For nylig nedsatte musiker-interesseorganisationen DJBFA i samarbejde med en række andre brancheorganisationer Komponisternes Tænketank. Her skal forskellige repræsentanter for dele af musikbranchen, såvel kunstnere som forretningsfolk, forsøge at besvare et komplekst spørgsmål: hvad skal kunstnere leve af i 2020?

I marts kommer tænketanken med sit bud på, hvilke nye forretningsmodeller og samarbejder, der skal være med til at sikre, at musikere også i 2020 kan leve af deres kunst i lyset af den nuværende udvikling med digitalisering, piratkopiering og streaming.

DJBFA’s formand, Susi Hyldgaard, håber, at tænketanken kan bidrage med tanker om forbindelsen mellem markedet og kunstnerne. Men det skal ikke ses som et tegn på, at DJBFa er blødt op på spørgsmålet om kunstnernes ophavsret.

- Vi vil altid stå for ophavsretten. Det er vores baggrund, men det er også interessant for os at se længere ud, og se hvordan vi kan arbejde med den i ryggen, se fremad og gå fremtiden og den virkelighed, vi befinder os i, i møde, siger hun til Arbejderen.

Kannibaliserende forretningsmodeller

En af dem, der i Komponisternes Tænketank skal være med til at finde nye muligheder, er Kåre Carlsen, Business Manager hos Telenor, som samarbejder med den populære streamingtjeneste WiMP. Han forklarer til DJBFA’s blad KomPost, at en udpræget skepsis over for digitale løsninger efter hans mening er den største hindring for musikbranchen.

- Jeg oplever, at når der opstår muligheder for nye forretningsmodeller, så bliver de ikke oplevet positivt men snarere set som “kannibaliserende” på de traditionelle måder at tænke musik og forretning, fortæller han.

Vi vil altid stå for ophavsretten. Det er vores baggrund, men det er også interessant for os at se længere ud.

Han peger selv på streamingtjenesterne som et interessant udviklingspunkt, men også på den relativt uopdyrkede mulighed for at skabe forretningsmuligheder på tværs af de traditionelle platforme, for eksempel ved at kombinere musik og computerspil.

Også Susi Hyldgård betragter streamingtjenesterne som et af de mest interessante områder. En norsk undersøgelse fra 2010 har vist, at 54% af brugerne af de lovlige streamingtjenester helt er holdt op med at piratkopiere musik. Den konklusion er Susi Hyldgaard enig i.

- Man ved med 100% sikkerhed, at de ulovlige downloads forsvinder, når streamingtjenesterne bliver tilgængelige, så det er der ingen tvivl om. Der er jo lavet undersøgelser, der viser, at folk gerne vil betale for musikken, men det skal føles frit. Og det er jo enormt dejligt, siger hun.

Pointen er netop at nå frem til en balancegang, mener hun: adgangen skal føles fri og åben, men kunstnerne skal stadig have betaling for deres arbejde, uden at ophavsretten krænkes. Og det er netop tanker om en sådan balancegang, Komponisternes Tænketank skal frembringe.

En falsk præmis

Hjemmesiden The Pirate Bay, som har hjemme i Sverige, er verdens største bit-torrent tracker, altså en side, hvor man kan downloade de såkaldte torrent-filer, der “peger” på filer til fri deling.

Peter Sunde er medstifter og tidligere talsmand for The Pirate Bay, og han stiller spørgsmålstegn ved hele præmissen for en sådan tænketank som den, DJBFA har søsat.

Spørgsmålet er ikke, om man bryder ophavsretten. Spørgsmålet handler om at forbedre distributionen, at tilbageerobre magten over kultur og information.

- Hvis man forsøger at besvare spørgsmålet “hvad skal kunstnere leve af i 2020”, er man allerede gået med på den fejlslutning, at det går dårligt for kunstnere, skriver han til Arbejderen.

Han mener i stedet, man bør se på udviklingen, både historisk og aktuelt. Kunst og kultur har aldrig handlet om at tjene penge, mener han, og derfor har vi netop for længst som samfund oprettet legater og støttefonde for at sikre, at man alligevel kunne leve af det.

Men fildeling har faktisk betydet, at i der dag bliver tjent flere penge på kunst end nogensinde før, pointerer Peter Sunde.

- Men samtidig skriger pladeindustrien op om, hvor forfærdeligt det er at arbejde med kunst og ikke kunne få betaling. De regner deres salg i antal solgte CD-skiver, til trods for at ingen længere anvender CD’en som medium, for at kunne fremvise forfærdelige salgstal, siger han.

Når vi hører om, hvor forfærdeligt det er at være kunstner i fildelingens tid, så er det altså i høj grad et billede iscenesat af den del af underholdningsindustrien, der ønsker at bevare sit distributionsmonopol.

- Interviewer man nogensinde et band, der spiller hjemme i garagen, om, hvad de synes om fideling? spørger Sunde retorisk og fortsætter:

- 99,999% af alle, som beskæftiger sig med musik, er slet ikke interesserede i, hvad en sang koster i iTunes, de er interesserede i, at nogen skal høre dem eller hjælpe dem til at blive bedre.

Respekt for værket

Den argumentation kan Susi Hyldegaard godt til dels følge, men udgangspunktet må stadig være, at kunstnere ejer deres produkt. Og det handler dybest set om respekt for kunstneren, mener hun.

- Pladeselskaberne taler først og fremmest på egne vejne, og mange unge kunstnere siger netop, at det går rigtigt godt, og at de er tilfredse. De er holdt op med tænke i at lave penge og laver i stedet bare den kunst, de har lyst til, siger hun.

Den tankegang er nok typisk for de unge, mener hun, men når man bliver ældre bliver man også nødt til at se på, hvordan man tjener penge på det, man laver. Og så dur det ikke, at alle bare deler det kvit og frit.

- Men at man har lyst til at dele et værk er helt sikkert et udtryk for hengivenhed over for værket, siger hun og tilføjer, at det netop derfor også skal være muligt at gøre, så glæden over værket kommer kunstneren til gode. Men det skal ske gennem modeller, hvor kunstnerens ophavsret respekteres og hendes arbejde belønnes.

En uventet konklusion

I januar 2012 blev fildelingssiden Megaupload.com lukket ned af myndighederne. Siden var en af de mest populære fildelingssider og stod, efter eget udsagn, for 4 procent af den samlede internettrafik på verdensplan.

Lukningen af siden skete på opfordring af copyrightindehaverne til især de film, som mange brugere anvendte Megaupload til at dele gratis med hinanden.

Men i et nyt opsigtsvækkende forskningsprojekt har den tyske forsker Jörg Claussen, der arbejder som post.doc. ved Institut for Innovation og Organisationsøkonomi på CBS i København, sammen med en kollega fra Ludwig-Maximillian Universität i München, vist, at lukningen af Megaupload ikke har haft den forventede effekt på omsætningen.

Forskerne har undersøgt 1344 film i 49 lande fra 2007, hvor Megaupload første gang gik i luften, til 2012, hvor siden lukkedes, og den foreløbige konklusion blev i november fremlagt i en tre siders rapport, som vil blive fulgt op af en egentlig peer reviewed forskningsartikel om et par måneder.

- Der er ikke sket et fald i omsætningen, men der er heller ikke sket den forventede stigning, fortæller han til Arbejderen.

Generelt har de smalle film lidt under lukningen, mens omsætningen er steget for de store blockbustere. Det skyldes, at filmene mister en masse omtale, der genereres fra mund til mund.

- Mund-til-mund effekten er meget vigtig. Hvis man har set en film eller hørt en cool sang, fortæller man ofte sine venner om det. Det er en meget basal mekanisme, som også optræder på andre markeder. Folk siger “hey, det her er en god sang” til deres venner, som  så er villige til at betale for den, fortæller han.

På den måde fungerer fildelingen som en art socialt netværk, hvor pirater fortæller brugere, der er villige til at betale, om det nye og det fede. Men at det skulle være en grund til at beholde den ulovlige fildeling, køber Susi Hyldgaard ikke.

Hun fremhæver i stedet lovlige alternativer, som for eksempel de eksisterende streamingtjenester, som måder, hvor man kan drage nytte af den samme effekt.

- Det er der streamingtjenesterne er gode. Og det samme viser L.O.C.-historien med TDC, hvor man giver et album gratis ud, tilføjer hun og henviser til rapperen L.O.C., der sidste år i et samarbejde med teleselskabet TDC lagde sit album Prestige, Paranoia, Persona vol. 1 op til gratis download de første fem uger efter udgivelsen.

Jörg Claussen mener heller ikke, at den sociale effekt er som sådan er noget unikt for fildeling.

- Man vil altid fortælle om ting i sine sociale fællesskaber, det afhænger slet ikke af mediet. Streamingtjenester ville sagtens kunne efterligne og forstærke de sociale mekanismer, for eksempel gennem integration med Facebook eller andre sociale medier.

Nyt monopol

Men ifølge Peter Sunde er en sådan indstilling bare at flytte et monopol: fra pladeselskabernes hænder til streamingtjenesternes. Fildeling handler derimod om at bryde monopolet og decentralisere distributionen, mener han.

- Spørgsmålet er ikke, om man bryder ophavsretten. Spørgsmålet handler om at forbedre distributionen, at tilbageerobre magten over kultur og information samt at facilitere menneskers adgang til materiale, siger han og tilføjer:

Hvis man har set en film eller hørt en cool sang, fortæller man ofte sine venner om det. Det er en meget basal mekanisme, som også optræder på andre markeder.

- Samtidig viser al forskning, at jo mere materiale som deles, jo flere penge tilføres der den sektor, som materialet befinder sig i. Musik, film, dans; alt som kan kopieres tjener på at blive de. Der findes kun en lille klike, der tjener på at forhindre spredningen: dem som har monopol på at vælge, hvad der skal spredes og selv spreder det. Nemlig musik- og filmselskaberne.

Jörg Claussen fremhæver da også den amerikanske filmbrancheorganisation MPAA som nogle af dem, der “har tudet mest” og presset på for at lukke Megaupload. Og netop derfor har det været interessant at undersøge, hvilken effekt lukningen så har haft.

Men han understreger også, at forskerne ikke ønsker at tage side i debatten. Håbet er i stedet at bidrage med noget så vidt muligt objektiv forskning, som kan være med til at danne grundlag for en oplyst debat.

I undersøgelsen har forskerne også set på, hvilken effekt en forskudt international premieredato har på omfanget af piratkopiering i forhold til film, og måske ikke overraskende konkluderer de, at piratkopiering af en film bliver mere udbredt, hvis premieren på filmen i det enkelte land ligger langt fra den internationale lancering. Og også her spiller den sociale effekt ind, forklarer Jörg Claussen.

- I vores moderne, globaliserede verden er mund-til-mund ikke begrænset af landegrænser. Måske ser man på de sociale medier, at en ven i USA allerede har set en film, som man så selv får lyst til at se. Derfor nytter det i den moderne verden ikke noget at sprede udgivelsen over mange måneder, konkluderer han.

Fildelingen har om noget været med til at føje til denne internationalisering, og måske kan udvikling i retning af streamingtjenester give kunstnerne deres bid af kagen og dæmme op for konflikten mellem udbud og efterspørgsel.

Susi Hyldgaard håber i hvert fald at Komponisternes Tænketank kan være med til at pege på en del af svaret. Men Peter Sunde tror ikke på det.

- Der findes mange måder at tjene penge på kultur. Det er ikke at centralisere magten hos dem, som profiterer mest, men tilfører mindst kulturelt, der kommer til at hjælpe os fremad. Det er at bryde kapitalismens indflydelse på vores kultur og som samfund støtte kulturen i stedet for at straffe dem, der gerne vil deltage i den, slutter han.