"Jeg har en sær drøm. Kapitalismen kom ud af feudalismen via et netværk af byer som for eksempel Hamburg, Antwerpen og London, der var domineret af handelskapital, som formåede at fortrænge den feudale magt. Jeg har en utopisk drøm om et netværk af socialistiske byer, der gør det samme med kapitalismen".

David Harvey på Urban Congress 2012.

Jeg blev forbløffet over at se, at begrebet by ikke optræder i Enhedslistens forslag til nyt principprogram. Dog står der få gange byråd og byudvikling. Det er ligesom det gamle principprogram, der blot nævner bymidter og byudvikling i relation til trafik.

Det samme er tilfældet i Kommunistisk Partis principprogram. I partiets politiske program nævnes by et par gange i forhold til trafik, luftforurening eller fagforeninger. Byen som fænomen er bemærkelsesværdigt fraværende.

Formålet med disse artikler er at pege på byen som en mulig politisk platform for både tanker og organisering, hvor flere felter hænger sammen og kan få et vidtrækkende perspektiv. Det burde være en diskussion værd.

Den amerikanske professor i geografi David Harvey argumenterer for at: "Byen er der, hvor vores politiske fremtid ligger på venstrefløjen." (1)

Formålet er "... at genopbygge og genskabe byen som et socialistisk organiseret fællesskab ud fra helt andre forestillinger, ­som afskaffer fattigdom og sociale ulighed, og som heler sårene efter de enorme miljøødelæggelser. For at det kan ske, må produktionen af de destruktive former for endeløs kapitalakkumulation stoppes."

Harvey stiller det udfordrende spørgsmål: "Hvordan organiserer vi en hel by?" (2)

I denne artikel er der eksempler på nogle af de måder, som byen kan fungere på som platform: kvarterer, pladser, community gardens (fælles haver) eller byen som helhed. De to næste artikel ser på byens autenticitet og identitet samt organisationsformer.

Kvarteret

David Harvey kobler Marx' Kapitalens 1. bog om den kapitalistiske produktionsproces med den 2. bog, der handler om kapitalens cirkulation. Pointen er, at det, der er produceret, ikke har nogen værdi, før den er realiseret på markedet. Det er relevant også at tilføje 3. bog om blandt andet kredit og renter, der har været ekstremt vigtige redskaber i finansialiseringen af økonomien og presset på den produktive sektor.

Urbanisering på mange måder er stedet for realisering af merværdien. Højere lønninger i produktionen bliver hurtigt spist og betalt tilbage til kapitalen i form af stigende huslejer, madpriser, renter på kreditkort, teknologiske løsninger med tv-pakker, mobilabonnementer og streaming. De to sfærer hænger sammen. Derfor giver en mobilisering på arbejdspladsen og organisering for hverdagens levevilkår i byen god mening.

Venstrefløjen, siger Harvey, har lagt for meget vægt på produktionen og arbejderbevægelsen, i stedet for at se på arbejderklassens vilkår i byen som en helhed (se forrige artikel). Der er en del eksempler i arbejderbevægelsens historie på, hvordan arbejdskampe er blevet forbundet med bysamfundet, og på den måde er blevet meget stærkere.

Boykotten af Saigon Grill i New York er et eksempel. Det begyndte med, at nogle af de 70 ansatte protesterede over, at restauranten fyrede nogle af ældre, underbetalte de ansatte og beholdt drikkepenge. Ansatte, der får drikkepenge, har en minimumsløn på 5,12 dollars i timen (godt 28 kr.) Ellers er timelønnen 7,25 dollars.

National Mobilization Against Sweatshops (NMASS) og folk fra Chinese Staff and Workers Association (CSWA) stod bag boykotten. (En sweatshop er en arbejdsplads med dårlige uregulære løn- og arbejdsforhold).

Når en boykot af en arbejdsplads er i gang går hele vejen. Alene dét er i sig selv en styrke, fordi virksomhederne ved det. Det ligner omgangsskruen, som danske arbejdere brugte i 1970-80'erne. Kampen om Saigon Grill tog halvandet år.

Venstrefløjen har lagt for meget vægt på produktionen og arbejderbevægelsen, i stedet for at se på arbejderklassens vilkår i byen som en helhed.

Kampagnen er båret af en voksende forståelse mellem de aktionerende arbejdere og beboere, små virksomheder, studenter og religiøse miljøer i kvarteret. Det etiske fundament er vigtigt. Kampen for at holde sweatshops ude af området blev fælles og førte til, at andre virksomheder indgik aftaler med de ansatte, for ikke at lide under dårligt ry.

"Det gælder virkelig om at få communitiet (community betyder nabolag, fællesskab eller lignende - psj) til at være en del af kampen, så de også tager hånd om de arbejdspladser, der er her. Dem, der bor her, arbejder jo også og har samme problemer, hvor de er. De ønsker ikke den slags virksomheder i deres kvarter", fortæller Tracy Kwon fra NMASS.

"Ved at koble kampen for arbejdsvilkår med communitiet løfter vi det og sætter en standard, som både de ansatte og beboerne kan få glæde af. Nu taler de med hinanden om mange steder, hvor forholdene kan forbedres, og de ved mere om, hvad der sker i deres community. Dybest set bidrager vi til at skabe et bedre samfund.

Vi har ikke stået her – sommer og vinter – for blot fire arbejderes skyld, eller for at knække én virksomhed. Vi ønsker at gå længere end Saigon Grill. Vi skal ud i byen med den her form for kamp. Vi er her for at løfte vilkårene generelt og forberede et større slag. Lige nu er der en god mulighed for at kæmpe mod de store kæder, der har udnyttet krisen til at fremme sweatshops over hele landet. Sweat Shop Free Zones er en model for, hvordan community og arbejdere kan finde sammen." (3)

Det er en geografisk organisering, der samler på tværs af sociale grupper, køn, generationer, etnicitet, dem i arbejde og de arbejdsløse. Som Harvey skriver: ...sammenknytningen mellem mennesker og steder er ved at blive ekstremt vigtig som kilden til fælles forenende bånd." (4)

Fælleshaven

Hverdagens mødesteder – gaden, møntvaskeriet eller supermarkedet – er vigtige for borgernes samtaler. I 1970'ernes New York indtog beboere i mange kvarterer tomter af affald og murbrokker. De var opstået, fordi store dele af byen var forfaldet. Beboere ryddede tomter, skaffede jord, plantede og smed frøbomer på andre.

Aktivister tog et ansvar efter de opløste velfærdsordninger. Communitygardens blev til i en proces nede fra i en politiseret situation med mange facetter, der løb sammen: Borgerrettighedsbevægelsen, modstanden mod Vietnamkrigen, begyndende miljøaktivisme, huslejeboykotter, subkulturelle bevægelser blandt unge, sociale aktivister og så videre.

Haven blev en base, hvor man mødtes, diskuterede og tog initiativer ude i byen. Flere steder indgik de i community organisationer, der renoverede boligblokke og senere byggede nye.

Haverne var udgangspunkt for en solidaritet blandt forskellige etniske newyorkere, som bragte en mangfoldig havekultur med sig og dannede et innovativt miljø. De opstod af nødvendighed og af en trang til at vare medskabere af bysamfundet.

Haverne har været arnesteder for utopier om en socialt retfærdig og grøn by.

Da byen var på vej ud af krisen i 1990'erme, begyndte bystyret at kræve haverne tilbage for at sælge dem som byggegrunde. Det blev en lang kamp, som stadig fortsætter.

Folk omkring haverne organiserede sig på byplan for at forsvare det indtagne land og for at hjælpe med at oprette nye haver, uddanne folk som "gartnere" der kunne dyrke økologisk og med udbytte og styrke bevægelsen.

En af organisationerne var Green Guerillas med slagordet: It’s your City – Dig it (det er din by - grav i den). Andre var New York City Community Garden Coalition og More Gardens! De samarbejdede bredt og var med til at løfte haverne til et mere principielt og bypolitisk plan. Der er i dag godt 700 communitygardens i New York.

De frodige haver har været arnesteder for utopier om en socialt retfærdig og grøn by med sunde fødevarer, sammenhold og en organisk æstetik. Fra haverne er lange og dybe rødder vokset ud i byen, hvor de er flettet sammen med kampen for cykler, bæredygtighed, fristeder, for rettigheder til unge og produktion af mad. Haverne har givet newyorkere en sans for, hvad der kan gøres, fordi de her har praktiseret retten til byen.

Ray Figueroa fra Brook Park i Bronx fortæller, at haverne "grundlæggende set og fra et community-perspektiv er et middel til at hele vores community, så det kan genvinde en humaniserende sans for sig selv og en værdighed i en ellers meget hård by".

Pladsen

I Paris lyder råbet stadig á la Bastille!, når pariserne vil manifestere sig i gaden. Plaza de Mayo i Buernos Aires i Argentina var i årevis det symbolske sted, hvor Mødrene fra Plaza de Mayo manifesterede sig mod militærregimet (1976-1983). De kæmpede for de børn og unge, som militærregimet havde taget fra dem. Deres vedholdende protest med skilte og larm fra gryder fik en enorm stor praktisk og symbolsk betydning, der samlede modstanden mod regimet.

Tahrir-pladsen i Cairo var arnestedet for regimeskiftet i Egypten. Det var basen, hvor den politiske opposition samlede sig og mobiliserede de folkelige kræfter som en politisk styrke mod Mubarak regimet og militæret. Denne form for centralitet kan dog også have en bagside, idet byens sociale grupper adskiller sig fra landbefolkningen og svækkede mulighederne for alliancer med den, eller bliver domineret af middelklasse og studenter.

Gezi Park i Istanbul. Borgerne satte hælene i. De besatte Gezi Park og demonstrerede på Taksimpladsen tæt ved. Planerne om at bruge en del af parken til et butikscenter fik folk til at koge. Det var tydeligt, at de store penge griber ind i deres parker, pladser, gader, kvarterer. Premierminister Tayyip Erdogan støtter denne udvikling samtidig med, at han lægger en dæmper på den sociale og kulturelle udvikling ved at bokse borgerne ind i religiøse love og regler.

Hvis borgerne bliver frataget brugsretten, samtidig med at deres rettigheder indskrænkes på bekostning af et religiøst styre og en kommerciel udnyttelse, så går de på gaden. Instanbullerne kæmper for retten til at bruge deres by. Arbejderne har jo også selv bygget den. Og de bruger den sammen med andre sociale grupper til hverdag.

Zucotti Parc i New York var i nogle uger i september og oktober 2011 et usædvanligt demokratiske rum, dør om dør med Wall Street og i skyggen fra kranerne der løftede det nye World Trade Center mod skyerne. Pladsen blev besat af Occupy Wall Street, der døbte den Liberty Park. "Vi er de 99 procent" blev en parole, mange følte for. Den var vendt mod den arrogante hovedrige ene procent af befolkningen, som borgmester Bloomberg tilhørte.

Besættelse af et rum kan forvandle det til et reelt offentligt rum i byen. 

I Liberty Park blev de store spørgsmål sat på spidsen. Den opdæmmede frustration fra krisen i 2008 udløste en vulkan af personlige, satiriske og skarpe statements på pap og i ord. Der var en fri stemning, som bragte mange newyorkerne til, fordi de havde noget på hjerte. 

Her kom det ud, og Liberty Park blev samtidig en uddannende platform og en organisator. Communities og organisationer fra byen bragte de spørgsmål, de havde kæmpet med i årtier til Liberty Park, hvor det hele løb sammen.

Her er en kort beskrivelse fra bogen New York og Kampen for Byen side 206: "De var der i et fællesskab af vrede, trods, erkendelse og overskud.

Mike check – Mike check, råber én i flokken. Herefter fortæller de hinanden historier om deres liv, og om hvorfor de er kommet. Alle spidser ører. Den, der har ordet, taler i korte sætninger, halve sætninger eller med blot et ord, der bliver spredt via folkets mikrofon.

Det, der er sagt, bliver gentaget af dem, der står nærmest og kan høre. Den, der har talt, hører sin beretning, der bliver offentlig. Ordene vejes og får vægt. En fortæller, at hun har droppet sin uddannelse med et håb om, at økonomien hjemme bliver bedre. En fortæller, hvordan hendes mor, som er veluddannet og har et godt job, har taget et ekstra arbejde for at kunne betale for en operation, som er nødvendig på grund af en ulykke. En fortæller om, hvordan han er blevet boligløs, sammen med sin familie, fordi deres hjem er gået på tvangsauktion.

Mange har en stor studiegæld og ikke noget job. Unge fortæller, hvordan deres forældre har kæmpet hele livet for at holde familien oppe i en tro på den amerikanske drøm i et liv med et rotteræs af arbejde og nogle gode år som pensionister bagefter. De kan nu se, at det ikke bliver sådan.

Nu knækker de, en efter en efter en.

De unge så og hørte hinanden – det var ikke den vej, de ville følge. Occypy Wall Street blev en øjenåbner for dem. De kunne godt se, at den var gal. "Er det mig eller systemet, der har en brist", var et spørgsmål, de havde tumlet med, som fandt svar i de nye fora. Alle hørte fortællingerne.

I hver og en af dem var der noget, som resonerede i deres eget liv. Der dannede sig et mønster af et systemsvigt, som er klart adresseret til både Wall Street og Washington. Den enkelte fortælling blev en del af en offentlig fælles erkendelse på stedet."

På grund af Occypy Wall Street flade netværksorganisering fik netop stedet en særlig stor betydning. Det var på mange måder et gadedemokrati, der fungerede som en protestbevægelse. Senere, efter orkanen Sandy, var det også som en praktisk solidarisk nødhjælpsorganisering. De sociale medier understøttede stedets organiserende kraft.

Sådan har de sidste år bragt en del eksempler på, hvordan en plads i byen er blevet det politiske center. I det mindste for en periode. Dér kan vigtige politiske krav blive til, eller spørgsmålet om magten i samfundet kan sættes på dagsordenen.

Besættelse af et rum kan forvandle det til et reelt offentligt rum i byen. Og det kan samtidig være et fristed med alternative demokratiske platforme, der danner en ny offentlig sfære.

Pladserne gav bevægelserne en symbolsk og politisk tyngde via en fysisk centralitet. Det var et sted, man kunne gå hen og slutte sig til og blive mange.

Pladser kan være et rum for mange forskellige strømninger og organisationer, som ellers ikke er enige. Rummet, offentligheden og de andre – i den konkrete situation, uden for de traditionelle organisatoriske systemer – kan skabe en politisk dynamik.

Paris som centrum for dybe brud

I Europa fandt det mest markante forløb sted i Paris, da hele byen og gaderne udviklede den energi, der gennemførte Den Franske Revolution i 1789. Det førte til enevældens fald i et forløb, der blev voldeligt. Det nye borgerskab indførte en ny forfatningsmæssig standard med erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder. Hvad, der skete i Paris, fik betydning over hele Europa.

Senere forsøgte kongen at fratage de folkevalgte deres magt for at genindføre enevælden. Julirevolutionen brød ud i 1830. Enden blev, at kongen måtte trække sig og give magten til Louis-Philippe 1., som blev kaldt borgerkongen. Det liberale borgerskab og arbejderbevægelsen vendte sig mod ham, og det kulminerende under februarrevolutionen i 1848, hvor Frankrig igen blev republik. Store ændringer tager tid, hvor styrkeforholdene mellem hovedkræfterne balancerer fra den ene til den anden side.

1846-49 var en periode med revolutioner i Europa, der førte til nationalstater samt mere eller mindre demokratiske forfatninger. Fra Paris sprang opstandene fra by til by - bredte sig til Frankfurt, Berlin, København, Milano, Wien m.v. Fra by til by tog de to opstigende klasser – borgerskabet og arbejderklassen – opgøret mod de gamle klassers adelsprivilegier.

Tre elementer i dette forløb er værd at bemærke: Marx og Engels udgav det kommunistiske Manifest i 1848. Opstandene gik gennem urbane netværk. I praksis var det en kamp om retten til byen gennemført af den sammensatte arbejderklasse. David Harvey trækker den franske historiker Lefebvres analyse af Pariserkommunen frem og peger på, at "… den revolutionære arbejderklasse var dannet af urbane arbejdere (som en sammensat gruppe med mange gøremål i byen - psj) mere end bare fabriksarbejdere." (5)

Det var revolutionære bevægelser i de forskellige lande. Alle steder havde de deres særtræk.

Pariserkommunen blev etableret i 1871 og levede i 72 dage under ledelse af en centralkomité. De parisiske arbejdere tog spidsen i et oprør båret af utilfredshed med de sociale forhold, kravet om en demokratisk republik og at Paris, som andre kommuner, skulle have et folkevalgt bystyre.

I det lange forløb blev der skabt en ny politisk virkelighed og forestillinger om en anden indretning af samfundet under parolen: frihed, lighed og broderskab.

Det var revolutionære bevægelser i de forskellige lande for både demokratiske rettigheder, bedre arbejdsforhold og den nationale fane. Alle steder havde de deres særtræk.

En af de udløsende faktorer i Danmark var industrialiseringen af England. Landet blev brugt til græsning af får, som lavede uld. England havde brug for korn. Det kunne dyrkes i Danmark. Eksporten voksede i slutningen af 1700'tallet, men de feudale produktionsforhold på landet satte grænsen for produktivitet og vækst. Derfor blev landboreformerne indført. Danmark indgik tidligt i den internationale industrielle arbejdsdeling, og de engelske byer ændrede dansk landbrug og skubbede på systemskiftet.

Bevægelser af bønder, det nye borgerskab og liberale pressede på for at få en ny forfatning. Den kom med den borgerlige revolution med centrum i København i 1849. Forfatningskampen fortsatte dog frem til systemskiftet i 1901, hvor folketingsparlamentarismen blev indført.

Udgang

I de perioder i historien, hvor arbejderklassen har været organiseret og har haft styrke, er en større del af merværdien taget ind som skatter af staten. Der er sket en omfordeling af værdier samt sikring af arbejdsforhold og retten til kollektiv organisering.

Oven på en lang række finanslove – senest november 2013 – er det tydeligt, at styrkepositioner er svækkede. Det, der er gang i, er, som David Harvey skriver, at: "det neoliberale projekt har over de sidste 30 år bestræbt sig på privatisering af og kontrol over merværdien." (6) 

Det er dog ikke blot et spørgsmål om at flytte værdier i et lighedsperspektiv.

I bunden af denne kamp ligger de forenede producenters kontrol over produktionsmidlerne.

Bevægelserne i byen må samle sig på kvarter og byniveau. Det gælder for eksempel aktive dele af fagbevægelsen, miljø-, beboer- og boligebevægelser, organisationer der kæmper for bedre sociale vilkår, progressive kreative grupper, grupper der kæmper for rettigheder, solidaritetsbevægelser med videre. Der er også mange foreninger og interessegrupper, organiserede via sociale medier, der kan indgå.

Hvis forskellige grupper finder sammen, under for eksempel retten til byen, hvad skal de så kræver spørger Harvey: Svaret er simpelt nok: større demokratisk kontrol over produktionen og brugen af merværdien. Og siden urbaniseringen er en hovedkanal for brugen, må retten til byen være oprettelsen af demokratisk kontrol over værdierne via urbaniseringen." (7)

I bunden af denne kamp ligger, som Marx siger, erstatningen af de relationer, der dominerer produktionen og samfundet med "de forenede producenters kontrol over produktionsmidlerne.” Det er jo et vidtgående demokratisk skridt.

 

Noter:

1. Salon 29. april 2012. http://www.salon.com/2012/04/28/urban_revolution_is_coming/

2. Harvey, David. Rebel Cities Verso. Side 135.

3. Citater fra Bogen: New York og Kampen for Byen. Bogforlaget Frydenlund 2013. Side 211.

4. Harvey, David. Rebel Cities Verso. Side 146.

5. Samme. S. xiii.

6. Samme. S. 23.

7. Samme. S. 22.