I april vedtog et enigt Folketing at afskaffe den såkaldte seks-månedersregel. Reglen betød, at hvis ikke en soldat var til læge indenfor seks måneder fra han kom hjem fra krig, ville staten ikke anerkende, at han var blevet psykisk såret.

Jeg hjælper i øjeblikket cirka 70 veteraner med sager om psykiske skader. Sammen krydser vi nu fingre for, at problemet reelt er løst, men vi venter stadig på de første afgørelser. Og mens vi venter, tegner der sig nye problemer i horisonten.

Svær bevisbyrde

I Danmark er det den, der er kommet til skade, der skal bevise, hvad der er sket.

Det kan være svært nok for enhver der kommer til skade – men særlig svært for psykisk tilskadekomne. Og ikke mindst for tilskadekomne soldater, der skal føre bevis for hændelser i et fremmed land for lang tid siden.

Chefen bliver bange og spurter hen til jeepen og flygter. Min klient står alene tilbage med de ophidsede militsfolk.

Det, som soldaten skal føre bevis for, er, at han har været i livsfare: At han konkret har haft grund til at tro, at han kunne miste livet. Man skulle tro, at det var nemt for soldaten med skudsikker vest, hjelm og gevær at bevise, at han har haft grund til at frygte for sit liv. Men det er ganske svært.

Soldaten skal føre konkret bevis for de farlige situationer han har været i. Og myndighederne vil se blod. Ikke noget pjat med, at den konvoj man har kørt i, blev ramt af en vejsidebombe. Tanken om, at det kunne have været en selv (og frygten på de senere køreture) er ikke nok. Det er heller ikke nok, at man har oplevet kolleger dø af deres sår, fundet massegrave, gået i områder med landminer, båret døde kroppe rundt, blevet fanget i ophidsede folkemængder og den slags.

Der skal bevises konkret livsfare. Myndighederne interesserer sig for granater og ildkamp. Man kan ikke have følt sig i livsfare, uden at blive beskudt, er tanken.

Lad mig komme med et eksempel på, hvad sagsbehandlerne ikke synes er livsfarligt:

Min klient og hans chef kører, som de plejer, rundt i bjergene om vinteren i Bosnien. De kører rundt i en jeep med stoftag for at reparere de radiomaster, som ofte saboteres. Der er militsfolk og miner i området, og de er udenfor radiokontakt i timevis.

Forsvaret har sparet på snekæderne til jeepen og der er kun én plade til den skudsikre vest, så man må selv vælge om man vil have pladen foran eller bagved.

Min klient har pladen bagved – i hullet foran er der cigaretter i stedet for metal.

En nat bliver de stoppet i mørket af en lastvogn fyldt med ophidsede serbiske militsfolk. Der bliver råbt og skreget og peget på min klient og hans chef med geværer. Min klient er sikker på, at nu er det slut det hele. Chefen bliver bange og spurter hen til jeepen og flygter. Min klient står alene tilbage med de ophidsede militsfolk.

Brød sammen i Bosnien

Efter lang tids råb og trusler tilbyder min klient de cigaretter, han har i den skudsikre vest - og lastbilen med militsfolkene kører igen. Han går rystende tilbage mod lejren. Efter fem kilometer finder han chefen, der er kørt galt – muligvis på grund af de manglende snekæder.

Chefen er brudt sammen og siger mærkelige ting i radioen – og han bliver kort efter sygemeldt og sendt hjem til Danmark. Min klient bliver i Kosovo og kører rundt i bjergene igen dagen efter og oplever mange lignende episoder. Han holder til det i nogle måneder, men bliver senere sendt hjem med psykiske gener. Overlægen på Rigshospitalet er ikke i tvivl om, at han er kommet psykisk til skade.

Arbejdsskademyndighederne vil dog ikke anerkende, at han er kommet til skade i krig. Myndighederne mener ikke, at min klient har været i livsfare under udsendelsen som soldat. Der er nemlig ikke blevet skudt på ham.