22 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sagen om "DE 5" cubanere er blevet til en god film

Cuba på lærredet

Sagen om "DE 5" cubanere er blevet til en god film

Det gode ved filmen er, at den kan nå titusinder... måske millioner af tilskuere, der ikke véd noget om USA's terror mod Cuba, med sit budskab. Og så er det god underholdning; en politisk thriller og en agentfilm, som dufter lidt af 007 – måske lige rigeligt.

Penelope Cruz spiller René's hustru Olga Salanueva og gør det godt.
1 af 1

Dramaet om de fem cubanere, der infiltrerede eksilcubanske terrorgrupper i Miami for at advare hjemlandet om forestående angreb, er nu lavet som en spændende og bevægende biograffilm.

Danskere kan foreløbig kun se den på Netflix, mens filmen i andre lande vises i biografer.

Jeg synes, det er modigt at producere en film, som uden af være pro-Cuba udbreder sandheden.
Gerardo Hernández, leder af "De 5"

Men den ligger klar med danske undertekster på Netflix, og det kan stærkt anbefales at se den og få andre til at se den. Filmens titel er: Wasp Network.

Filmen er en sjældent vellykket, sandfærdig politisk thriller, hvor Cuba og revolutionære cubanere spiller hovedrollen og får mulighed for det på en positiv måde.

Det er en nærmest klassisk agentfilm, hvor smarte agenter og smukke kvinder er med til at levere god underholdning, uden at det stjæler billedet fra den vigtige politiske historie.

Nogle kender historien – andre ikke

Nogle kender historien om "De 5" cubanere. Men for de, som ikke har historien klart for sig, kommer her lige et kort resume:

I starten af 1990'erne øger de eksilcubanske terrorgrupper i Miami deres aktiviteter mod Cuba i forventning om, at Cubas revolution står for fald.

I den situation sender Cubas sikkerhedstjeneste agenter undercover til Miami for at infiltrere grupperne. De iscenesættes som politiske flygtninge fra Cuba. "De 5": René González, Gerardo Hernández, Antonio Guerrero, Ramón Labañino og Fernándo González var blandt de udsendte.

Agenterne arbejdede og medvirkede til at afværge og imødegå mange mord og attentatforsøg frem til 1998. Men USA's forbundspoliti, FBI, kom på sporet af dem.

Den 12. september 1998 blev de alle arresteret. I en efterfølgende farceagtig retssag blev de idømt helt ekstreme fængselsstraffe på mellem 15 år og to gange livstid.

Medierne var tavse om sagen

Den historie – altså om terroren mod Cuba, om de cubanske agenters fredelige indsats imod terrorismen og den farceagtige retssag – blev aldrig fortalt i USA's medier. Den blev heller aldrig fortalt af de store medier i Europa eller i Danmark. ALDRIG! Hvis du kender historien, er det, fordi du har læst det i Cubabladet eller i Arbejderen eller i enkelte af venstrefløjens og den kommunistiske bevægelses medier. De borgerlige medier var TAVSE hele vejen igennem.

Så der er grund til i dag at glæde sig over, at historien nu fortælles i en spillefilm, der har potentiale til at nå titusinder af mennesker i Danmark og mange, mange flere i hele verden.

Der er store skuespillere på plakaten. Mest strålende er Penelope Cruz, der spiller Olga Salanueva, som er gift med René Gonzalez. René González – spillet af Edgar Ramirez – er i filmen den af de fem, som vi følger mest.

De cubanske agenters fredelige indsats imod terrorismen og den farceagtige retssag blev aldrig fortalt i USA's medier.

Vi følger også cubaneren Gerardo Hernández – spillet af Gael Garcia Bernal – som er leder af de fem cubanske "agenter" i Miami.

De tre sidste af "De 5" ser vi ikke eller kun meget lidt til.

Det forlyder, at filmen er klippet om et par gange og skåret ned i længde for at gøre den lettere at overskue og forstå, og det er muligvis årsagen til, at kun to af "de fem" toner solidt frem på lærredet. Det er man ked af, hvis man kender de fems skæbne og har sympati for dem. Men det er strengt taget lige meget.

Filmen bygger på en bog af den brasilianske forfatter og journalist Fernando Morais.

Det gode ved denne film er nemlig ikke, at cubavenner, der kender denne historie, får "masseret det sentimentale sind" ved et gensyn med disse helte, der uselvisk kæmpede fredeligt for en retfærdig sag. Det gode ved filmen er, at den kan nå tusinder... måske millioner af tilskuere, der ikke véd noget om denne sag, med sit budskab.

Hvad mener René og Gerardo?

René González har i et interview udtalt: "Filmen er, som mange påpeger, ikke den præcise historie om "De 5". Det er en del af historien om "De 5", og filmen kommer også bagom og fortæller om konfrontationen mellem Cuba og USA. Jeg synes, det er vigtigt, at (…) der nu er lavet en film om denne sag, som, mens den udfoldede sig, var bortcensureret fra verdens medier. Det er det, der gør filmen værdifuld".

 
René González (til højre) og Gerardo Hernández blev i forbindelse med lanceringen af filmen interviewet til netmediet Cubadebate.cu.
Foto: 
Irene Pérez/Cubadebate

Gerardo Hernández deltog i samme interview og sagde blandt andet: "Det, jeg kan lide ved filmen, er modet til at tage spørgsmålet om terrorisme op i en Hollywood-film. Vi ved, at personer i Miami har truet med at nedbrænde de biografer, som viser den. Jeg synes, det er modigt at producere en film, som uden af være pro-Cuba udbreder sandheden – og sandheden er i vores favør, fordi vi har været ofrene i mere end 50 år".

God underholdning, uden at det stjæler billedet fra den vigtige politiske historie.

Når nu filmen for overskuelighedens skyld er klippet sådan, at vi ikke skal følge alle "de 5", men kun to af dem, så er det lidt irriterende, at filmen bruger ret meget tid på den lidt perifere cubanske agent Juan Pablo Roque – spillet af Wagner Moura – og hans stormende og romantiske forhold til den billedskønne Ana Margarita Martinez – spillet af Ana de Armas. Her er vi helt ovre i Agent 007-scener.

De scener er lidt spild af tid, men på den anden side så er de med at gøre filmen attraktiv for den almindelige seer og biografgænger, som både bliver underholdt og bliver klogere! Det er godt "undercover" filmarbejde.


Netflix har haft Wasp Network klar
med danske undertekster siden 19. juni.

Filmen bygger på en bog af den brasilianske forfatter og journalist Fernando Morais. Bogens titel er The Last Soldiers of the Cold War – The Story of the Cuban Five. (Den kolde krigs sidste soldater – Historien om De 5 cubanere).

Filmen blev først vist på filmfestivalen i Venedig i september 2019. 31. januar fik den premiere i franske biografer, og fra 19. juni har den været tilgængelig på Netflix. Den varer 123 minutter.

Den er produceret af Mementor Films med økonomiske bidrag fra selskaber i Frankrig, Brasilien, Spanien og Belgien.

Denne anmeldelse er også bragt på hjemmesiden cubavenner.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2020 - 09:50   05. aug. 2020 - 12:07

Filmanmeldelse

Af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening.
Bog og dvd om De 5

Dansk-Cubansk Forening har udsendt dokumentarfilm, hefter og bøger om "De 5", som der er god grund til at læse eller genlæse, se eller gense efter at have set filmen WASP Network på Netflix.

Læs bogen: "DE FEM CUBANERE fortæller om deres liv sammen med USA's arbejderklasse"

Se dvd'en: "Mission mod Terror".

Bog + dvd kan bestilles med en mail til post@cubavenner.dk for 175 kroner.