31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig kamp og beboerdemokrati i centrum

Scharnbergprisen 2018

Faglig kamp og beboerdemokrati i centrum

Scharnbergfondens pris til de uofficielle, er ikke bare en hyldest og et skulderklap til dem, der tager kampen op, men Carl Scharnbergs digte inspirer også prismodtagerne, når de møder hinanden til overrækkelsen.

Thomas Strømsholt (th) takker sammen med andre aktive fra "Nej til 42 timer - Vores OK20" for Scharnbergprisen 2018.
FOTO: Søren Zeuth
Kjeld Hansen og Erik Petersson fra Foreningen Korskær, beboerforeningen i Korskærparken Fredericia.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Signe Ploug Buch, Jonas Ørting og Jonas Hurtigkarl, henholdvis pædagog, sygeplejerske og HK’er fik Scharnbergprisen 2018 for at have startet facebookgruppen "Bak op om de offentligt ansatte".
FOTO: Søren Zeuth

Hvis man er i tvivl om, hvem der skal modtage Scharnbergs Uofficielle Pris 2018, kan man bare kigge på de elleve mænd og en kvinde i røde t-shirts, arbejdsbukser og sikkerhedssko, der stolte og forventningsfulde sidder på rad og række og kigger op mod scenen på Langsøhus. Det er folkene bag kampagnen "Nej til 42 timer- Vores OK20".

Beboergruppen lader sig ikke slå ud, men har valgt at kalde Korskærparken for Danmarks Bedste Ghetto.

På talerstolen er placeret et neongrønt skilt med ordet BLOKADE, og på en stor megafon ses sloganet "En løsning for alle", fra offentligt ansattes OK18. Den faglige kamp både på det private og offentlige område er i centrum. Men hvem skal mon have den tredje pris?

Jørgen Hedegaard Kristensen, bibliotekar på 3Fs kursusejendom Langsøhus i Silkeborg, byder velkommen til prisoverrækkelsen.

Carls digte med i kampen

Carl Scharnbergs Uofficielle Fond blev stiftet i 1997. Hvert år uddeler fondens bestyrelse tre priser på hver 15.000 kroner til grupper eller enkeltpersoner, som har gjort en indsats for fred og solidaritet. Helt i tråd med Carl Scharnbergs eget virke i marcherne mod atomvåben i 60’erne til blokaderne mod busselskabet Ribus i Esbjerg,1995. Han var kendt som den røde digter fra Vrå.

Alle prismodtagere denne aften gør da også flittigt brug af hans digte. Det samme gør medlemmer fra fondens bestyrelse, når de skal begrunde priseroverrækkelserne.

Finn Sørensen fra Scharnbergfondens bestyrelse og MF’er for Enhedslisten, citerede Scharnberg: "Det nye sker, når den, der altid er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig", og han tilføjede, at digtet passer som hånd i arbejdshandske til gruppen "Nej til 42 timer".

Forbundsformændene stemte ja til OK17, mens mange folk på gulvet var imod, og gruppen brugte de sociale medier til en modkampagne, sagde Finn Sørensen og kaldte gruppen for "en gave til dansk fagbevægelse og vores samfund. Danmark kan ikke regeres uden en fagbevægelse".

Thomas Strømsholt, stilladsarbejder, fra "Nej til 42 timer - Vores ok20" holdt takketalen og indledte med, at overenskomster bare skal læres, og det gælder om at hjælpe folk, der er bange for at melde sig i fagforening. 

– Som medlemmer i fagbevægelsen havde vi svært ved at råbe vores egne faglige afdelinger op, sagde Thomas Strømsholt. Det lykkedes ikke at få et fælles nej til OK17, men i stedet et fantastisk sammenhold, sluttede Thomas Strømsholt og lovede, at de gjorde klar til OK20.

De aktive inspirerer og møder hinanden

Aktiviteterne under OK17 har inspireret de offentligt ansatte under OK18. Facebookgruppen "Bak op om de offentligt ansatte" havde på et kursus lært, at det var bedre med 500 engagerede medlemmer end 1000, der kom og gik. Den 22. marts gik facebooksiden online under det store tillidspersonsmøde i Fredericia, og i løbet af ingen tid havde "Bak op om de offentligt ansatte" næsten 200.000 medlemmer.

"Carl ville have været begejstret!", sagde Jens Bak-Andersen, bestyrelsesmedlem i Scharnberg-fonden, inden han gav ordet til de tre administratorer Jonas Ørting, Signe Ploug Buch og Jonas Hurtigkarl, henholdvis sygeplejerske, pædagog og HK’er.

Det var noget af en ilddåb for de tre administratorer, at starte op med 200.000 medlemmer. Hensigten var at give stemmer til de offentligt ansatte, og der var utroligt mange danskere, som bakkede op via facebooksiden.

– Her stod danskerne skulder ved skulder, også da sammenholdet kom under pres under forhandlingerne, men landet over var der en oplevelse af, at det var en fed fælles kamp", sagde Jonas Ørting og takkede for Scharnbergprisen.

Danmarks bedste ghetto

Den tredje pris fra Scharnbergfonden ramte et af de mest aktuelle brænspunkter i Danmark nu, nemlig ghettoaftalen. Regeringen har sammen med SF, S og DF indgået en aftale om voldsomme ændringer og privatiseringer i den almene boligsektor, men solgt aftalen som et stort opgør med ghettoer.

Hans A. Sørensen fra Scharnbergfondens bestyrelse og formand for 3F Horsens og Omegn sagde i sin begrundelse til prismodtagerne fra Korskærparken, at det jo hverken er Skodsborg eller Rudersdal, der er tale om, når Christiansborg-politikerne udpeger ghettoer. Men i stedet de områder, hvor regeringens egen lovgivning rammer hårdt økonomisk.

Hans A. Sørensen og udtrykte håb om, at Foreningen Korskærs arbejde kan minde den almindelige dansker og eventuelt politikere om, at mennesker ikke skal ekskluderes på grund af etnisk tilhørsforhold. Ej heller skal de i vuggestue som et-årige for at lære om grundloven, mens politikerne ikke kan den!

Under klapsalver kunne Foreningen Korskær vise billeder fra nogle af deres aktiviteter. Når man endnu ikke har dansk sprog fælles, kan man være fælles om kulturaftener, hvor man spiser sammen. Der blev også vist billeder fra den årlige runde i Korskærparken sammen med lokalpolitiet, der kunne fortælle beboerne, at der ikke er så meget kriminalitet i Korskærparken.

Ghettobetegnelsen er misvisende, sagde Kjeld Hansen og Erik Petersson. I Korskærparken bor mange forskellige slags mennesker, og mange er kommet til Danmark, fordi Danmark er en krigsnation.

Beboergruppen lader sig ikke slå ud, men har valgt at kalde Korskærparken for Danmarks Bedste Ghetto. I bedste Scharnbergstil sluttede Kjeld Hansen og Erik Petersson takketalen med, at "Det nye sker – og vi har tænkt at blande os!"

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2018 - 08:58   19. jun. 2018 - 09:00

Prisoverrækkelse

kb@arbejderen.dk
Scharnbergfondens Uofficielle Pris 2018

De tre priser på hver 15.000 kroner gik til:

  • Nej til 42 timer-Vores OK20

  • Bak om om de offentligt ansatte.

  • Begge grupper findes på Facebook.

  • Foreningen Korskærparken: korskaerparken.dk/foreningen-korskaer

  • Se mere om Carl Scharnberg: carlscharnbergsuofficiellefond.dk