"Byen er det sted, hvor de magtesløse kan lave historie."

Saskia Sassen

 

Lønarbejderne skabte industribyen og dermed samtidig sig selv som klasse – arbejderklassen. Ud af denne dialektiske relation er både opstået forestillingen om et nødvendigt og muligt andet samfund samt de politiske, tekniske og økonomiske vilkår, der er nødvendige for en realisering.

Mit udgangspunkt er, at der er behov for særligt at undersøge byen – det urbane – som platform for denne forandring og som det konkrete afsæt for at bringe både fantasien og den praktiske afprøvning i spil. Kort sagt at sætte netop byen op den politiske dagsorden.

I industribyerne blev arbejderne primært organiserede på de store arbejdspladser. Arbejdsstyrken blev koncentreret i byen. På de store arbejdspladser var det relativt nemt at organisere i modsætning til de mange små værksteder.

De var mange sammen og arbejdet var en del af en sammenhængende produktionsproces, der også fremmede den praktiske sans for at sætte en fælles styrke bag krav om bedre vilkår. Det var tydeligt for alle, hvad problemet var i deres arbejdsvilkår. De blev en naturlig del af samtalerne i hverdagen. Det var nemt at skabe nogle fælles forestillinger om krav og mobilisere på dem. Det blev en kamp om arbejdsdagens længde, løn, retten til organisering og arbejdsforhold.

Fælles velfærdsgoder er blevet rullet tilbage af neoliberaliseringen.

Flere af arbejdspladser havde, med strejkevåbenet i hånden, en politisk tyngde i byen. I København fulgte andre arbejdsplader trop, når arbejderne på B&W nedlagde arbejdet. Mellem byerne var der ret tætte forbindelser, der gjorde fælles aktioner ud over landet mulige. Det var en styrke, der skubbede velfærdsreformer igennem på nationalt plan.

I en række vestlige lande kom arbejderbevægelsen til at stå relativt stærkt, og især efter krisen i 1930'erne og Anden Verdenskrig blev der presset en del fælles goder igennem. I New York for eksempel havde arbejderklassen en relativ stærk periode op til 1960’erne.

Under New Deal-politikken blev staten og bystyret presset til at bruge ressourcer på velfærd og regulere markederne lidt. Der blev bygget sociale boliger. Skolerne var åbne om aftenen med sociale faciliteter og tilbud. Sundhedsvæsenet fungerede, og der var pensionsordninger. Museer og andre kulturinstitutioner var gratis ligesom de højere uddannelser. Det er alt det, som neoliberaliseringen siden 1970'erne har rullet tilbage.

Forskydninger i grundlaget

Arbejderne i den store tunge industri blev oprindeligt anset for at være klassens fortrop. Det var dem, der kunne sætte samfundet i stå. Og havde kvalitet til at være rygraden i produktionen og dermed ledende i opbygningen af socialismen. Hvordan ser det ud nu?

Det er en udbredt opfattelse, at arbejderklassen ikke findes længere, at man ikke kan tale om klasser mere. Vi er alle middelklasse, der har det for godt til at ønske større ændringer i samfundet. Hvis man leder efter én klasse iført blå Kansas og smurt ind i sort olie, så fylder den ikke så meget. Med mere nuancerede briller toner arbejderklassen alligevel frem.

Mange arbejder nu på kontorer eller er servicearbejdere inden for restauration- og vedligeholdelse. Andre må overleve i den uformelle økonomi uden aftaler på platte vilkår eller af egne fiduser. Dertil er der rigtig mange ansat i den offentlige sektor. Produktivkræfter og produktionsforholdene fremmer specialisering og en global arbejdsdeling.

Teknologien fører også til relativt færre arbejdspladser på grund af automatisering, hvor produktionen er indbygget i maskinparken, der kører med høj hastighed døgnet rundt.

Med mere nuancerede briller toner arbejderklassen alligevel frem.

Marx havde tidligt et øje for dette. Han så, at arbejderne ville blive mindre inkluderet i produktionsprocessen: "mennesker bliver mere vogter og regulatorer i selve produktionsprocessen... Mennesket træder ind ved siden af produktionsprocessen i stedet for at være dens hovedaktører. I denne forvandling er det hverken det direkte menneskelige arbejde, som han udfører eller den tid han arbejder, men snarere tilegnelsen af hans egne generelle produktive kraft, hans indsigt i naturen og hans beherskelse i kraft af hans deltagelse i samfundslivet (der gennem - psj) udviklingen af det samfundsmæssige individ, ...(bliver - psj) rigdommens og produktionens store grundpille." (1)

Samfundet og byen bliver basen for et kollektivt intellekt, som dannes via offentlige uddannelser, i arbejdsprocesser og gennem udfoldelse af bylivet i hverdagen. Marx føjer dog til, at "set fra et samfundsmæssigt synspunkt er arbejderklassen derfor også uden for den umiddelbare arbejdsproces i lige så høj grad tilbehør til kapitalen, som det døde arbejdsredskab." (3)

Automatiseringen og produktivitetsstigningen betyder, at der opstår en masse disponibel arbejdstid globalt set.(se tidligere artikel i denne serie: Natur- og Menneskekrise). Dette overskud af mennesker kunne være en kilde til udviklingen af samfundet, kulturen, videnskaben, økologien og meget mere. I stedet ender det som forarmelse.

Strukturelt udmønter arbejdsdelingen og globaliseringen sig i flygtige produktionssteder og skødesløst opførte byområder samtidig med, at virksomhederne konsoliderer sig i prestigefyldte enklaver i de globale hovedbyer. Det fører også til, at byer og områder forfalder. Yougstown i USA er bygget til 225.000 borgere, men der bor nu kun 62.000. Mere end 5000 bygninger står over for at blive revet ned. Den sammen historie, blot i større skala, har vi i Detroit. Vi har vores såkaldte "udkantsdanmark", som er et resultat af denne arbejdsdeling og af, at unge søger mod byerne.

Samfundet og byen bliver på disse måder en del af produktionsprocessen og er derfor i sig selv en produktivkraft.

Den nye urbane arbejderklasse

Byplanlægger Peter Marcuse tillægger tre kvalitative egenskaber til klassebegrebet. Han beskriver en voksende desillusionering, en voksende kritik af kapitalismen og finansialiseringen, der får de udbyttede, de udelukkende og de misfornøjede til at søge efter alternativer. Han peger på de alliancer, der dukker op.

- De udbyttede er den oprindelige arbejderklasse. I dag er det som nævnt en både større og mere forskelligartet gruppe med et voksende spænd i løn og arbejdsforhold. Mange er påvirkede af, at de ikke får nok af den velstand, de selv er med til at skabe, og som hober sig op som synlig rigdom på færre hænder. De er blevet presset af neoliberaliseringen og globaliseringen på alle fronter.

Mange er påvirkede af, at de ikke får nok af den velstand, de selv er med til at skabe.

- De misfornøjede er de fremmedgjorte og utilfredse. Nogle har lidt at leve for, andre en del. Men det fælles træk er, at de ikke føler, at de kan komme til at realisere deres drømme og udfolde sig i samfundet. De er utilfredse, fordi det byder dem en usikker fremtid. Mange er også bekymrede for klimaændringerne og er optaget af miljøet. En del er nyuddannede for eksempel i Spanien og USA, der ikke kan få job. Det kan også være kulturfolk, intellektuelle og fagfolk, som ikke kan udnytte deres kreativitet og potentialer. Det kan også være grupper af folk, der føler sig undertrykt som for eksempel kvinder, bøsser eller folk, der bliver presset på deres race eller religion.

- De udelukkende er dem, der ikke holdes oppe af velfærdsstaten, eller humper sig igennem som løstansatte og i irregulære job. Grupperne af marginaliserede på kanten af det traditionelle arbejdsmarked vokser. Til denne gruppe kan vi også tælle en del på kontanthjælp, eller en del af dem, der er smidt ud af dagpengesystemet. De direkte udsatte i USA består for eksempel af 630.000 hjemløse og fangebefolkningen på 2,2 millioner mennesker. (Under fem procent af verdens befolkning bor i USA, men andet har 25 procent af alle fanger i verden).

Der er naturligvis ikke skarpe skel mellem grupperne, der også kan læses som nogle specifikke egenskaber, men det er godt at være opmærksom på, at forskellene også giver nogle variationer i forhold til for eksempel visioner, interesser og organisering.

Hvad byen består af

De færreste kan sige, at dét og dén har jeg lavet. En bil er for eksempel et resultat af en global geografisk arbejdsdeling. De få samlefabrikker modtager dæk, ruder, indtræk, motorer og så videre fra hele verden. Design af dørens lyd, når den smækker, foregår måske i Tyskland, og interiørets duft kommer fra Provence. Produktion og distribution tilrettelægges ud fra, hvor det er billigst eller mest strategisk. Styring, produktudvikling og beslutninger foregår centraliseret i for eksempel Seoul.

Når det er et hus, er det lidt noget andet, selvom bygningsdele og materialer også kommer mange steder fra. Tømrere, murere, elektrikere, arbejdsmænd og VVS'erne kan se produktet af samarbejdet. Og det står der i mange år. Kommer man forbi, dukker armeringsjern, beton, mursten, mørtel, spær og rør op som fragmenter i erindringen. Dem, der har været med hele vejen fra udgravning til taget, har, uanset deres fag et billede af, hvordan bygningen er sat sammen og hvordan forløbet har været undervejs der opad sammen med stilladset.

En hel by – eller den urbane struktur – kan dog være svær at opfange, rumme og få øje på med al dens komplekse indhold. Byen bliver til hele tiden – synligt og usynligt.

Det er byarbejderklassen, som producerer og reproducerer byen. Det er her værdi, bliver skabt, og her en del af den bliver realiseret.

Bybegrebet bliver ofte reduceret til kun at omfatte det fysiske miljø.

Alt det, vi opfatter som den fysiske by, er skabt af bygge- og anlægsarbejdere. Det er ofte dette fysiske miljø, som bybegrebet bliver reduceret til. Mindre synligt er nettene af forsyning med vand, strøm, varme, kommunikation og håndtering af affald. Transportsystemer flytter både arbejdskraft og varer. Alt sammen indgår i byens og samfundets reproduktion.

Ansatte på uddannelsesinstitutioner tilfører børn, unge og arbejdende nye kvalifikationer og dannelse. Sundhedsvæsenet holder arbejdsstyrken nogenlunde intakt. Forskning på virksomheder, forskningscentre og universiteter skaber innovation inden for naturvidenskab, it, sociologi, organisation, kunst og så videre.

Lagerhaller, butikker, serviceudbydere og kontorlandskaber er også en del af det urbane net. Hele den private sektor, eller det såkaldte "private erhvervsliv", som består af alt fra underskoven af mange små virksomheder, iværksættere, håndværkere, kreative erhverv med flere til de multinationale med millioner af ansatte. (Den amerikanske supermarkedskæde Wall Mart har for eksempel 2,2 millioner ansatte verden over.)

Det nævnte er overvejende fysisk, men byer er også fortællinger, lugte, fællesskaber, følelser, musik, lyde og meget, meget mere.

En stor del af alt dette er etableret og struktureret ud fra en markedsbaseret vækstøkonomi med bytteværdien som omdrejningspunkt. Både dele af byens fysiske strukturer og en del borgere er optaget af den hurtigt voksende finansialisering af økonomien.

I 2011 var der 455.000 job i den finansielle sektor i New York. Hvert ottende job i byen er relateret til den finansielle sektor. I London er 360.000 beskæftigede i denne sektor. De beslaglægger en del af Lower Manhattan og Midttown i New York og City i London med uproduktive funktioner. På grund af de ekstraordinære lønninger breder de prisstigninger på ejendomme, de sætter i gang, sig ud over byerne.

Hvordan ville et samfund – og en by se ud – som i stedet udviklede sig ud fra brugsværdien i et samfundsmæssigt humant nytteperspektiv?

Byen er fabrikken

Byer består af utallige funktioner, der er klippet op og forbundet mere eller mindre lokalt og globalt. Den amerikanske professor i geografi David Harvey peger på den sømløse forbindelse mellem dem, der udvinder jern i minerne under Kiruna, laver rør i fabrikker, transporterer dem til gaderne, hvor andre graver ud og lægger dem i render, så varmen, der produceres i fjernvarmeværkets ovne fra Tyskland, kan strømme gennem rørene til husstanden, hvor VVS'eren har installeret varmeveksler, radiatorer samt termostater, produceret af arbejderne på Danfoss. Så kan vi holde os varme og reproducere os selv til næste arbejdsdag, hvor cyklen fra Kina bringer én til jobbet, som kan være hvad som helst.

En anden kæde starter med at så frø på hundrede tønder land monokulturel mark nord for Randers, der passes og gødes med måske chilesalpeter, høstes med John Deere mejetærskeren, som læsser i vognen, der tømmes i tørreanlægget, hvor kornet ligger, indtil det bliver hentet og kørt på lastbiler, der laster i skibe i Aarhus Havn. Andet korn fragtes til svinefarmen syd for Randers, som med lån op til skorstenen, leverer svin til Danish Crowns nye automatiserede fabrik, der ligger på en bar mark ved motorvejen et stykke uden for Horsens, hvor 1300 ansatte slagter 100.000 svin om ugen.

Fra salgsafdelingen distribueres udskæringerne til Coop og Dansk Supermarked, hvor hovedkontorerne i Glostrup og Højbjerg distribuerer og markedsfører for de lokale butikker, hvor kødet måske skæres ud i mindre stykker, der lægges i kølediskene, så fristende som muligt, for inden sidste salgsdag at blive samlet op i en kurv, der tømmes på båndet, hvor kvinder og mænd ved kassen aflæser stregkoden og tage imod betaling fra kort, der administreres fra Bankernes EDB Central i Roskilde.

Byen er en ophobning af et utal af sådanne aktiviteter og relationer, der strukturerer byen og vores hverdag, mens der skabes værdier og merværdi. Alle indgår på den måde i makroøkonomiske dynamikker, der akkumulerer kapital.

Kampen for byen og byen som platform

Oprindelig spillede fagforeningerne sammen med arbejderbevægelsens politiske partier og agerede på en ret bred platform for bedre levevilkår og demokrati. Nogle af de basale kampe handlede om retten til organisering, arbejdsdagens længde, sundhed, uddannelse, muligheden for at arbejde, kultur, boliger og meget mere. Perspektivet var i nogen grad samfundsmæssigt, og man så arbejderen som det hele menneske.

Det er ikke tilfældet længere. De store fagforbund som LO, HK og 3F har reduceret medlemmernes interesser til arbejdsforhold, og er selv ret optaget af landets konkurrenceevne. David Harvey bemærker, at han ikke "ser nogen grund til, hvorfor der ikke skulle konstrueres både en klassekamp og en kamp for medborgerskab, der, hvor arbejdsfolk lever".

På grund af de ændrede vilkår mener David Harvey, at også arbejderklassens karakter bliver anderledes. Han skriver: "... arbejdsbegrebet må ændres fra en snæver definition tilknyttet industriarbejder til et meget bredere felt af arbejde, der indgår i produktion og reproduktion af en stadig mere urbaniseret verden. Skellene mellem kampe på arbejdspladser og community (begreb som kan betyde mange ting, men både dækker det fysiske og sociale bymiljø – bysamfund, lokalsamfund og fællesskaber) svinder, ligesom ideen om at klasse og arbejde er defineret af produktionsstedet isoleret fra husstandenes sociale reproduktion." (3) 

Den sekundære udbytning på boligmarkedet kan være voldsom.

Det var også den klemme, som arbejderne i Paris sad i mellem voksende huslejer, leveomkostninger og lønninger, en væsentlig årsag til Pariserkommunen i 1871.

Den sekundære udbytning på boligmarkedet kan være voldsom, og fortæller en lang historie, der er beskrevet af forfattere som Dickens, Zola, Jack London, Upton Sinclair, Nexø, samt mange nutidige forfattere i udviklingslande.

I 2011 brugte hver husstand i Danmark 73.000 kroner om året til deres bolig svarende til en fjerdedel af husstandsindkomsten. Næsten 30 procent af newyorkerne betaler mere end halvdelen af deres løn i husleje. For dem, der tjener under 133.000 kroner (næsten hver fjerde husstand), er det 60 procent.

Den sekundære form for udbytning trives også i forbrug af varer. For eksempel udgør udgifterne i hele kæden fra produktion til salg af tøj, sko og mobiltelefoner, kun en brøkdel af salgsprisen, der er presset op af omfattende branding med kendisser, etiske budskaber eller en atmosfære, som tillægger dem en symbolsk værdi. En overpris.

Chinese Staff and Workers Association (CSWA) er et arbejdercenter i Chinatown Manhattan og Sunset Park i New York. De har netop arbejderen som det hele menneske hele døgnet i fokus. Wing Lam, der leder organisationen, fortæller: "Vores udgangspunkt er, at arbejdere er meget mere end producenter. Arbejdere bor også, bruger deres byområde og har behov for rekreation, uddannelse, kultur, sundhed og udfoldelse. Vi anser arbejdere for at være hele mennesker med mange typer problemer og mange kvaliteter. Vi kæmper for kontrol med arbejdstiden, vores byrum og vores liv." (4)

Byerne er som strategiske steder noget særligt.

Et arbejde er heller ikke bare et arbejde: "Det nytter jo for eksempel ikke at støtte byggerier af dyre ejerlejligheder for at skabe job, hvis det, der bliver bygget, er med til at ændre kvarteret til noget arbejderne, som beboere, ikke har interesse i. Mange i fagforeningen tænker kun i job, men ikke på den kvalitet, som jobbet har, og den rolle de spiller i samfundet. Sammenhængen mellem arbejde og den måde bysamfundet fungerer på, er vigtig. Højere huslejer i et område betyder jo, at forretningerne skal betale mere for deres lokaler. Og hvis de så sætter priserne op, skal alle betale mere for deres mad. Gentrificeringen går i gang, nye folk flytter ind og presser andre ud. Derfor er vi nødt til at se delene i det store billede og kæmpe for hele vores lokalsamfund i byen".

CSWA ser arbejderne som en klasse. De tager fat i flere kampfelter og forbinder dem i et længere perspektiv, der peger mod større ændringer i samfundet, og som egner sig til at samle bredt. Den hele arbejder og byen åbner for indsigter i sammenhæng og fælles handlinger ud fra en klassebevidsthed.

"Vi opmuntrer folk til at finde sammen og skabe en forståelse af, at deres problemer på arbejdspladsen skal ses i forhold til deres udlejer, hvor de bor, eller i forhold til kommunens manglende service. Det er et fælles problem, som er knyttet til de sociale og økonomiske systemer. Gennem den fælles indsats for bedre forhold bliver arbejdere til handlende individer. Vi er også opmærksomme på at udvikle de arbejdere, der tager ansvar, til ledere og organisatorer for CSWA«, siger Wing Lam.

Helhedstænkningen kan udvikles langt og er en vigtig dimension i retten til byen. Ved at koble de behov, det hele menneske og communitiet har, sammen med det gode liv, den urbane biotop og den demokratiske by opstår der forestillinger om, hvordan retten til byen kan tage form i et første forløb.

Byerne er som strategiske steder noget særligt. Udfordringen nu er ikke bare at løfte samfundet nede fra, men udvikle det forfra i begge ordets betydninger.

 

Noter:

1. Marx, Karl. 1975. Grundrids. Bind 2 side 547 med justeret oversættelse.

2. Kapitalen 1. bog 4 side 812.

3. Harvey, David. 2012. Rebel Cities. From the Right to the City to the Urban Revolution. Verso. Side 139

4. Citat fra bogen New York og Kampen for Byen. Bogforlaget Frydenlund.