Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er, vil jeg påstå, en af de mest værdifulde og samtidig mest negligerede af vores menneskerettigheder. 

David Harvey

Hverdagen trykker. Udviklingen kommer ligesom imod os på vores vej dybere og dybere ind i kriselandskabet. Behøver hverdagene virkelig at være et rotteræs i et ellers højtudviklet samfund? Vi springer fra tue til tue – alt for meget.

Vi har behov for at stimulere vores fantasi og udvikle forestillinger, der kan pege på og modne kvalitative ændringer af samfundet. Det gør vi alt for lidt. Der er erfaringer fra historien og fra i dag, som kan inspirere.

Når jeg sætter byen – det urbane – i centrum, er det for at pege på et felt med både praktisk organisering og analyser.

Individuelle og kollektive rettigheder

Rettigheder har en lang historie. I Danmark skrev for eksempel Valdemar den Store i 1177, at fordi Gud som "alles styrmand har skabt forskellige lemmer under ét hoved" og har "fastlagt, hvad folk skal gøre", skylder "vi, i faderlige kærlighed, alle en ligelig afbalanceret ret, hvad enten de giver sig af med handelsanliggender eller slider med markarbejdet eller glimrer med ridderbælte." Som konge havde Valdemar Sejr brug for en orden via magtbalancer i samfundet.

Det var ikke sidste gang, at en ekspansiv magtpolitik blev legitimeret i form af rettigheder som et mandat "oppe fra". Da USA's præsident Bush i 2004 begrundede landets ret til særstatus i forhold til andre, sagde han, at "frihed er den almægtiges gave til enhver mand og kvinde i denne verden". Og "som den stærkeste magt på jorden har vi en pligt til at hjælpe med at sprede frihed."

På en måde har rettigheder ellers været en overenskomst mellem grupper i samfundet. Ændringer af dem sker i små eller store ryk – frem eller tilbage – i en midlertidig fiksering af en tilstand i samfundet.

En af de skelsættende begivenheder er Amerikas Forenede Staters Forfatning (1787) med tillægget Bill of Rights (1791) og Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (1789) fra den franske revolution. De skubbede samfundene fremad med nye rettigheder, som var et resultat af hårde voldelige og politiske kampe.

Det hedder blandt andet: "Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse". (1) Principperne blev siden, mere eller mindre, skrevet ind i mange grundlove og forfatninger.

Forfatningerne var baseret på idéer om, at rettigheder var individuelle, medfødte og knyttet til ejendom. De var tillagt en status som universelle via en filosofisk logik i en specifik historisk situation, som en beskyttelse mod den gamle feudale magt ved groft sagt at vende den på hovedet.

På den ene side er de baseret på en moralsk ret, som jo også kan gælde retten til for eksempel vand og luft. På den anden side er der indbygget en modsigelse, idet rettighedernes har den private ejendomsret som sin kerne.

Det betyder for eksempel: At forsyningen af byer med vand privatiseres og monopoliseres. At ytringsfriheden ejes af de monopoliserede medier. Eller at verdens rigeste ene procent har 41 procent af verdens rigdomme og kontrollerer produktionen. Det udtrykker sig for eksempel også i, at blot 90 energiselskaber – private som statslige – siden 1854 har udledt to tredjedel af al CO2, og nu lader andre betale regningen.

Forsyningen af byer med vand privatiseres og monopoliseres.

Et andet problem med de universelle individuelle rettigheder er, at de får en særlig status og værdi i forhold til andre mulige rettigheder. De kan reelt være en bremse for udvikling af samfundets demokrati. Men verden står jo ikke stille.

Rettigheder kan også være kollektive og have en mere en omfattende karakter. I sin første periode kæmpede arbejderbevægelsen for eksempel for valgret til alle og for kollektiv ret til organisering.

Arbejderbevægelsen og de socialistiske lande pressede på i internationale fora. I FN blev der tilføjet nye økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det var en afspejling af styrkeforholdene efter nazismens nederlag og arbejderklassens kampe for, lad os kalde det velfærdssamfund eller socialisme, under paroler som "brød, arbejde og frihed".

Det var konkrete rettigheder med materielt og socialt sigte på omfordeling af værdier og beskyttelse af borgerne. De tidligere koloniale lande, som efter Anden Verdenskrig slap fri af de gamle magters greb, pressede på for solidaritet, ligestilling mellem racer, nationalitet og religion, uddannelse og kultur, en tilstrækkelig levefod og en ny økonomisk verdensorden.

I FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 står i Artikel 25: "Enhver har ret til en levestandard, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er under den enkeltes kontrol." (2)

Erklæringen var dog udtryk for kompromisser. De vestlige lande lagde vægten på de formelle frihedsrettigheder, mens østblokken og udviklingslandene lagde vægt på de humane, sociale og økonomiske rettigheder.

Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder blev vedtaget af 13 medlemslande i Europarådet i 1950. Det var en opfølgning på FN-erklæringen og fik tilknyttet domstol.

Man kan altså godt tale om en faktisk akkumulering af rettigheder. Det er dog ikke det samme som, at de bliver realiseret.

Maj 1968

To år efter Martin Luther Kings berømte "I have a dream" tale sagde han, at hans drøm havde forvandlet sig til et mareridt på grund af krigen i Vietnam og de sociale vilkår. Det var en periode i USA i 1960-70'erne med byopstande i mere end hundrede byer fra Harlem i New York til Watts i Los Angeles.

Derfor talte King i 1967 om et behov for dybe ændringer i samfundets system. Han mente, at bevægelsen var gået fra en æra af borgerrettigheder til: "En æra, hvor vi er kaldet til at rejse bestemte basale spørgsmål om hele samfundet. Vi har været i en reformbevægelse. Men efter Selma og loven om stemmeret bevægede vi os ind i en ny æra, som må være revolutionens æra. Vi må erkende, at vi ikke kan løse vores problemer, før der er skabt en radikal omfordeling af den økonomiske og politiske magt. Dette betyder en revolution af værdier og andre ting. Vi må indse, at racisme, økonomisk udbytning og militarisme er onder, der er bundet sammen. Du kan ikke slippe fri af en af dem uden at slippe fri af de andre. Hele den struktur, livet i Amerika foregår i må ændres."

Han satte de forskellige forhold og udviklinger ind i et samlende perspektiv.

Næsten samtidig med at Martin Luther King talte om skiftet fra en reformbevægelse til en "revolutionens æra" sad den franske bysociolog Henri Lefebvre i Paris og skrev "Retten til byen er som et kampråb og et krav....." Han var påvirket af et Frankrig, der som den øvrige verden var præget af en voksende usikkerhed.

Det var især strømninger blandet unge, der fornemmede, at de befandt sig i et vadested uden nogen vej tilbage. Og hvad så? Lidt den samme tilstand unge befinder sig i i dag. Muligheden er et brud med det bestående eller en ekstrem tilpasning.

I maj 68 brød det ud i lys lue i storbyerne.

I 1968 udkom Lefebvres bog Le droit à la ville (Retten til byen). Og to år efter udkom La Révolution urbaine (Den urbane revolution). Begrebet retten til byen var både en umiddelbar reaktion på den boblende tilstand i gaderne, et filosofisk teoretisk felt for en kritik af samfundet og perspektiver for et andet samfund.

I maj 68 brød det ud i lys lue i storbyerne. Arbejderne strejkede og studenterne besatte universiteter. Det var et oprør mod fabrikslukninger, de gamle institutioner, aristokratiets magt, forbrugerisme og krigene i Algier og Vietnam.

13. maj blev en markant dag. Fagforeningerne proklamerede en nationalstrejke.10 millioner deltog og en million marcherede gennem gaderne i Paris. I dagene efter blev fabrikker besat. Inden maj var omme var præsident Charles de Gaulle presset til nyvalg. Han var flygtet til Baden-Baden i Tyskland, hvor han drøftede mulighederne for en militær intervention mod oprøret med den øverstbefalende for de franske styrker i Tyskland.

Tilegnelse og deltagelse

I de følgende år slog det sociale, kulturelle og politiske opbrud ud som urbane bevægelser og stykkede alternativer sammen af vage forestillinger eller af alt for skråsikre.

Selvom bevægelserne af arbejdere, studenter, miljøaktivister, kvinder for ligeret, bøsser og lesbiske, beboere af og til trak på samme hammel, var der ikke enhed i perspektiver og metoder. Groft sagt anså de gamle arbejderpartier og de store fagforeninger bevægelserne for at være anarkistiske, hvilket i nogen grad også var rigtigt. Omvendt anså bevægelserne fagforeningerne og de gamle arbejderpartier for at være systembærende, hvilket i samme grad var sandt.

Byen blev et politisk kampfelt, hvor ordensmagten blev brugt til at rydde bygninger, gader, parker og tomter. Det politiserende potentiale lå mere eller mindre i arbejderbevægelsen og partiernes blinde vinkel. Lefebvre satte begge bevægelser sammen i et radikalt byperspektiv – retten til byen.

Når han skrev "retten til byen er som et kampråb og et krav," var det et moralsk krav. Allerede den græske filosof Aristoteles (384 til 322 før år nul) koblede bysamfund og etik. Hans kerne var det gode liv i en tilstand af lykke der nås gennem en indsigtsfuld interaktion i verden.

Byen blev et politisk kampfelt, hvor ordensmagten blev brugt til at rydde bygninger, gader, parker og tomter. 

Det er en tilstand, hvor mennesket er lykkeligt både praktisk og etisk samt i en forpligtelse over for andre mennesker og samfundet. Lykken er derfor også en udfoldelse igennem et helt liv, hvor man lever nysgerrigt, aktivt og kreativt. Hele tiden i udvikling ved at udfolde sine evner til det yderste og realiserer momentet. For Aristoteles var sammenhængen mellem etik, politik og frihed uadskillelig fra samspillet med byen og naturen. Det gode liv var forbundet med den gode by.

For Lefebvre er retten til byen en metafor for at kunne leve på basis af et ny form for borgerskab. Lad os bare bruge et de begreber, der er i vælten – et aktivt deltagende medborgerskab.

Han skriver: "Retten til byen betyder ikke kun en simpel ret til tilstedeværelse eller en tilbagevenden til de traditionelle byer. Den kan kun formuleres som en transformeret og fornyet ret til det urbane liv." (3) Altså radikale ændringer i samfundets struktur, det sociale system, styreform, byens fysiske organisering og bymiljø samt i naturrelationen.

I modsætning til individualisering og markedsgørelsen sætter Lefebvre det sociale i centrum: "Retten til byen manifesterer sig som en højere form for rettigheder: retten til frihed, til individualisering i socialisering, til bosteder og at bebo. Retten til oeuvret (værket - psj) (4), til deltagelse og tilegnelse (som klart adskiller sig fra retten til ejendom) indgår i retten til byen." (5)

Urbaniseringen af alting gør byen til et politisk hovedspørgsmål

Som bevægelser

RTB (Retten til Byen) dukkede med fornyet styrke igen op på den politiske scene i 1990´erne: Det var en reaktion på neoliberaliseringen og globaliseringen, der ramte både de gamle industribyer og de nye hurtigt voksende byer i udviklingslandene.

Rettighederne har fået tilføjet ekstra både lokale og internationale dimensioner. Globaliseringen er den flydende økonomis udnyttelse af forskelle mellem stederne i verden. Sammen med neoliberaliseringen blev der skabt nogle nye lokale vilkår for nationalstaterne og for byerne, hvor borgerne har deres rodfæste.

Samtidig med at stederne har fået nogle nye dimensioner via globaliseringen, har de internationale sammenhænge i kampen for lønnen, for klimaet og for en global udvikling og lighed aldrig været mere påtrængende.

Når RTB meldte sig som en mulig politisk platform, er det på vilkår, hvor bevægelserne må agere i byerne, i den nationale ramme og i globale netværk.

Bevægelserne for retten til byen (RTB) udviklede sig på to hovedspor. Det ene i Latinamerika og det andet i en række internationale netværk og fora, især i FN-regi.

I 1992 blev det internationale forum for miljø, fattigdom og rettigheder til byen holdt i Tunis. En milepæl i dette forløb var det internationale charter om retten til byen "World Charter for the Right to the City". Det blev i sin første form udfærdiget til First World Assembly of Urban Inhabitants i Mexico i 2000 med deltagere fra 35 lande.

Borgerne fik en bedre position i forhold til grundejere.

Efter flere behandlinger blev World Charter for the Right to the City vedtaget på Verdens Sociale Forum i Porto Alegre i 2005. Siden er chartret revideret flere gange.  

I Latinamerika har flere byer skrevet RTB ind i deres styrelsesvedtægt. I Brasilien er aspekter af RTB skrevet ind i landets forfatning som blev vedtaget i 2001. Det skete efter en lang proces med stærkt pres nede fra. Især fra byer rundt om i landet, der eksperimenterede med nye styreformer.

Den bærende idé er, at RTB er en kollektiv ret. Borgerne fik en bedre position i forhold til grundejere og developere, idet den sociale brugsværdi fik større vægt i forhold til bytteværdi, som ellers styrer byudviklingen.

Byerne fik nye økonomiske og demokratiske instrumenter til at fremme denne form for byudvikling. Borgerne fik også udvidet mulighed for deltagelse i for eksempel budgetlægningen. Det var både en decentralisering af beslutningerne, større mulighed for deltagelse samt en metode til at lade nye behov og andre prioriteringer få vægt i budgetlægningen.

Skrøbelige og begrænsede

Retten til byen er gummibegreb. Selvom der er reelt indhold i retten til byen, så er det måske mere et agitatorisk begreb og et afsæt for en strategisk forestilling og praksis, end i sig selv en politisk platform, som må være mere omfattende. Men det er et godt sted at tage fat.

Betydningen af retten til byen afhænger af, hvordan det bliver brugt. Ingen rettigheder kommer af sig selv eller kan snakkes frem. De har altid og vil altid være et resultat af, at nogle kæmper for dem.

Chartre om retten til byen bliver ofte begrænset til at være en del af den eksisterende politiske og økonomiske magtstruktur.

Rettigheder er også skrøbelige, som Marx skriver “mellem lige rettigheder er det styrkeforholdet der afgør det". Det viser for eksempel forberedelser til OL og WM i fodbold i forskellige byer. Rydningen af bydele og fordrivelse af beboere er gennemført for at give plads til mega-events på den store scene med de store penge og de globale medier. Sådan bliver oplevelsesøkonomi ofte brugt til at sætte basale demokratiske rettigheder til side.

Chartre om retten til byen bliver ofte begrænset til at være en del af den eksisterende politiske og økonomiske magtstruktur og peger derfor ikke ud af det. Det potentielt radikale indhold, bliver blot til guidelines for god storbyledelsen.

Blot at holde sig til lokalsamfundets niveau eller ligefrem alene til byrum er en anden begrænsning.

En tredje er en sektorisering i forhold til miljø, boliger eller byrum frem for at skabe sammenhæng i kampen for mad, boliger, arbejde, byrum, bæredygtige miljøer og deltagerdemokrati.

Ingen af disse felter er uvæsentlige, men sammen tydeliggør de, hvad Martin Luther King pegede på, behovet for systemiske ændringer.

Som en reaktion på de forskellige bevægelser, der tog retten til byen på sig, udgav den amerikanske professor i geografi, David Harvey, i 2008 teksten "Retten til byen". (6)  

"Vi lever i en æra, hvor menneskerettighedernes idealer har indtaget hovedscenen både politisk og etisk. En masse politisk energi er lagt i promovering, beskyttelse og artikulering af deres særlige betydning i dannelsen af en bedre verden. For det meste er de koncepter, der cirkulerer, individualistiske og baseret på ejendom, og som sådan udfordrer de ikke det hegemoniske liberale og neoliberale markeds logikker, eller den neoliberale og stats handlinger. Vi lever i en verden, hvor privat ejendomsret og profitraten alligevel trumfer alle andre betydninger af rettigheder, som man kan komme i tanke om. Men der er momenter, hvor menneskerettighedernes ideal tager en kollektiv drejning, som da arbejdsrettigheder, kvinder, bøsser og minoriteters rettigheder kom i forgrunden. ... Sådanne kampe for kollektive rettigheder har, lejlighedsvist, givet vigtige resultater." (7)

Mest værdifulde rettigheder

Noget af det særlige i retten til byen er fokus på byens funktion som produktivkraft, dens betydning for miljø og klima, borgernes hverdagsmiljø, demokratiet og borgernes rolle samt byens vedvarende forandring.

David Harvey taler om RTB ved siden af mange andre rettigheder, som de liberale frihedsrettigheder, sociale rettigheder og så videre. RTB er opstået i samfundets kritiske zone og samler sig som: "En ret til at genopbygge og genskabe byen som et socialistisk organiseret fællesskab ud fra helt andre forestillinger, ­som afskaffer fattigdom og sociale ulighed, og som heler sårene efter de enorme miljøødelæggelser. For at det kan ske, må produktionen af de destruktive former for endeløs kapitalakkumulation stoppes."

Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er en af de mest værdifulde af vores menneskerettigheder.

Den urbane vinkel stikker dybt og rammer relationen mellem menneske, natur. Harvey citerer bysociologen Robert Park, som mener, at "byen er menneskets mest konsekvente og i det hele taget det mest succesfulde forsøg på at omskabe den verden, det lever i, efter dets hjertes stræben." Og i denne proces "...uden nogen klar fornemmelse af naturen, af dets opgave med at skabe byen, har mennesket genskabt sig selv".

Harvey breder perspektivet ud: "... spørgsmålet om hvilken by vi vil have, kan ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad slags mennesker vi vil være, hvilken slags sociale relationer vi søger efter, hvilke relationer til naturen vi værner om, hvilken livsstil vi stræber efter, og de æstetiske værdier vi vil have."

Det er jo langt mere vidtgående end kriseløsninger fra tue til tue. Det er en ret til at ændre og genopfinde byen efter vores hjerters ønske. Det er desuden en kollektiv mere end en individuel ret, idet genskabelsen af byen uundgåeligt afhænger af, hvordan en kollektiv magt over urbaniseringens processer bliver udøvet.

Derfor slår Harvey fast: "Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er, vil jeg påstå, en af de mest værdifulde og samtidig mest negligerede af vores menneskerettigheder."

Han slutter med det konkrete spørgsmål: "... hvordan kan vi så udøve disse rettigheder?" Det handler de næste to artikler om.

 

Noter:

1. http://www.menneskeret.dk/menneskerettigheder

2. Article 25 of the Universal Declaration of Human Rights, adopted 10 December 1948.

3. Henri Lefebvre: Writings on Cities side 158. Blackwell Publishing 2003.

4. Oeuvret beskriver Lefebvre som byen som et værk.

5. Henri Lefebvre: Writings on Cities side 173. Blackwell Publishing 2003.

6. New Left Review 53 - 2008. Teksten indgår i en bearbejdet form i bogen Rebel Cities fra 2012. Blev i en første form udgivet 2003.

7. David Harvey. 2012. Rebel Cities. Verso. Side 3-4.