Hvis man i stedet for at benytte litteraturens brede alfarvej smutter ind på en af de smalle stier, kan man være heldig at komme frem til Glemmebogen, der indeholder mange perler. En af dem er Fredrik Strindbergs Under Jorden i Berlin, der udkom i Sverige i februar 1945 og i Danmark umiddelbart efter krigens ophør på forlaget Athenæum.

Nøgternt og usentimentalt fortælles om en vanvittig tid, hvor nazisterne med fanatisk iver fortsatte jagten på jøder og kommunister. 

Den blev hurtigt glemt, for nu skulle man se fremad, og først trukket frem i lyset igen i 2002, hvor den på Jan Myrdals foranledning – han var blevet opmærksom på den, da han arbejdede på en biografi om August Strindberg – blev genudgivet i Sverige, dog uden at vække den store interesse.

Forfatterens navn på den svenske førsteudgave var Fredrik Uhlson, men det var et pseudonym af sikkerhedsgrunde, for Gestapos lange arm kunne også nå til det neutrale Sverige. På den danske udgave stod hans rigtige navn: Fredrik Strindberg (1897-1978).

Familieskab eller ej

Det nærliggende spørgsmål er selvfølelig, om denne Strindberg var i familie med August Strindberg. Svaret er både ja og nej.

Hans mor var den østrigske skribent Frida Uhl, som August Strindberg havde et kort og stormfuldt ægteskab med, og med hvem han fik en datter. Da Fredrik blev født i 1897, var de blevet skilt, men der var ikke gået ni måneder derefter, og det betød efter Østrigs lov, at den fraskilte mand blev registreret som far, hvis han ikke protesterede.

Det gjorde Strindberg ikke, selv om den biologiske far var dramatikeren og kabaretkunstneren Frank Wedekind. Udover efternavnet gjorde Fredrik aldrig krav på nogen arv, men med navnet fulgte, at han blev svensk statsborger, og det skulle senere komme ham til gode.

Undergrundsarbejde

Unge Strindberg arbejdede i 1942-1943 som freelancejournalist og fotograf i Berlin og blev her aktiv i en kreds, der hjalp jøder, der var undsluppet Gestapo og levede under jorden. Det drejede sig om ca. 3.000, der gemte sig i Berlins ruiner.

Blandt dem var Herbert og Lotte Strauss, som Strindberg hjalp, og som han fik til at fremskynde deres flugt ud af landet ved at fortælle, hvad han havde hørt fra et øjenvidne, nemlig at deportation af jøder ikke, som der blev givet indtryk af, betød anbringelse i en arbejdslejr i Polen, men tilintetgørelse. Det lykkedes dem at flygte til Schweiz og derfra videre til USA, hvorfra de i 1983 vendte tilbage til Berlin. Her blev Herbert grundlægger af et center for forskning i antisemitisme.

Det er med udgangspunkt i deres historie, at romanen beretter om, som der står indledningsvis, ”hvordan disse jøder levede, elskede og døde, og hvordan Berlin imens gik til grunde”.

Nøgtern og usentimental beretning

Forsiden til 2004 udgave på svensk

Nøgternt og usentimentalt fortælles om en vanvittig tid, hvor nazisterne trods tilbageslag på østfronten og bombardementer hver nat på hjemmefronten med fanatisk iver fortsatte jagten på jøder og kommunister. Fakta og fiktion udgør en vellykket enhed, der både skaber spænding og autenticitet.

Strindberg har selv en rolle i romanen som den svenske fotograf (han benævnes kun sådan), der, som i virkeligheden, skjuler Herbert, mens dennes kæreste, Lotti, finder husly andetsteds. Men som til alle tider og under alle forhold, så er kønsdriften ikke til at styre, og oveni alle de øvrige problemer opstår der også et kærlighedsdrama med jalousi og så videre.

Nuanceret persontegning

Persontegningen er ikke sort-hvid, men med grå nuancer, og med eksempler på politikernes hetz imod jøderne bliver det lidt mere forståeligt, at en befolkningsgruppe kunne manipuleres til i den grad at nære had og frygt overfor en anden gruppe.

Blandt dem, der hjælper jøderne, er mennesker fra alle lag, som for eksempel en kommunistisk grønthandler, der risikerer meget, fordi han selv er i søgelyset, men også folk der sidder i mere sikre sadler, som en katolsk præst, en bankier, en tidligere rigsdagsmand og en officer. Nogle, som man havde fuld tillid til, fungerede som sparekasser på den måde, at de modtog opsparede penge fra jøder, der var blevet varskoet om, at de ville blive afhentet, og derved skabtes store summer til at hjælpe dem, der endnu var på fri fod.

Flugten til Sverige

I 1943 var det ikke kun Berlin, der brændte, men det gjorde jorden også under Strindbergs fødder, og, som romanens fotograf, besluttede han sig til at rejse til Sverige. Det gik uden problemer, fordi han var svensk statsborger, men hvis det var lykkedes Strindberg-familien, som den forsøgte, at få statsborgerskabet frataget ham, fordi han i virkeligheden ikke var Augusts søn, så kunne også han være endt i en godsvogn på vej mod øst, for hans rigtige far var jøde.

Faktisk hed Fredrik Friedrich, og han var opvokset hos sin mor med hendes modersmål, så for ham var Sverige et asylland. I 1949 rejste han til Vesttyskland og arbejdede som redaktør på et tidsskrift, indtil han i 1972 rejste til Italien, hvor han døde seks år senere.

Romanen er glemt og kunne fortjene en renæssance, fordi den fortæller den mere ukendte historie om forfulgte tyskere, for hvem hver dag var en kamp for overlevelse, og om dem, der risikerede livet for at hjælpe dem. Dertil kommer, at den er aktuel, for nazisterne har jo ikke eneret på den specialitet at fremelske had ved hjælp af løgne.

Fredrik Strindbergs indsats er imidlertid ikke glemt, selv om det åbenbart ikke var noget, han havde gjort sig til af. På en æresmur i Jerusalem for mennesker, der satte livet på spil for at redde jøder, er hans og hans kones navne indskrevet sammen med otte andre svenskeres, og det var først, da det skete, at hans datter hørte om, hvad han havde bedrevet under krigen.

Den danske udgave af Under jorden i Berlin kan lånes på biblioteket, men findes kun i tre eksemplarer. Bogen er udgivet på forlaget Athenæum.