødte 20-25 voksne børn af torturofre op. Bagefter blev der dannet et netværk, hvor jeg var med. Det er ni voksne børn fra dette netværk, som har inspireret hinanden til at udveksle historier og opmuntre hinanden til at skrive om vor opvækst, fortæller Ester Christiansen til Arbejderen.

Bogen, der bygger på de ni efterkommeres samtaler og skriverier i gennem fem år, udkom symbolsk den 29. august på 70 års dagen for den danske modstandsbevægelses sejr over regeringens samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt ved Augustoprøret i 1943. Dagen blev samtidig en sejr for både de ni, der endte med at gennemføre projektet, og de hundredvis af andre danskere i samme situation, der ligesom dem voksede op med arven efter forældrenes krig - en arv, der bragte frustrationer, fortrængninger og traumatisering ind i deres tilværelse.

Den glemte historie

Ester Christiansen, der selv er uddannet som historiker, har længe undret sig over, at der har været skrevet om de danske nazisters børn og tyskertøsernes børn, men intet om modstandsfolkenes børn.

- Jeg har længe tænkt på, at den historie burde skrives. Og vi er jo selv de nærmeste til at skrive den. Da jeg var helt ung, begyndte jeg at interessere mig for, hvad min far havde gennemlevet. Jeg kunne ikke forstå, hvad der drev mennesker til at være så onde overfor hinanden, som Gestapo havde været ved min far, forklarer Ester Christiansen til Arbejderen.

Den Gestapobøddel, der ledte forhøret, sagde: "Nu nævner jeg navnene et efter et, og hvis du ikke indrømmer, at du kender vedkommende, så kommer du til at mærke det på dine rygstykker."
Modstandskampens børn, s. 114

Her tænker hun ikke blot på den tortur, som Gestapo udførte i sit daværende hovedkvarter, Aarhus Universitet, men også på den senere mishandling i kz-lejren Neuengamme.

- Da de kom til lejren, skulle de flytte rundt på lig, og de blev kommanderet ud i 15 graders frost i tynde fangedragter på lejrens appelplads. Hele den der bestialske behandling af fangerne kunne jeg simpelthen ikke forstå, at nogen kunne få sig til, så det kom til at gå ud på for mig at forsøge at finde et svar på det. Svaret, syntes jeg, lå hos min far, så ofte forsøgte jeg at få ham til at fortælle, og det var han jo ikke særlig tilbøjelig til, for han ville helst glemme det. Så jeg har sikkert ikke været nem at være sammen med, siger Ester Christiansen med et glimt i øjet.

En gammeldags kommunist

Ester Christiansen er født 1949 i en arbejderfamilie. Selv er hun som familiens første akademiker en mønsterbryder, fordi hendes forældre gav hende nogle betingelser, så hun kunne få den uddannelse, hun ønskede sig. Hun er meget omhyggelig med at understrege, at hendes far, maskinarbejder Erik Sørensen, var en ganske almindelig "gammeldags kommunist". Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og i en årrække kandidat-medlem til partiets centralkomité.

- Han var den type, der tog det seje, tunge træk med at opkræve penge til Land og Folk og kontingent til partiet, mens andre måske havde mere travlt med at stille sig op og holde store taler. På den måde var han fuldstændig nede på jorden. Jeg har tit været med ham rundt til alle de partikammerater, han var ude hos, husker Ester Christiansen.

Hun delte tidligt sin fars overbevisning og hans sociale engagement, og hun er i dag medlem af Kommunistisk Parti i Aalborg og medlem af sin boligforenings hovedbestyrelse. Selv blev hun tidligt medlem af det kommunistiske ungdomsforbund, i øvrigt meget imod sin fars vilje.

Jeg har tit hørt det hjemme ved spisebordet, hvis der var noget, jeg vrængede på næsen af. Så lød det altid: "Essen, Ester, immer essen!"

- Han syntes, at det var alt for tidligt at være medlem af ungdomsforbundet, for de holdt jo fester og drak bajere, og det skulle hans lille pige ikke være med til. Men det skulle han jo ikke bestemme, griner Ester.

- Der har været en tendens til at gøre modstandsfolkene til helte, og kun til helte, men de var jo ganske almindelige mennesker. Jeg har altid, selv om jeg nærer dyb respekt for min fars indsats, kunnet få øje på hans mindre heldige sider, for jeg synes at man skal være åben og ærlig, når man vurderer den slags ting. Vi er kun mennesker allesammen, lyder det nøgternt fra Ester Christiansen.

Stukket af Grethe Bartram

Hun mener selv, at netop fordi hun er opvokset i et klassebevidst arbejderhjem, så har hun undgået de ofte voldsomme traumer, som gjorde opvæksten og det efterfølgende voksenliv til et helvede for andre i samme situation.

- Jeg har haft en rigtig tryg opvækst, og der har altid været ro til, at jeg kunne få forklaret de spørgsmål, jeg havde, når bare lige det ikke handlede om kz-lejren. Min søster, der blev født i 1940, har nok haft et lidt mere besværligt liv, for far var væk i det meste af hendes tidlige barndom.

Allerede i 1941, da Folketinget havde vedtaget kommunistloven, begyndte jorden at brænde under Erik Sørensen. Han flyttede hjemmefra og boede rundt omkring hos venner og kammerater, og var med i det illegale arbejde. I efteråret 1944 fik han til opgave at rekonstruere DKP's illegale organisation efter at den daværende leder i Århus, gartner David Hejgaard, var blevet stukket af den berygtede storstikker Grethe Bartram og arresteret af Gestapo.

Senere blev også Erik Sørensen stukket af Grethe Bartram. Og selve det at blive stukket af en i inderkredsen blev ved med at være et tilbagevendene emne i Esters familie. 

- Han havde en formodning om, at han på et tidligt tidspunkt  var blevet stukket, men der gik lang tid, før det gik op for ham, at det måtte være hende. Den historie har spillet en stor rolle efter krigen, fordi jeg har fulgt de tidligere modstandsfolk i Århus og hørt deres beretninger om, hvordan ingen af dem kunne forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, at en person, der var en del af deres egen bevægelse, kunne foretage den slags stikkervirksomhed, uden at de opdagede det. 

Krigens arv

Ifølge Ester Christiansen kan man groft sagt inddele tidligere kz-lejrfanger i to grupper. Den ene, som hendes far tilhørte, forsøgte at fortrænge oplevelserne ved helst ikke at snakke om dem. Den anden gruppe fortæller tværtimod virkelig meget som en reaktion på det, de har oplevet.

- Der er stor forskel på, i hvor høj grad vi har oplevet traumerne som efterkommere af modstandsfolkene. Min far var kommunist og han vidste, hvad han gik ind til. Han vidste godt, hvad han kæmpede for, og han har tit sagt til mig, at under opholdet i Neuengamme var han helt overbevist om, at det her ikke var slutningen. Her skulle man bare hjem fra, og det skulle bare overstås, fortæller Ester Christiansen.

Omvendt har hun hørt andre, der er gået ned med depressioner og er traumatiseret på forskellige måder, nogle allerede under opholdet i fængsel eller lejr.

Han syntes, at det var alt for tidligt at være medlem af ungdomsforbundet, for de holdt jo fester og drak bajere, og det skulle hans lille pige ikke være med til. Men det skulle han jo ikke bestemme

- Der er forskel på, om man bliver arresteret, fordi man har en politisk bevidsthed og er med i politiske aktiviteter, eller om man tilhører en forkert race eller har nogle følelser mod tyskerne. Der er forskel på baggrunden, og det giver sig også udtryk i, hvordan man bliver ramt, filosoferer Ester Christiansen.

- Det er et spørgsmål om den mere klassebevidste modstandskraft. Jeg kom jo tættere og tættere på min far i løbet af min opvækst, fordi vi havde de der snakker sammen, og jeg at interesserede mig for hans liv.

Kampen mod krigen

Mange af modstandsfolkene og deres børn kom til at hade tyskerne. Men i Ester Christiansens barndom havde familien et godt forhold til tyskere og Tyskland. Familien tog meget til DDR på sommerferie, hvor Ester, der taler flydende tysk, lærte sine første gloser.

- I min familie har vi aldrig hadet tyskerne. Jeg har altid hørt, at de anti-fascistiske tyskere havde det hårdest af alle, fordi de blev forbudt allerede i 1933. Herhjemme blev de i det mindste først arresteret under krigen, og langt de fleste få måneder før befrielsen. Vi har altid været overbevist om, at der fandtes anti-fascister og så fandtes der overklasse og storkapital, siger Ester Christiansen og fortæller om den tyske kammerat, som støttede hendes far under opholdet i Neuengamme.

- De fik kålrabisuppe og min far kunne ikke rigtig spise den ulækre suppe. Så kom den der tyske kammerat hen til ham og sagde: "Essen, Erik, immer essen" (Spis, Erik, bliv ved med at spise, red.). Og jeg har tit hørt det hjemme ved spisebordet, hvis der var noget, jeg vrængede på næsen af. Så lød det altid "Essen, Ester, immer essen", siger hun med et grin.

Hun mener, at bogen om modstandsfolkenes børn og den arv, de ufrivilligt har fået fra krigen, har to tydelige budskaber i Danmark år 2013.

- For det første skal vi tænke over, at datidens modstandsfolk blev kaldt terrorister. Ifølge den terrorlovgivning, som Danmark har i dag, står internationale organisationer står på listen over terrororganisationer og vi arresterer folk, der støtter dem, selv om det i virkeligheden er frihedskamp, de udfører. Det var dybt frustrerende at opleve, hvordan Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof foreningen på den baggrund blev fængslet og så ovenikøbet i Horserød, hvor hans egen far havde siddet under krigen, siger Ester Christiansen med harme i stemmen.

- For det andet er Danmark blevet et krigførende land, som sender soldater i krig. Så regner man med, at når de kommer hjem, så er alting i skønneste orden, men krigen slutter ikke med, at danskerne trækker sig ud. Den fortsætter inde i folks hoveder og påvirker alle dem, som er tæt på de, der har oplevet krigens rædsler. Vores historie er jo, at vi stadig er påvirket af krigen mange år efter, at vore forældre har været med i modstandsbevægelsen og har siddet i tyske kz-lejre.

Ester Christensen tænker lidt over sit budskab, før hun konkluderer på den lange samtale.

- Krigens væsen går i arv, men der er forskel på, hvor meget man bliver ramt. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg hader den stikker, der sendte min far i kz-lejr. Mit svar er, at had er en følelse, som er alt for stor at klistre på hende. Min far valgte at deltage i kampen mod fascismen med livet som indsats. Fascismen viser stadig sit ansigt rundt omkring i verden, også i Danmark. I respekt for min fars indsats under krigen har jeg valgt side. Jeg er med i kampen.