Der begynder sig at tegne sig et mønster omkring danske militæroperationer i Irak omkring årene 2004-2005. Man gennemfører en dansk ledet mission, hvor man tager en masse fanger. Om det er irakiske, britiske eller danske styrker, der tager dem, er sådan set ligegyldigt: Missionen er danskledet, så Danmark har ansvaret.

Så udleverer man dem til irakisk politi. De torturerer dem. I tilfældet operation Green Desert slippes de fri igen, men mærket for livet. Bravo One, alias Abbas Alawi, var ikke så heldig. Han blev tortureret ihjel, og hans familie måtte begrave et blodigt og skændet lig, formentlig uden fingre.

Hvor mange af de succeshistorier, der er kommet ud af den danske krigsdeltagelse i Irak, er ellers fabrikerede pressestunts?

Og kronen på værket er en ordrig pressemeddelelse, hvor man overfor den danske offentlighed mod bedre vidende hævder, at operationen var en succes, og at alt er godt. At dem man har taget til fange er nogle værre banditer, og at verden - og særligt Irak - er et bedre sted uden dem.

I tilfældet Abbas Alawi var det nok rigtigt. Hvis det er sandt, som Forsvaret hævder i HOK's pressemeddelelse, at han var eftersøgt for 19 mord, så fortjente han uden tvivl at blive fanget og stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Men han fortjente ikke at blive overleveret til irakisk politi for at blive tortureret ihjel. Det fortjener ingen mennesker.

Sådanne overvejelser eksisterede bare ikke for ledelsen af den danske indsats i Irak, og gør det efter alt at dømme stadig ikke for den nuværende hærledelse herhjemme i Danmark. Hensynet til civile liv står langt under hensynet til at gennemføre nogle operationer, der ser godt ud i pressen.

Green Desert var en katastrofe. Selv hvis man tager alle oplysningerne i den target folder, der udgjorde det efterretningsmæssige grundlag for operationen, for gode varer, så befandt ingen af de angivne mistænkte sig på målene. Alligevel spillede man teater overfor danskerne og lod som om, at alt var såre godt, for at retfærdiggøre indsatsen i Irak. Et halvt år efter gjorde man præcis det samme igen med Bravo One.

Spørgsmålet trænger sig på: Hvor mange af de succeshistorier, der er kommet ud af den danske krigsdeltagelse i Irak, er ellers fabrikerede pressestunts? Det ved kun Forsvaret. Men de siger vanen tro ikke noget til nogen.