22 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Medrivende filmatisering af Tysktime

En klassiker i tysk efterkrigslitteratur

Medrivende filmatisering af Tysktime

Man ser ikke meget til selve krigen eller nazismens rædsler i filmatiseringen af Sigfried Lenz' enestående roman om pligt og moral, men nazismens gift er sevet ind i vadehavets beboere.

Politibetjenten Jens Ole Jepsen udfører sin pligt på naziregimets vegne med brevet til maleren Max Ludwig Nansen.
FOTO: Camera Film
1 af 1

Siegfried Lenz' roman "Tysktime" fra 1968 er blevet en klassiker i tysk efterkrigslitteratur. Allerede i 1971 blev der lavet en 220 minutters lang fjernsynsfilm i to dele, som fulgte bogens handling minutiøst, mens den nye biograffilm er forkortet, så varigheden kun er to timer. Det er udmærket gjort og passer bedre til nutidens tempo, men det betyder desværre også, at slutningen, hvor det går meget hurtigt, kan virke lidt forvirrende.

Filmen Tysktime er en universel fortælling om dilemmaet mellem pligt og moral, og om modet til og prisen for at sætte op mod love og regler.

Filmen begynder, som romanen, med slutningen i begyndelsen af 1950’erne, hvor fortælleren er anbragt i et ungdomsfængsel på grund af noget kunsttyveri.

Siggi, som han hedder, er sat på straffearbejde efter at have afleveret et blankt kladdehæfte, der burde have indeholdt en tysk stil.

Pligtens glæder

Nu sidder han i enecelle og kommer først ud, når stilen er skrevet. Emnet er Pligtens Glæder. Når Siggi ikke fik skrevet noget i tysktimen, var det fordi, emnet overvældede ham. Men her i cellen kommer der gang i skriveriet, han er nærmest ustoppelig, for det er netop pligten, der har forpestet hans barndom og bragt ham dertil, hvor han nu er.

Siggi kommer fra en lille nordtysk by ved Vadehavet, hvor hans far, Jens Jepsen, var og stadig er landbetjent. I nærheden bor en kendt maler, Max Nansen, som er ven med Jepsen og gudfar til Siggi. Venskabet er ikke bygget på andet, end at de er naboer og har kendt hinanden fra barnsben, men Siggi er meget knyttet til maleren, der er en ganske anden type end hans fåmælte, studse far, hvis sprog er bedst egnet til at give ordrer og hænder til at give klø.

Lus mellem to negle

I 1944 finder man i Berlin ud af, at malerens billeder er syge og farlige, entartede, og han får maleforbud.

I 1968 troede Lenz, som de fleste andre, på Noldes billede af sig selv som et offer for nazismen.

Det bliver Jepsen, der skal overrække ham brevet om det, og som det bliver pålagt at holde øje med, at forbuddet bliver overholdt.

Til den sidste del af opgaven inddrager han Siggi, som skal spionere hos maleren, men samtidig bruger maleren, som ikke har tænkt sig at holde op med at male, også Siggi til sine formål, og drengen føler sig som en lus mellem to negle i dilemmaet mellem loyalitet overfor faderen eller maleren, og med en fornemmelse af at faderen er galt afmarcheret.

Sygelig besættelse

Det er Jepsens pligt at overvåge Nansen, og det gør han så nidkært, at det udvikler sig til en sygelig besættelse. For ham går pligt frem for familie og venskab. Selv sin egen søn, Klaas, føler han sig forpligtet til at angive, da denne, deserteret og såret, må søge hjælp i sit hjem.

Da krigen slutter, bliver Jepsen interneret, men vender efter en tid hjem og genindtræder i sin gamle stilling. Uniformen bliver udskiftet, men indmaden er den samme. For ham gælder det stadig, at Nansens billeder er farlige, og at det er hans pligt, i det omfang det er muligt, at destruere dem. Tilsvarende er Siggi stadig besat af, at det er hans opgave at forhindre faderen i sit forehavende, og forsøget på det kommer til at ligne kunsttyveri.

Noldes selvbillede

I romanen er det helt tydeligt, at maleren er modelleret efter Emil Nolde, men i filmen er denne lighed af gode grunde retoucheret bort. I 1968 troede Lenz, som de fleste andre, på Noldes billede af sig selv som et offer for nazismen.

Først senere kom det frem, at den højreorienterede og antisemitiske maler allerede fra trediverne og til krigens afslutning havde været medlem af det Nordslesvigske NSDAP.

Netop pligten har forpestet Siggis barndom og bragt ham dertil, hvor han nu er.

En anden ændring, som jeg derimod ikke forstår formålet med, er at Siggis mor, der i romanen er ligeså afstumpet og modbydelig som sin mand, i filmen nærmest fremstår, som om hun også er et offer for ham.

Nazismen med dens kendemærker ser man ikke meget til, ligesom krigen er noget, der foregår langt borte. Heroppe mod nord i det flade land med den vældige horisont er det naturens kræfter, der spiller med musklerne, men ikke desto mindre er nazismens gift trængt ind på stedet.

En universel fortælling

Det kunne også være en anden gift i en anden tid, og dermed bliver filmen en universel fortælling om dilemmaet mellem pligt og moral, og om modet til og prisen for at sætte op mod love og regler, der strider mod ens overbevisning, om hvad det er rigtigt.

Alene billederne af det barske landskab med de skrigende mågeflokke er en oplevelse, men i det hele taget er det en medrivende filmatisering af et enestående værk.

Blandt de medvirkende må jeg fremhæve Levi Eisenblätter, der spiller Siggi som barn, en lille, knuget fyr, der nysgerrigt lusker rundt og observerer og påtager sig ansvar, der langt overgår hans formåen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2020 - 07:45   01. okt. 2020 - 11:29

Filmanmeldelse

Margit Andersen
Anmelder
Tysktime
  • Tysktime. Premiere: 1. oktober.
  • Instruktion: Christian Schwochow.
  • Manuskript: Heide Schwochow.
  • Premiere: 1. oktober.
  • Efter romanen Deutschstunde (1968) af Siegfried Lenz (1926-2014).
  • Medvirkende i filmen: Ulrich Noeten, Tobias Moretti, Levi Eisenblätter, Tom Gronau, Sonja Richter med flere.