Efter den tyske besættelsesmagts indmarch i Luxembourg den 10. maj 1940 besluttede den militære forvaltning at forbyde alle politiske partier. 

I modsætning til de borgerlige partier og det socialistiske Arbejderpartiet, som ophørte med at eksistere, besluttede Luxembourgs Kommunistiske Parti (KPL), at gå under jorden.

I løbet af de sidste 70 år er KPL’s modstand mod nazisterne ofte blevet fortiet eller benægtet.

KPL havde, siden Hitler i 1933 blev bragt til magten af dele af den tyske stor- og finanskapital, forstærket den antifascistiske propaganda ved hjælp af dets ugeavis Folkets Stemme. Partiet understøttede de tyske kammerater i Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) ved at bringe illegalt materiale til Tyskland. Partiet rekrutterede også frivillige, der i 1936 rejste til Spanien for med våben i hånd at kæmpe i De Internationale Brigader imod de fascistiske kupmagere.

Med Gestapo i hælene

Nazisternes hemmelige statspoliti, Gestapo, som var kommet til Luxembourg sammen med civiladministrationen, forsøgte at kvæle modstanden mod den tyske besættelsesmagt i opløbet.

Den 13. september 1940 blev KPL’s formand, Zénon Bernard, som nazisterne senere myrdede i 1942, og redaktøren for Folkets Stemme, arresteret. Begge blev umiddelbart efter idømt lange fængselsstraffe ved »Folkedomstolen« – tyskernes fascistiske domstol. Imens flygtede Dominique Urbany, KPL’s generalsekretær, for at slutte sig til modstandsbevægelsen i Bruxelles.

Den 24. december 1940 vedtog KPL’s illegale konference i byen Differdingen at give Arthur Useldinger opgaven med at organisere partiets illegale organisation og at lade Jean Kill stå for opgaven med at udgive den illegale avis ‘Sandheden’. Der blev lavet adskilligt trykudstyr til at producere løbesedler, som opfordrede til modstand mod nazisterne og til boykot af produktionen, og som især blev uddelt i den sydlige del af landet.

Gennem en forræder, der den 1. juni 1941 deltog i en illegal konference i Steinseeler Wald ved Bereldingen, hvor over 100 kommunister deltog, lykkedes det nazis-terne i den efterfølgende måned at arrestere talrige kommunister, heriblandt var minearbejdernes leder Nik Baush, som havde overtaget ledelsen af partiet. Han blev myrdet i 1943 i koncentrationslejren Mauthausen.

Sendt i døden

Det alvorligste slag mod den kommunistiske modstandsbevægelse lykkedes for nazisterne den 5. august 1942. Efter en særlig befaling fra Hitler gennemførte Gestapo med støtte fra SS og besættelsesmagten razzia mod KPL, som et led i forberedelsen af en planlagt tvangsrekruttering af den luxembourgske ungdom til den tyske værnemagt. 74 mænd og kvinder blev tilbageholdt og tortureret eller blev overført til koncentrationslejr – ofte med påskriften ‘tilbagevenden uønsket’.

De beslaglagde også duplikatoren, som var blevet brugt til at trykke 15 udgaver af ‘Sandheden’ i perioden mellem februar 1941 og juli 1942. Ikke desto mindre måtte besætterne opgive den planlagte skueproces mod KPL, fordi det ikke lykkedes dem at arrestere lederne af af den kommunistiske modstandsbevægelse, Nik, Moes, Jean Kill, Dominique Urbany og Arthur Useldinger. De kunne heller ikke forhindre, at der den 31. august 1942 begyndte en generalstrejke imod tvangsrekrutteringen, som den kommunistiske modstandsbevægelse ‘Resistenz’ og andre modstandsorganisationer havde opfordret til.

Fortiede helte

Razziaen svækkede i stort omfang KPL, og den varede indtil begyndelsen af 1943, før kommunisterne kunne oprette en ny modstandsgruppe, Luxembourgs Aktive Enhedsfront mod Fascismen (ALEF). Under François Frisch ledelse lavede gruppen løbesedler og klistermærker mod nazisterne og samlede mad og penge til de anholdtes og myrdedes familier såvel som de unge mænd, der nægtede at lade sig indrullere i Værnemagten, og som skjulte sig i Luxembourgs nedlagte miner og underjordiske bunkere i skovene. 

ALEF opnåede dog ikke den styrke, som den kommunistiske modstand havde før 1942.

I løbet af de sidste 70 år er KPL’s modstand mod nazisterne ofte blevet fortiet eller benægtet. Og den dag i dag er der stadig ikke en eneste historiebog i skolerne, der omtaler den kommunistiske modstands rolle.