Kommunisterne i Storbritannien var, som i andre europæiske lande, meget tidligt klar over, at den voksende fascisme i Europa og især vestmagternes afslag på at hjælpe den spanske republikanske regering, nærede udsigten til en ny steppebrand i Europa. De gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at advare om faren, men den ledende elite foretrak at formilde fascismen og så Sovjetunionen som deres fjende.

Politiet ransagede  partikontorer og boghandlere og beslaglagde alle foldere og plakater, de kunne finde.

Allerede så tidligt som 1935, hvor Italien invaderede Abessinien (nu Etiopien) agiterede Storbritanniens Kommunistiske Parti for sanktioner mod aggressoren. Da regeringen nægtede at reagere, og socialdemokraterne heller intet ville gøre, førte det til direkte aktion fra de arbejdere, som arbejdede med eller leverede krigsmateriel til Italien.

Før Anden Verdenskrigs udbrud startede det fascistiske Japan en massiv offensiv mod Kina. Mens regeringerne så på, gik arbejdere i hele verden, herunder Storbritannien, i aktion. Britiske kommunister iværksatte succesfulde kollektive kampskridt for at blokere eksporten til Japan. I december 1937 ankom en canadisk liner med titlen “Hertuginden af ​​Richmond” til i Southampton med en last på 200 tons japanske varer. 

På havnen var der en meget aktiv afdeling af det kommunistiske parti, og da et af medlemmerne, Trevor Stallard, opdagede, hvor lasten kom fra, indkaldte han til et møde blandt medlemmerne, og man enedes om ikke at losse den japanske last. Aktionen skabte overskrifter, og Londons Kommunistike Parti uddelte herefter løbesedler til havnearbejderne i London, hvor de opfordrede dem til at gøre som deres kolleger i Southampton.

Samlede 40.000 i protestmarch

I 1938, da Hitler truede Østrig og Storbritanniens regering stadig forsøgte at formilde diktatoren, opfordrede de britiske kommunister til, at premierminister Chamberlain blev frataget magten. Partiet i London opfordrede til en massedemonstration og oprettelsen af ​​et aktionsråd for at vælte regeringen. Opfordringen blev mødt med enorm respons, og 40.000 deltog i en protestmarch.

I marts 1938 foreslog Sovjetunionen drøftelser mellem de franske, britiske og amerikanske regeringer for at planlægge fælles handlen mod Hitler og sikre den europæiske sikkerhed. 

På scenerne var Union Jack nu drapperet sammen med det sovjetiske flag, og “God Save the Queen” blev sunget sammen med Internationale.

På det tidspunkt var den kommunistiske avis “Daily Worker” (som senere skiftede navn til the Morning Star, red.) det eneste dagblad, der konsekvent krævede, at briterne skulle bakke tjekkerne op over for Hitlers aggression. Partiet organiserede omkring 3000 støttemøder for tjekkerne over hele landet og distribuerede 500.000 foldere. Kun ét parlamentsmedlem angreb statsministeren for politikken med at ville formilde Hitler; kommunistiske Willie Gallacher. Han blev buh’et ud af de andre parlamentsmedlemmer, og hans tale blev knap nævnt i pressen.

Forbudt og ransaget

I april 1940 blev den “falske krig” overhalet af den virkelige krig; i maj blev Chamberlain tvunget til at træde tilbage, og Winston Churchill tog over som premierminister. 

Ikke desto mindre diskuterede regeringen stadig bag kulisserne at forbyde kommunistisk propaganda. På dette tidspunkt havde det kommunistiske parti vedtaget en kontroversiel anti-krigslinje på grund af Storbritanniens og Frankrigs fiasko med til at cementere en alliance med Sovjetunionen. Partiet beskriv krigen som en interimperialistisk krig og krævede en krig, der for alvor var rettet mod fascismen.

Regeringen forbød en løbeseddel fra partiet, som opfordrede regeringen til at fortsætte krigen ved at samarbejde med alle anti-fascistiske kræfter. Regeringen forbød også udgivelsen af ​​partiets avis, Daily Worker.

Beskyttelsesrum lukket for fattige

I september 1940 begyndte den tyske blitz-krig mod London, men regeringen havde fuldstændig forsømt at bygge beskyttelsesrum til befolkningen. De var blevet bygget for ministre og embedsmænd og installeret i luksuslejligheder for de rige, men ikke for de fattige. Det kommunistiske parti opfordrede til et system med beskyttelsestunneler i London og andre store byer.

Hærcheferne blev bekymrede, da kommunistiske soldater begyndte at afholde studiekredse i krig og fascisme  for tropperne og indførte demokratiske valg blandt soldaterne. 

Partiets London-afdeling uddelte 100.000 løbesedler og 5000 plakater, som krævede, at beskyttelsesrum blev opført med det samme, og togstationerne i Londons undergrundsbane blev åbnet om natten som beskyttelsesområdet. 

Den følgende uge ransagede politiet partikontorer og boghandlere og beslaglagde alle de foldere og plakater, de kunne finde, ofte ved hjælp af voldelige indbrud, som om det drejede sig om kriminelle. 

Disse razziaer blev også ledsaget af politiets indsatser for at lukke undergrundsstationer af, hver gang luftalarmen lød, for at forhindre borgerne i at bruge dem som beskyttelsesrum. 

Ved udgangen af ​​september blev 79 undergrundsstationer i London dog allerede brugt af omkring 177.000 mennesker.

Kommunisterne lod sig ikke skræmme af politirazziaerne og distribuerede yderligere 20.000 løbesedler, som krævede opførelse af bombesikre beskyttelsesrum og oprettelse af husly-komiteer, og mange partimedlemmer var aktive i disse udvalg.

Koalitionen med Sovjet

I januar 1941 blev et “Folkets Konvent” indkaldt på partiets initiativ. Formålet var at presse regeringen til at sikre forandringer i landet for at isolere “Mændene i München” og fascismens magtfulde og velhavende venner – dem, hvis politik havde hjulpet med at opbygge Hitlers magt. 

Der var bygget beskyttelsesrum for ministre og embedsmænd, men ikke for de fattige.

Konventet krævede, en regering som reelt repræsenterede folket, beskyttelse af levestandarden, demokratiske fagforeningsrettigheder, tilstrækkelig luftkrigsbeskyttelse og venskab med Sovjet-unionen. Der var 665 delegerede, som repræsenterede fagforeninger, 471 var fra tillidsmandskomiteer og resten fra folkelige organisationer. Konventet fik bred dækning i de store aviser, da der tydeligvis var stærk opbakning i befolkningen til de spørgsmål, det rejste.

Kort efter Nazityskland invaderede Sovjetunionen i juni 1941, annoncerede Churchill, at Storbritannien ville samarbejde med Sovjetunionen. På grundlag af denne historiske beslutning ændrede partiet sin politik om ikke at støtte en »imperialistisk krig« og kastede nu sin støtte bag regeringen.

Den nye koalition med Sovjetunionen i krigen mod fascismen medført en stor ændring i partiets situation. Medlemstallet voksede massivt, fra 22.000 ved udgangen af ​​1941 til 53.000 kun fire måneder senere. Det var en ung medlemsskare: Af de 1323 delegerede på en maj-konference i 1942 var over 500 i tyverne og yderligere 500 i trediverne.

Tusindvis rundt om i landet begyndte at komme til anglo-sovjetiske solidaritetsmøder, og da Churchills kone selv lancerede en “støtte til Rusland”-appel, blev det mødt med en hidtil uset reaktion. Det var ikke til at undgå, at kommunistiske talere var meget efterspurgte på disse arrangementer. 

Møderne blev ofte ledet af lokale borgmestre, på scenerne var Union Jack drapperet sammen med det sovjetiske flag, og “God Save the Queen” blev sunget sammen med Internationale!

I oktober 1942 arrangerede det kommunistiske parti et massemøde med 50.000 deltagere på Trafalgar Square, som krævede åbningen af en anden front i Europa. Partiet voksede stadig støt og havde nu et medlem for hvert fjerde medlem i Labour-partiet. 

Med det gunstige miljø i landet var kommunister nu begyndt at blive valgt til ledende stillinger i mange fagforeninger, især i minearbejdernes og ingeniørernes fagforeninger.

Studiekreds blandt soldaterne

Selvom de væbnede styrker angiveligt kæmpede for demokrati mod fascistisk totalitarisme, blev uddannelsesområdet et kontroversielt område. 

Krigministeriet mente, at pædagogiske aktiviteter for soldaterne ville øge moralen og lindre kedsomheden. På den anden side blev elementer i hærens ledelse urolige ved tanken om for meget uddannelse og demokrati, som potentielt underminerede deres beføjelser.

En overgang blev den kommunistiske filosof Dr. John Lewis ansat af hærens uddannelseskorps, indtil de ansvarlige fik nys om ham, og han hurtigt blev fyret. 

Churchill sagde selv: “Jeg støtter ikke denne tilskyndelse til politiske diskussioner i hæren blandt soldateren”. Myndighederne var så angste for kommunistisk indflydelse på soldaterne, at de prøvede at forhindre nogen i overhovedet at gå i tjeneste. En af partiets vigtigste teoretikere og senere redaktør af dets tidsskrift “Marxismen i dag”, James Klugmann, afholdt studiekredse i fascisme, årsagerne til krig, dialektik og socialisme på det troppeskib, han var på, og fik øgenavnet “professoren.” 

Han blev senere kastet ud med faldskærm i Jugoslavien som forbindelsesofficer til Titos partisaner og avancerede til sidst til rang af major.

Troppeparlamenter

Et af højdepunkterne i troppernes politiske aktivitet var de såkaldte troppeparlamenter. I Cairo havde hærens uddannelseskorps startet et kulturcenter for at sikre fritidsaktiviteter til de soldater, der var udstationerede i nærheden. 

Det lykkedes de kommunister, der var udstationerede i Mellemøsten, at få kontakt med hinanden og etablere imiterede parlamenter, hvor soldaterne fordelt efter partiskel debatterede dagsaktuelle emner, og hvordan efterkrigstidens Storbritannien skulle se ud. Lignende troppeparlamenter blev også oprettet i Fjernøsten. 

De organiserede imiterede valg, men for at styrke enheden mellem kommunisterne og Labour, stillede kommunisterne ikke selvstændigt op. Labour vandt overvældende. 

Disse parlamenter tiltrak omkring 500 deltagere, men i april 1944 lukkede hærcheferne dem ned.

Labour-partiets jordskredssejr i 1945 kunne i ikke ringe grad tilskrives stemmer fra de væbnede styrker, og en lille del af æren for det bør gå til kommunister og andre, der organiserede disse debatter og opfordrede deres soldaterkammerater til at stemme Labour.

Efterkrigstidens Storbritannien

I sommeren 1944 var det kommunistiske parti begyndt at omdele sit nye udkast til et program for efterkrigstidens Storbritannien. Med programmet svarede partiet på befolkningens ønske om en frisk start og udbredte beslutsomhed om ikke at vende tilbage til 1930’ernes sult, fattigdom og arbejdsløshed.

Partiet udgav også et diskussionsoplæg om genopbygningen efter krigen og oprettede en række udvalg, der skulle se på specifikke områder af samfundet, såsom uddannelse, bolig, landbrug og transport. Arbejdet kulminerede i et dokument med titlen “Britannien for folket: Forslag til en efterkrigspolitik”. Her understregede partiet behovet for at bygge videre på det, der blev opnået under krigen.