"Der foregår en proces, der omdefinerer byen og omskaber den indefra og ud. Min pointe er, at to idealer følges på én gang: Idealet om businessbyen og idealet om den urbane landsby. Med det generelle løft, vi har set i New York, ender det med, at vi får begge dele samtidig. Den urbane landsbys æstetiske form og businessbyens økonomi."

Sharon Zukin, professor i sociologi, New York. (1)

Mange byer var, indtil krisen ramte i 1970'erne, industribyer. Arbejderbevægelsen havde styrke nok til at presse velfærdsordninger igennem. I den fase, der har været domineret af neoliberalisering og globalisering, har der siden udspillet sig et uafsluttet slag om, hvilken by der skulle komme efter industribyen.

Klasseindholdet har ændret sig. Se tidligere artikel i serien "Byen og arbejderklassen". Klassekarakteren ændrer også byen.

I New York blev kriseløsningen en omstrukturering ud fra en neoliberal strategi, godt hjulpet på vej af bankerne i Wall Street. Sharon Zukin, der er professor i sociologi City University of New York og har været med hele vejen, fortæller:

"Idealet om den moderne by fra industribyens periode skiftede til et ideal om den autentiske by. I den moderne by var økonomiens maskine vigtigere end individerne. Byen var et sted for effektivitet og rationelle beslutninger. Følelser var mindre vigtige end business.

Borgerne bliver mere opfattet som forbrugere end som producenter og arbejdere.

Vi er nu nået til et punkt, hvor mange lægger vægt på, at de er en del af byen og ikke blot en tand på et hjul i byens økonomiske og funktionelle maskine. Vi gør krav på et moralsk ejerskab til byens rum og deres symbolske værdi. Fra at stille krav til byens effektivitet og service, skal byen nu også engagere os på mere fundamentale måder."

Hun fortæller, at der samtidig er sket en kommercialisering af byen: "Byen skiftede fra at være et landskab af produktion til at være et landskab af forbrug. Autenticiteten er blevet en del af dette forbrug i form af nostalgi, bevaring af bygninger, livsstile og miljøer, der sammen med de globale investeringer, har fremmet gentrificeringen (de oprindelige beboere fortrænges fra et kvarter på grund af stigende husleje - red.).

Borgerne bliver mere opfattet som forbrugere end som producenter og arbejdere. På en måde er de kulturelle og sociale bevægelser fra 70'erne erstattet af forbrugsbevægelser, af forskellige livsstile, der udtrykker sig via valg af tøj, musik, mad og miljøer. Vi vælger vores livsstile som forbrugere og skifter dem ud."

Det udspiller sig også i byens geografi?

"Før 1970'erne valgte folk det kvarter, de ville bo i, ud fra, hvad de havde råd til, og hvor er de gode nye boliger lå. I dag bliver der hæftet symbolske værdier på kvarteret. Vi søger og vælger det sande og gode i form af det autentiske, som er det anti-moderne og æstetiske, der taler til gruppernes kulturelle værdier."

Det gamle og det nye

Autenticitet handler om herkomsten, det levende og eksistensen, som noget der er forankret på et sted, og som har en kontinuitet. Som Zukin skriver: "Autenticitet taler for retten til en by og et kvarter, der giver beboere, arbejdere, butiksejere, gadehandlere muligheden for at slå rødder - og på en paradoksal måde være bærere af både oprindelse og nye begyndelser." (2)

Idealet har det svært i business New York, fortæller Zukin: "Ved at bruge begrebet autenticitet bliver vi tvunget til både at tænke på byens rum og tid. Men ofte er den genopfundne autenticitet begrænset til en fortælling eller et billede via en æstetisering af det gamle og forfaldne."

Autenticitet bliver brugt på den døde måde – kommercielt eller romantisk. Om et 'historisk distrikt', hvor "tiden står stille", som det hedder i turistbrochuren. Eller værtshuset der stadig lugter af tobak og om dagen – inden de nye i kvarteret støder til hen ad eftermiddagen – besøges af en kerne af de originale brugere, som for eksempel Bodega 54 Stc. Pauli og Café Erik på Vesterbro.

Begrebet autenticitet fører Zukin tilbage til tiden mellem Shakespeare og Rousseau, hvor mennesker begyndte at tænke på et autentisk individ som en ærlig og sand karakter i modsætning til uærlighed og samfundets falske moral.

Tømt for arbejdere er de gamle industrihaller blevet til cool urbane væksthuse. 

For franske tænkere var mennesker mere autentiske, hvis de var tættere på naturen. Tyske intellektuelle søgte nærmere mod sig selv og identificerede sig med det ikke-fine. Det var en stræben mod det gode i alternative miljøer, som gav dem en følelse af en autenticitet og en moralsk overlegenhed. Kunstnere, der i 1700 til 1800-tallet producerede til det nye kunstmarked, boede i byens arbejderkvarterer. Lad os bare kalde det "den første kreative klasse".

Zukin fortæller, at disse boheme-attituder lever videre i dag i de nye hipster områder og gentrificerede bydele i New York. De kreative kommer til at indgå i et kredsløb med bystyret, investorer, ejendomsmæglere og kædebutikker.

Det er siden 1960'erne gennemspillet på Manhattan, senest for eksempel i East Harlem, i Brooklyn i 1990'erne og siden Queens - nu så småt også i Bronx. Folk med flere penge på lommen flyttede tilbage til byen.

Havneområder, nedlagte industrier og de gamle arbejderkvarterer ændrer fuldstændig karakter. Bolværk, skinner, skorstene og bygninger, der har klasse som kulturarv, bliver en del af de nye urbane miljøer. Autenticitet sælger, ligesom også vand sælger på ejendomsmarkedet. Tømt for arbejdere er de gamle industrihaller blevet til cool urbane væksthuse. Tømt for arbejdere er det gamle kvarter blevet hyggeligt og med mange sociale vandhuller til at hænge ud i.

Det kaldes gentrificering, når et kvarter ret hurtigt ændrer karakter med en udskiftning af en stor del af beboerne. Det autentiske fører til en prioritering af bevaring af bygninger, af æstetikken og oplevelsen af det autentiske frem for det community eller bysamfund, der har levet der.

Processen

First moverne udvikler en enklave. Udpresningen - gentrificeringen - er i gang. I begyndelsen som små forandringer i gaden. En butik er lukket og åbner igen som en lille café med dagligstue med genbrugsinventar og et lille bibliotek. Et galleri, en sær tøjbutik eller en cykelhandel med bikes i alle kulører dukker op. Indimellem er der etniske butikker med halalkød, oliven og koriander.

Microiværksættere dukker op. De taler de nye beboeres sprog og deler deres særlige måde at drikke kaffe og klippe hår på. Kommunen rykker ud og laver nye og anderledes byrum til leg og socialisering mellem plantekasser.

Diskret er de gamle beboerne sivet væk. Hvorhen ved ingen. 

Bygninger, som før blev brugt til industri og kødopskæring, bliver fyldt med kunstnere og kreative småfirmaer i store fælleskontorer. I deres fleksible arbejdstid nyder de måltider fra eksperimenterende kokke, lader sig pirre af performancekunstnere mens de indtager en Brooklyn Beer i det råfine miljø, velvidende at vejen hjem går over rustne skinner og toppede brosten.

Kvarteret bliver til en ny cool destination med kant. Det dukker op i medierne, måske med et nyt navn. Unge kunstnere, designere, arkitekter og andre kreative fra hele verden strømmer til for at deltage i opdagelsen af det gamle arbejderkvarter i New York, Berlin og København. Så er kvarteret gjort investeringsmodent. Priserne følger med stilladser og kraner mod skyerne.

Priserne følger med stilladser og kraner mod skyerne.

På Vesterbro i København var første skridt en investering på 4,3 milliarder kroner i byfornyelse. Det skete næsten samtidig med, at kommunen tog fat på den nye strategi for at tiltrække andre borgere til byen: børnefamilier og folk med uddannelser.

Mange af dem har slået sig ned på Vesterbro i andelslejligheder og de nye grønne gårde med legepladser. Ifølge EDC-mæglerne ligger Vesterbro, med en gennemsnitlig kvadratmeterpris for en et til toværelses ejerlejlighed på 29.316 kroner, det er højere end Østerbro, og lige efter Københavns indre by med 32.229 kroner pr. kvadratmeter.

Priserne på 80 m2 ejerlejligheder i København er fordoblet fra 998.000 kroner til 1,9 millioner kroner. Hvis prisen skulle følge den almindelige prisudvikling, ville den samme lejlighed koster 1,2 millioner. Konsekvensen er udskiftning af beboerne. Andelen af københavnere, der tjener mere end 500.000 kroner om året, er øget fra tre til 10 procent, mens andelen, der tjener under 200.000 kroner, er faldet fra 58 til 43 procent. (3)

Forvandlingen af kvartererne sker enten som mange små tiltag eller via megaprojekter, som Carlsberg Byen i København er et eksempel på.

Carlsberg investerede en milliard kroner i det nye automatiske produktionsanlæg på kanten af Fredericia. Der blev sparet arbejdskraft, og det gamle fabriksområde var blevet alt for værdifuldt til produktion af øl midt i København. Nu var det frigjort til friske investeringer.

Der blev meldt stort ud op til den internationale arkitektkonkurrence i 2007: "Carlsberg A/S vil skabe en ny by. En livlig by, der sætter nye standarder for livskvalitet i en aktiv, tæt og sammensat by. En by, der udfordrer fremtiden."

Strategien var, at nogle af de mange bygninger og byrum kunne bruges til kultur. I al fald indtil de skulle bruges til noget andet – eller rives ned – som det netop er sket med Ny Tap. Kunsten bliver dog en mere permanent del af Carlsberg Byens kreative profil.

Det alternative bliver i sidste ende ofte et instrument til at øge markedsværdier.

Inde på rådhuset købte man ideen om kulturen som murbrækker. De nedslående erfaringer om kedsomhed i Ørestad og Tuborg Havn på Islands Brygge kalder på nye boller på suppen.

"Jeg ser mere Christiania end Ørestaden for mig", sagde daværende direktør for Carlsberg Ejendomme, Lars Holten Petersen.

Karakterskiftet er markant. Kontrasten mellem den gamle industriherres arbejdsetik og det nye legende bymenneske er tydelig på hjørnet af J.C. Jacobsens Gade og Pasteursvej. "Arbejde og nøjsomhed" står der på Kridttårnet med guldbogstaver. Det var budskabet til Carlsberg arbejderne. Fra det første morgenhold fik de stillet et sjælefredfyldt forsagende liv i udsigt, når de gik ind af Stjerneporten til Gamle Carlsberg.

Lige bag ved i det lille grønne anlæg står bronzestatuen af Carl Jacobsen. Højt oppe i træerne og fra træ til træ i forløb af liner som lianer og platforme boltrer de nye københavnere sig. De elsker oplevelsen af den på én gang ekstremt sikre og ekstremt farlige færden i trætoppene. Klatreskoven kan læses som et symbol for byens legende menneske, der har moderniseret arbejde og nøjsomhed til "fleksibelt arbejde og hedonisme (livsnydelse)."

Livsstile eller sociale forandringer?

De seneste ti års bylivsbevægelse er domineret af de nye kreative urbane lag og middelklassen, der har indtaget byernes gamle arbejderkvarterer, for her at udleve deres urbane drømme med bybier, guerillahaver, street art, sjove byrum, scener, events, kropsudfoldelse, distortion og alternative alternativer baseret på en kultur båret af smag for det rå. Space og ikke-steder forvandles til cool places. Af og til kan det være nogle normer og en kultur, der virker ekskluderende i forhold til dem, der bor der.

Udviklingen trives i en symbiose med investorer, der trækker folk til nye kvarterer for at modne dem til byudvikling, og øge værdien af det upcomming project. Det alternative bliver i sidste ende ofte et instrument til at øge markedsværdier

Top professionel kunst er godt, men alle mennesker er en kilde til kultur. 

Det er en global trend, der er udtryk for en kulturalisering og æstetisering af byen, som er overordnet et politisk perspektiv og sociale vilkår. Sociologen Zygmunt Bauman beskriver det som ustabile, flygtige, relative og uforpligtende æstetiske fællesskaber med medier, eventen og livsstilen som det midlertidige samlingspunkt. "Dets objektivitet er udelukkende vævet af de subjektive dømmes flygtige tråde." (4)

Disse bylivsbevægelser adskiller sig fra dem i 1970'erne, der var bredere favnende og sammensatte bevægelse af kampe for arbejds- og bymiljø, bevaring af arbejdspladser, mod krigen i Vietnam og generel antiimperialisme, mod EF, med husbesættelser, aktive studenter og så videre. Godt nok på en diffus måde. Men det var urbane bevægelser båret af drømme om en socialt baseret samfundsforandring.

Alligevel er der også i de aktuelle strømninger med afprøvninger og hedonisme kimformer af dybere strømninger, der peger på et andet samfund, på retten til byen – lad os bare sige på – en ny urban civilisation.

Det skal dog nævnes, at der faktisk er gode intentioner i byudviklingen i København. Der er sket meget og byen er blevet meget mere brugbar for mange.

Den måde den autentiske by udvikler sig på har også politiske konsekvenser. "Der foregår en kulturalisering af byen, som ikke har et politisk perspektiv," fortæller Zukin.

Mange byer har satset på kultur som motor for udviklingen. Også København, hvor der er investeret massivt i mange museer, et operahus, et skuespilhus og mere. For at fylde dem skal der gode driftsbudgetter til, som desværre dræner det øvrige kulturliv.

Top professionel kunst er godt, men alle mennesker er en kilde til kultur. Alle bærer kultur med sig og det er en ret, som indgår i UNESCO konventionen. En kulturalisering bør derfor også betyde, at alle får adgang til at finde sit kulturelle element, at bygge op nede fra og, at udvikle kulturens dynamiske autenticitet.

Fortællinger og erindring

Ifølge Zukin næres magten over et sted også af mediernes livsstilsjournalistik, der stimulerer vores appetit på det lokale, det gamle, kanten, mellemrum og det industrielle sublime.

"De sociale medier, der bringer fortællingerne ud i byens porrer, er med til at destillere kommercielle værdier ud af byens rødder i en kulturel proces, der skaber en fornemmelse af autentiticitet. Kultur er en vigtig magtfaktor i gentrificeringen, fordi en bestemt livsstil og smag ændrer kvarteret inde fra. Vi bidrager selv til processen ved at forbruge autenticitet," fortæller Zukin. Stedet bliver løftet ind i en symbolverden, der adskiller det fra, hvad det var og i nogen grad stadig er. Det får en ny aura og måske et nyt navn.

Andre bydele kæmpe med et dårligt ry. Bronx i New York er et eksempel. Bydelen gik fra at være det mest diverse byområde af immigranter alle steder fra, til at være en udbrændt bydel med store sociale problemer. Bronx tabte 300.000 af sine 1,47 millioner indbyggere fra 1970-80. Det er stadig det fattigste byområde med direkte subway forbindelser til Wall Street.

Nogle uimodståelige krafter gav Bronx et rod shock. Når de sociale og kulturelle væv i en by eller en bydel bliver flænget, opstår der huller i den fælles erindring. Kampen om fortællingen er derfor vigtig.

Under mediernes stereotype beskrivelse af bydelen, gemmer sig en rig kultur og en stædig kamp for at holde bydelen oppe. Historien – hverdagshistorierne – kan være med til at danne en kollektiv identitet og en organiserende praksis.

Den fælles, men glemte historie, blev en øjenåbner for mange skoler i Bronx.

Mark Naison er en af hovedkræfterne bag Bronx African American History Projekt (BAAHP). Forskerne stillede sig til rådighed for bronxitterne og lod dem lede dem på vej i en genfremkaldelse af hvad det rige liv Bronx gemte på. I 1940-50'erne var bydelen måske det mest innovative sted i verden for musik. Et mix af jazz, blues og utallige strømninger inden for latinmusik, som kom med latinoer, skabte et intenst innovativt miljø. Det var også her hip hop opstod i 1970'erne, som de unges reaktion på South Bronxs store nedtur.

Den ene fortælling førte til den næste, der lagde noget til den første. Bronxitterne henvendte sig, fordi de kunne mærke, at det var en vigtig historie, en glemt viden og identitet i deres bydel. Der opstod øer af viden, som bliver syet sammen i fælles erindringsvæv.

Mark Naison mener, at fortællingerne har en funktion, og gør beboernes liv større ved at sætte en dramatisk ramme, som de kan agere i og være stolte af. Og som har en politisk betydning. "Vi bringer deres fortællinger frem og viser, hvordan mennesker, der er blevet afskrevet af samfundet, har genopfundet og opbygget deres lokalsamfund. Der er familier, som har boet i den samme blok siden 1950’erne og 1960’erne. Der er et liv og en indsigt i deres beretninger, som tilfører noget til en progressiv by- og communityudvikling."

Udover musikken kom der en viden frem om skolerne og den rolle, de havde spillet i lokalsamfundet. De var båret af lærere, som var ildsjæle.

Den fælles, men glemte historie, blev en øjenåbner for mange skoler. Naison blev inviteret til at fortælle eleverne om Bronx' historie. 13 skoler organiserede to måneders forløb, hvor han underviste lærere i, hvordan man kunne arbejde med kvarterets historie på en aktiv måde i undervisningen.

Forestillinger om fremtiden bringes sammen med fortiden og får en funktion i nutiden. Det Bronx der var, kan være en inspiration i et byområde, der er ramt af tilbageskridt.

Hvis man ikke kender sin by og sit kvarter, kan man ikke stille krav og lave forandringer.

"Engang var zoologiske haver og museer gratis, alle skoler havde musikundervisning, og de fungerede som ungdomscentre om aftenen. I Bronx-parkerne var der programmer med alle typer aktiviteter for unge, som 800 ansatte parkies stod for. Nu er der otte. At være lærer var et heldagsjob, men de fleste tog det pa sig. Beretningerne har vist os, at det New York, vi har i dag, mangler noget, som vi havde i 1950’erne og 60’erne. Lad os fortælle unge om, hvordan det var at vokse på Prospect Avenue her i Bronx. Ikke af nostalgi, men som et brugbart vidnesbyrd, der kan vise, at de unge mangler meget i dag", siger Mark Naison. Han opfordrer unge til at tage disse historier til sig og bruge dem til at forestille sig, hvad der er muligt i en by.

En kollektiv erindring er en autentisk viden, der gør byen levende og peger på forandringernes muligheder. Hvis man ikke kender sin by og sit kvarter, kan man ikke stille krav og lave forandringer ud fra de følelser, erfaringer og stemninger, der er. Fortællinger handler om retten til at forestille sig en fremtid ud fra en viden.

Mediernes hype af medier og de næsten magiske egenskaber, der tillægges internettet, har deres modstykke. Intet er måske vigtigere end de levende ord. Mark Naison er optaget af hvordan samtalen i byens rum har tradition for at være engageret politisk agitation og offentlig debat i gaderne i 1930-50'erne.

"Dette open air-forum skabte en atmosfære, hvor folk fra arbejderklassen i Harlem og andre kvarterer i New York, uanset om de var husarbejdere, chauffører, fabriksarbejdere eller lærere, havde en næsten daglig eksponering af brændende spørgsmål inden for politik, religion, historie eller aktuelle begivenheder i deres nabolag. Der opstod en arbejderklasse-offentlighed, som var vågen og politisk aktiv og kæmpede for arbejdernes interesser. I 1970-90 døde denne tradition gradvist ud og blev erstattet af gadehandlere og religiøse talere".

Som Balzac skrev: "Håb er en hukommelse, der længes."

Udgang

New York psykiateren Mindy Thompson Fullilove har stillet spørgsmålet: "Er 42. Street smuk, hvis dens skønhed er betalt med en destruktion af folks hjem".

Pointen er, at æstetik ikke kan ses isoleret, men må knyttes til etiske værdier, som planlæggere og politikere bør forholde sig til.

 

Noter:

1. Interview jeg lavede med Sharon Zukin til artikler i Arkitekten juni 2009. Andre citater er fra andre samtaler med Zukin.

2. Sharon Zukin. Naked Cities. Side 234.

3. http://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/ECE2155027/koebenhavn-faar-flere-rige-beboere/

4. Fællesskab, Hans Reitzels Forlag, side 68 og 74.