De danske mainstreammedier har svigtet ved ikke at sætte mere fokus på De Gule Veste i Frankrig og gå bag om deres krav.

Derfor har en dansk kultursociolog lavet en lille bog om emnet. Letlæst, let tilgængelig. Tiltrængt.

De store medier har kun haft interesse i at dække ballade og gadekampe.
Mads Christoffersen, forfatter

Hans navn er Mads Christoffersen, og bogen blev anmeldt her på Arbejderen i sidste uge med overskriften "En nødvendig bog".

I bogen kan vi læse, at De Gule Veste, der er en protestbevægelse opstået november 2018, stadig eksisterer. Bogen understreger, at det ikke var en døgnflue, der forsvandt igen.

Mediernes skæve linse

Mads Christoffersen, som selv bor på Østerbro i København, mener, at De Gule Veste kan lære os to ting: 1) At medierne har ramt helt forbi. 2) At der sagtens kan drages en masse erfaringerne fra De Gule Vestes måde at organisere sig på.

Men først medierne. Mads Christoffersen undrer sig over, at der ikke er flere journalister, der interesserer sig for ”den anden side” af De Gule Vestes bevægelse.

– Mediernes dækning er meget ufuldstændig. Det er et kæmpe problem, at de ikke fokuserer på, hvorfor kampen blev udløst, og hvad der ligger bag protesterne. De har kun haft interesse i at dække ballade, gadekampe og eventuelt store begivenheder, forklarer Mads Christoffersen til Arbejderen.

De Gule Veste har i en periode efter den 17. november 2018 blokeret rundkørsler, besat betalingsanlæggene ved motorvejene og demonstreret i hele Frankrig i protest mod, at afgiften på benzin og diesel skulle stige. Men de vendte sig også mod regeringens nedskæringer og den høje arbejdsløshed, og de krævede intet mindre end præsident Emmanuel Macrons afgang, opløsning af parlamentet, nyvalg og ny forfatning.

Mads Christoffersen stiller i sin bog spørgsmålene: Hvad vil De Gule Veste, hvem er de, og hvor kommer de fra?

Black-block og gadekampe

For at få svar på sine spørgsmål besluttede han at besøge De Gule Veste. Det er der kommet 68 spændende interviews ud af, som gør bogen levende og letlæst.

Mads Christoffersen, som i forvejen kunne tale fransk, har et hus i nærheden af den sydfranske by Nîmes og startede i begyndelsen af 2019 møderne med De Gule Veste.

I de mange interviews kommer almindelige franskmænd til orde og begrunder, hvorfor de deltager.

>> LÆS OGSÅ: De Gule Vestes folkeråd breder sig i hele Frankrig

Det kan man aldrig læse i mainstreammedierne.

– Disse medier dækker oftest kun gadekampe, black blocks anarkistiske byguerillakampe mod politiet, smadrede butiksruder og anden ballade som brændte restauranter, hærværk mod Triumfbuen, eller at en gravemaskine kører ind i et ministerium. Det er nemlig voldsomme ting, der hæfter sig i folks bevidsthed, lyder det fra forfatteren.

Vold eller ikke-vold?

Han talte med De Gule Veste om vold.

>> LÆS OGSÅ: Sådan startede De Gule Veste

– De Gule Veste, jeg talte med, var ikke tilhængere af vold. Nogle af dem talte om, at det måske engang, hvis undertrykkelsen blev tilstrækkelig hård, ville blive nødvendigt at gå til modværge, men de var ikke på nogen måde tilhængere af en organiseret voldelig magtovertagelse. De kæmper med demokratiske midler, mener Mads Christoffersen.

Forfatteren fremdrager forskellige statistikker, der viser, at De Gule Veste består af folk i arbejde, ikke specielt arbejdsløse – altså arbejderklassen og den lavere middelklasse. Gennemsnitsalderen er 39 år. De bor typisk i mindre byer og landsbyer i udkantsområderne.

Mads Christoffersen mener, at mainstreammedierne "misser" hovedessensen i De Gule Vestes oprør.

– Det er lige præcis dette misforhold, jeg har prøvet at rette op på med denne bog, siger han.

Rejser 54 krav

I bogen er der bagerst en liste over de 54 krav, bevægelsen har stillet. Og for at se, hvilken vægt kravene har, er der angivet, hvor mange procent der vægter de enkelte krav.

>> LÆS OGSÅ: De Gule Veste er slet ikke til at stoppe

Allerøverst er kravet om at sætte ind overfor skatteunddragelse, genindførelse af formueskatten, stop for skatteflugt og skattesvindel samt højere beskatning af firmaer.

Bevægelsen kræver også 40 procents forhøjelse af de basale sociale ydelser, "genetablering af offentlig service med flere ansatte" og mere byggeri for at afskaffe hjemløsheden. Pensionsalderen skal ligge på 60 år.

De Gule Veste kræver øjeblikkeligt stop for privatiseringer samt renationalisering af veje, elvæsen, lufthavne og jernbaner. Og udflytning af firmaer skal være forbudt.

Som punkt nummer 48 ud af 54 krav hedder det, at landet må forlade EU, "så Frankrig kan genvinde sin selvstændighed og føre den politik, som det ønsker, uden at være begrænset af en traktat, som folket afviste ved valgurnerne i 2002". Dette krav får opbakning fra 49 procent.

Egne medier

Mads Christoffersen fortæller, at De Gule Veste ikke stoler på de etablerede medier.

– Mediekontrollen er meget stærk i Frankrig. 90 procent af den trykte presse er ejet af stenrige milliardærer, der har investeret i mediehuse med penge, der for eksempel kan stamme for produktion af jetjagere. Ti familier ejer næsten hele medieverdenen, 55 procent af landets tv-stationer er ejet af milliardærerne, mens 40 procent af radioerne og store dele af de sociale medier er kontrolleret af de samme grupper.

Derfor fortæller de fleste medier ikke tilnærmelsesvis sandheden, når de dækker De Gule Vestes aktioner.

– De Gule Veste har derfor lavet egne kanaler, hvor information kan flyde frit. Her er der også videotransmissioner i "realtid" af bevægelsens basisdemokratiske diskussioner, fortæller forfatteren.

Direkte demokrati

Netop demokratiet er noget, også danskere kan lære af De Gule Vestes aktiviteter, mener han.

– De Gule Veste er meget insisterende i forhold til mere demokrati. De organiserer sig demokratisk i protest imod et hierarkisk system, domineret af partier og fagbevægelsens top, der som en lille skare beslutter hen over hovederne på folk. Det accepterer De Gule Veste ikke. Her er alle med. Det er en demokratiform, der minder om elementer fra den græske oldtid.

Mads Christoffersen fortæller, at i De Gule Veste har alle en stemme. De vælger folkeråd (Assemblées) på både lokalt, regionalt og landsdækkende plan:

– Det er ekstremt demokratisk og gennemsigtigt. Det tager lang tid, men alle er med.

Han tilføjer, at "ingen kan køre med klatten, tage kontrol, men samtidig er der rum for uenighed og at sige fra".

Udadtil rejser bevægelsen krav om mere demokrati i hele Frankrig.

– Det sker i en situation, hvor der bliver skåret ned globalt, og hvor den sociale ulighed øges, forstærket af covid-19-pandemien. Men De Gule Veste insisterer på mere direkte demokrati. Herhjemme har vi også en form for passivt demokrati, hvor vælgerne får lov til at afgive sin stemme hvert fjerde år, "mens de valgte politikere kan klare ærterne for os".

Folkeafstemninger

– I Frankrig er det ikke nok at tænke, at politikerne nok klarer ærterne. De Gule Veste stiller krav om flere folkeafstemninger. Det vil give folket mere magt og lettere adgang til at tilbagekalde love, tilbagekalde en politikers mandat, ændre grundloven og fremsætte lovforslag.

Men hvorfor kom De Gule Veste netop frem i november 2018 – ud af det blå? Hvor kom vreden fra?

– Vreden har historiske rødder. Mange blev skuffede, da den socialistiske præsident François Mitterrand i midten af 1980'erne løb fra sine løfter. Han lovede i 1981 at nationalisere bankerne. Men han vendte på en tallerken og gennemførte nyliberale reformer. Det så arbejderne som et svigt.

– Siden oplevede arbejderne svigt på svigt i form af gradvist forringede levevilkår, der ikke blev rettet op på. Reallønnen blev udhulet, og den offentlige service blev dårligere.

– Macron lovede også forbedringer. Men så nedsatte han ekstremt provokerende skatten på kapitalindkomst og afskaffede formueskatten. Og landets velstående erhvervsledere stod bag ham.

Forholdet til fagforeningerne

Undervejs i processen er Mads Christoffersen blevet "forbløffet" over forholdet mellem De Gule Veste og almindelige fagforeningsfolk.

– Bevægelsen er imod mange af fagtoppens meget hierarkiske udtryk. De ønsker ikke en centralkomité, der bestemmer hen over hovedet på dem. Men denne nydemokratiske bevægelse har i praksis samarbejdet godt med almindelige lokale fagforeningsfolk på "bunden", for eksempel i forbindelse med protesterne imod Macrons reform af pensionssystemet i december og januar 2019-2020.

– Dette må virkelig få fagbevægelsens top til at tænke i andre baner, vise åbenhed og fleksibilitet, mener Mads Christoffersen.

– I byen Nîmes deltog jeg 1. maj i en demonstration i 2019. Inden optoget gik i gang, spaltede menneskemængden sig, hvor fagforeningsfolkenes røde veste gav plads til demonstranterne i gule veste, så disse kunne gå forrest. Jeg havde ikke forventet denne gestus, siger forfatteren, der tilføjer, at flere sagde til ham, at De Gule Veste havde opnået mere på et år, end fagforeningerne havde opnået de sidste 10 år.

– De to bevægelser supplerer hinanden godt, slutter Mads Christoffersen, der får julelys i øjnene.

Man er vel en gammel 68-oprører...